Holocaust i Nordafrika

Historien om Holocaust i Nordafrika er ukendt for de fleste, men faktisk døde flere tusinde jøder i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen under 2. Verdenskrig. Det var ikke blot Nazityskland, men også Frankrig og Italien, der fratog jøderne grundlæggende rettigheder og tvang mange til slavearbejde i Saharas ørken.

Nordafrika af Connormah, CC BY-SA 3.0

Vichy-Frankrig bliver til: antisemtisme og slavearbejdslejre

I løbet af sommeren 1940 blev Frankrig løbet over ende af den tyske hær. Forinden havde 30.000 jødiske flygtninge i Frankrig meldt sig til at forsvare landet. En stor del af dem var kommet dertil som flygtninge fra Tyskland, Spanien og Østeuropa og havde opholdt sig i interneringslejre i Frankrig. Ved at melde sig til hæren kunne de slippe ud af lejrene, men det blev en stakket frist. Da Frankrig erkendte sit militære nederlag, accepterede man en fredsaftale, der medførte tabet af størstedelen af landet til Tyskland og Italien. Kun et mindre område forblev ubesat og det fik navnet Vichy-Frankrig, da det blevet styret fra byen Vichy. 

Regeringen i Vichy delte i høj grad nazisternes antisemitisme, så jøder blev sammen med kommunister og andre ”uønskede” personer udskilt fra den franske hær efter nederlaget og deporteret til over 60 slavearbejdslejre på fransk jord i Marokko, Tunesien og Algeriet. Arbejdslejrene i Nordafrika var små, oftest med under 1000 fanger. I modsætning hertil var de kendte koncentrationslejre i Tyskland som Buchenwald og Bergen-Belsen, langt større.

De franske protektorater

Et protektorat er en stat, som formelt er selvstændig, men som står under en anden stats beskyttelse. I praksis betyder det som regel, at protektoratet mister indflydelse på vigtige områder som udenrigspolitik, militær og råstoffer.
 
Ved 2. Verdenskrigs udbrud var Marokko og Tunesien franske protektorater, mens Algeriet formelt var en del af selve Frankrig. Alle tre områder forblev en del af Vichy-Frankrig indtil november 1942, hvor de allierede landsatte tropper i Nordafrika. I maj 1943 havde de allierede besejret alle tysk-italienske tropper i Nordafrika. Resten af krigen blev områderne styret af den franske eksilregering anført af General Charles de Gaulle.

Gradvis isolation af jøderne i Nordafrika

Før 2. Verdenskrig fandtes der i de nordafrikanske lande store jødiske samfund med rødder langt tilbage i historien. Til eksempel bestod det 2000 år gamle jødiske samfund i Marokko af en kvart million jøder. I Algeriet havde jøder kunnet opnå fransk statsborgerskab siden 1870, men i oktober 1940 besluttede Vichy-Frankrig at fratage 105.000 jøder denne status. Fratagelsen skete uden politisk pres fra tysk side. Frankrig og Nazityskland er de eneste to europæiske lande, der direkte annullerede jøders statsborgerskab. 

I 1941 blev de nordafrikanske jøder frataget adgang til skoler og universiteter. Jødiske boliger blev beslaglagt, og Vichy-regimet indførte forbud for jøder mod at indtage en lang række job. Det blev f.eks. vedtaget, at jøder kun måtte udgøre 2% af alle advokater, læger og jordmødre. I Algeriet, hvor jøder udgjorde 10% af lægestanden, betød bortvisningen af jødiske læger, at der var under 900 læger tilbage til at tage sig af mere end 7 millioner indbyggere.

Det fascistiske regime i den italienske koloni Libyen oprettede også et lille antal slavearbejdslejre. Her blev jøder og andre slavearbejdere præcis som i de franske lejre tvunget til at udføre udmarvende arbejde mange timer hver dag i brændende hede næsten uden vand og mad. Også i Libyen blev jøder frataget retten til at arbejde i bestemte brancher. Både på fransk og italiensk grund blev jøder tvunget til at forlade deres boliger og flytte til slumkvarterer. 

