Hadefuld tale kan være udsagn, der håner, udstiller eller umenneskeliggør en gruppe mennesker fx på grund af deres seksualitet, religion eller politiske overbevisning. De nedladende eller anklagende udsagn skaber splittelse, fordi de udskiller og udstøder en gruppe mennesker. Ofte går hadefuld tale ud over svage grupper i et samfund.
Hadefuld tale skader først og fremmest de mennesker, der tales om. Den, der rammes, bliver såret, ked af det eller vred. På lang sigt kan personen opleve en følelse af mindreværd og af at være udenfor eller selv begynde at ytre sig unuanceret og hadefuldt om den modsatte part. Hadefuld tale kan også påvirke andre end det direkte offer. Nogle mennesker kan blive forført til at tro på budskabet, mens andre vil tage stærkt afstand fra det. På den måde forstærker hadefuld tale ulighed og fjendtlighed mellem mennesker og kan i værste fald resultere i diskrimination og vold.
Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015