Temaer
Nazisten som bøddel, mennesker eller monstre, stereotyper, populærkultur, kollektiv erindring, historiebevidsthed, kommercialisering af Holocaust, Holocaust i Hollywoodfilm, ready-made.
Om Uklanskis værk
The Nazis (Nazisterne) består af 164 film-stills og illustrationer af nazister fra forskellige spillefilm. Hvert portræt er 35,5 x 25,4 cm og tilsammen udgør de 164 portrætter en kæmpe collage. Portrætterne viser skuespillere fra hele verden i deres roller som nazister, iklædt uniformer og med forskellige ansigtsudtryk. Uklanski konfronterer beskueren med populærkulturens billeder af en nazist. Med værket gør han opmærksom på Hollywood-industriens markante indflydelse på vores opfattelse og genkendelse af historiske begivenheder. Nazisterne er både yngre og ældre mænd, sorte og hvide, og ansigtsudtrykkene er forskelligartede; bidske, venlige og humoristiske. Det er uniformerne og de genkendelige nazi-symboler, der afslører deres identitet, og viser, hvordan nazister i mange tilfælde er blevet stereotypt fremstillet i massekulturen.
Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.
- Hvilken effekt har det, at man bliver mødt af så mange nazister?
- Beskriv, hvordan nazisterne er skildret. Klik på billedet for at zoome.
- Hvorfor tror du, der ikke er kvindelige nazister med i værket?
- Hvorfor er der lavet så mange film om nazister?
- Mener du, at Hollywood præger vores historiebevidsthed? Begrund dit svar.
- Spillefilm om Holocaust og 2. Verdenskrig holder sig ikke altid til de historiske kendsgerninger. Diskutér, om det er problematisk.
- Film om Holocaust spiller ofte på følelser. Diskutér, positive og negative sider ved at spille på følelserne i forbindelse med film om historiske begivenheder.