Temaer
Antisemitisme, intolerance, stigmatisering, udstillelse, eksklusion, fjendebilleder, propaganda, folkeforførelse, dehumanisering, kollektivt traume, offerroller, appropriation.
Om kunstværket
Værket Jude (Jøde) fra 2001-2002 er en serie med tre brocher på 5 x 5 cm fremstillet i guld. Den genkendelige davidstjerne, de gotiske bogstaver og det ædle guld skaber øjeblikkeligt blikfang. Den gule davidsstjerne, som nazisterne tvang jøderne til at bære på tøjet, var en måde at eksludere jøderne fra resten af samfundet. Her er stjernen blevet til et kunstværk og en genstand, man frit kan smykke sig med. Cherkassky sammenstiller på den måde noget negativt med noget positivt og vender dermed betydningen på hovedet. Hun gør et degraderende kendingsmærke til noget, man bliver i tvivl om, er godt eller dårligt. Den umiddelbare stigmatisering og eksklusion bliver her gjort til skamme, og davidsstjernen bliver til en broche med helt nye værdier.
Værket Jude blev skabt i forbindelse Cherkasskys gennembrudsudstillingCollectio Judaica, som behandlede forholdet mellem det jødiske selvbillede og anti-semitiske stereotyper.
Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.
- Hvilke associationer skaber værket?
- Hvad mener du, davidsstjernen symboliserer?
- Hvorfor har Cherkassky transformeret det markante kendemærke til en broche i guld?
- Hvilke følelser ville det vække i dig at bære brochen?
- Er Holocaust noget, man kan smykke sig med?
- Hvilke budskaber ligger der i Cherkasskys værk?
- Hvordan ville du have det med at blive tvunget til at skilte med en privatsag som fx at være homoseksuel, skilsmissebarn eller jomfru?
- Diskutér, om der er grupper i dag, som bliver stigmatiseret. Hvordan?