Muslimer til Danmark
Muslimernes historie i Danmark går mere end 100 år tilbage, men først for omkring 50 år siden begyndte større grupper af muslimer at slå sig ned i landet. Muslimerne har gennem årene etableret sig, oprettet muslimske trossamfund, men har også været centrum for debatter om indvandring til Danmark og om integration af minoriteter i det danske samfund.
Hvem er muslim?
Er man muslim, når man kommer fra et muslimsk land, er født i en muslimsk familie – eller når man tror på den Gud, som på arabisk hedder Allah? En muslim er en person, der selv har valgt islam som religion.
Men der er mange måder at være muslim på. Ortodokse (meget troende) muslimer overholder de religiøse love og tolker Koranens budskaber bogstaveligt. Koranen er islams hellige bog. Andre muslimer er mindre troende, og nogle muslimske tilhørsforhold har mere at gøre med kultur end religion. Det kan fx betyde, at de ikke deltager i religiøse ritualer, men at de har et særligt forhold til den islamiske kulturbaggrund og historie. Man kan konvertere (skifte religion) til islam. Det kræver, at man kan udtale den muslimske trosbekendelse shahadah.
'Muhamedanere'
Man kan spore de første muslimer i Danmark tilbage til 1880, hvor en folketælling viste, at der var otte såkaldte muhamedanere i landet. Sandsynligvis er der fra tid til anden indvandret muslimer fra lande som Egypten, Syrien, Det Osmanniske rige (i dag Tyrkiet). Nogle er indvandret til landet på grund af handelsmuligheder, andre for at studere eller indgå ægteskab.
Det første muslimske trossamfund blev etableret i 1950’erne af muslimer fra Pakistan. De byggede en dansk menighed op og opførte også i 1966-67 den første moské i landet – Nusrat Djahan moskéen i Hvidovre.
’Fremmedarbejdere’ og flygtninge
I 1960’erne og 1970’erne begyndte flere indvandrere med muslimsk baggrund at komme til Danmark. De var fra det tidligere Jugoslavien, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet, og de kom for at arbejde. På det tidspunkt havde Danmark mangel på arbejdskraft og ’fremmedarbejderne’ var med til at imødekomme efterspørgslen. Med tiden blev mange sammenført med deres familier og etablerede sig permanent i Danmark. Fra 1970’erne og frem var de muslimer, som søgte til Danmark, hovedsageligt flygtninge.
Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015