Kort før de allieredes invasion beordrede den franske guvernør i Algeriet produktion af gule Davidsstjernearmbånd til alle algeriske jøder. Armbåndene blev aldrig uddelt, men de sender et signal om hvordan det kunne være gået, hvis ikke Nordafrika var blevet befriet i tide.

Forholdene i lejrene

De franske lejre i Nordafrika lå ofte isoleret langt ude i Saharas ørken. Her var temperaturen over 50 grader om sommeren og under frysepunktet om vinteren. De indsatte boede i primitive telte eller under åben himmel uden beskyttelse imod brændende sol eller dødbringende skorpioner. Nogle lejre var slavearbejdslejre, hvor de indsatte hver dag blev tvunget til at udføre hårdt arbejde fra solopgang til solnedgang. Andre var straffelejre, hvor formålet var at nedbryde fangerne fysisk og psykisk. 

De daglige rationer varierede, men kunne være helt ned til blot en liter vand og 175 gram brød. Dødeligheden i lejrene var høj. Værst var den libyske lejr Giado syd for Tripoli. På blot seks måneder døde en fjerdedel af alle indsatte – 562 i alt. Tyfus var oftest dødsårsagen. 

En tysk jøde, der var flygtet til Frankrig, men blev sendt til Djelfa, en Vichy-arbejdslejr i Algeriets ørken, mindes lejrkommandantens velkomst: ”Min opgave er at sørge for, at I alle dør her. Det er mit job. Og jeg er god til det.”

Invasionen af Nordafrika 

I november 1942 ændredes situationen i Nordafrika drastisk. Den nazistiske feltmarskal Erwin Rommel (også kendt som ’ørkenræven’) tabte et afgørende slag mod Englænderne i Ægypten. Derefter trak den tyske hær sig tilbage vestpå gennem Libyen mod Tunesien. Få dage senere gik de allierede i land i Marokko og Algeriet. 

De allierede forhandlede hurtigt en fredsaftale med den øverstbefalende over de franske styrker. Tyskland havde aldrig stolet på at Vichy-Frankrig ville forsvare sig mod en invasion af de allierede, men de 120.000 franske soldater i Nordafrika havde været nyttige i forhold til at opretholde ro og orden og dermed frigjort tyske tropper til østfronten. Nu var Marokko og Algeriet tabt, men en lille tysk-italiensk hær overtog kontrollen med Tunesien og forsvarede det mod de allierede indtil maj 1943. I mellemtiden optrappede tyskerne forfølgelsen af jøder i landet..  

Slutspillet i Tunesien

 Da nazisterne overtog magten i Tunesien, lå planen klar for de lokale jøder. Walter Rauff, opfinderen af de mobile gaskamre, hvori nazisterne dræbte ca. 700.000 mennesker, blev sendt til Tunesien for at lede forfølgelsen. Rauff nåede dog aldrig at etablere gaskamrene, men tilfældige jøder blev udvalgt og sendt til omkring 40 små internerings- og slavearbejdslejre. I alt omkom cirka 2500 jøder under de allieredes daglige luftangreb mod nazistiske installationer. Oftest fordi de blev tvunget til at fortsætte reparationsarbejde, alt imens bomberne faldt.

I sidste ende var det de nordafrikanske jøders store held, at tyskerne aldrig opnåede fuld kontrol med Middelhavet, og derfor ikke kunne sejle dem til udryddelseslejrene i Østeuropa. Af den mere end halve million jøder i Nordafrika døde omkring én ud af hundrede jøder. I Europa døde hver anden.

Af Sune Bechmann, stud.mag i historie, Forskningspraktikant ved Dansk Institut for Internationale Studier, i samarbejde med DIIS, 2008

 

Bechmann, Sune. ‘Når gode gerninger må skjules’, Weekendavisen 28. Marts - 3. April 2008.

Satloff, Robert: Among the Righteous. Lost stories from the Holocaust’s long reach into Arab lands. PublicAffairs. 288 sider. 2007.

Mallmann, Klaus-Michael og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information