De jødiske ofre
Omkring 6 millioner jødiske mænd, kvinder og børn blev dræbt under 2. Verdenskrig. Ca. halvdelen blev myrdet i udryddelseslejre, der var oprettet til dette formål. Dertil kom de mange tusinder, som døde af sygdom, sult og udmattelse i koncentrationslejre og under slavearbejde i den tyske krigsindustri. Hovedparten af ofrene kom fra Østeuropa, og det var også her massemordene fandt sted enten i massakrer eller i udryddelseslejrene.
De jødiske ofre udgjorde en meget sammensat og forskelligartet gruppe, såvel socialt som økonomisk. Nogle havde før jødeforfølgelserne været særdeles velhavende, andre meget fattige. Mange havde en højere uddannelse og havde siddet i gode, betydningsfulde stillinger, andre igen var småhandlende, håndværkere og arbejdere. Nogle var anerkendte videnskabsmænd eller berømte kunstnere, musikere, skuespillere etc. De havde kun én ting til fælles: Nazisterne havde defineret dem som jøder, som ingen plads havde i Hitlers Europa.
”Jødepolitikken” før krigen
Før 2. Verdenskrigs begyndelse gik nazisternes ”jødepolitik” ud på at isolere jøderne fra det tyske folkefællesskab ved gradvis at fjerne dem fra erhvervslivet, kulturen og undervisningssystemet. Jøder blev gjort til andenrangsborgere uden rettigheder som andre tyskere. Skilte med adgang forbudt for jøder dukkede op uden for byerne, foran restauranter, biografer og teatre. De blev tvunget til at sælge deres forretninger og virksomheder til langt under prisen. Virksomheder, der beskæftigede jøder, fik besked på at afskedige dem. Børn og unge blev udelukket fra skoler og universiteter. De, der havde held til at emigrere, fik deres værdier konfiskeret af den tyske stat.
Det overordnede mål for forfølgelserne og diskriminationen blev op til krigsudbruddet og i de første krigsår at jage jøderne ud af tysk område for tid og evighed. Men samtidig gjorde man alt for at forhindre emigrationen ved at konfiskere de formuer og værdier, der skulle gøre det muligt at starte en ny tilværelse. Endvidere blev jøderne udstyret med kortfristede pas, som i øvrigt blev mærket med et rødt J. Alt sammen forhold, der fik de lande, hvor de søgte tilflugt, til at nægte dem adgang og enten sende dem videre til et andet land eller i værste fald tilbage, hvor de kom fra.
”Jødepolitikken” under krigen
Med 2. Verdenskrig gik jødeforfølgelserne ind i en helt ny fase, nemlig massedrab. Tyskland havde i starten af krigen stor succes med sin angrebskrig og underlagde sig store dele af Europa. Det betød imidlertid, at det tyske ”jødeproblem” voksede i takt med, at Tyskland udvidede sit magtområde.
Det vides ikke med bestemthed, hvornår ordren til at udrydde jøderne blev givet. De fleste historikere mener, at det skete i efteråret 1941. Inden da havde tyske specialgrupper (Einsatzgrupper) længe myrdet i tusindvis af østeuropæiske jøder ved skudmassakrer. Det kunne måske fortsætte i de sovjetiske områder. Men det lod sig ikke gøre i Polen, i Tyskland eller i andre tætbefolkede vesteuropæiske lande, hvor andre millioner var omfattet af ”den endelige løsning”.
Løsningen blev en industrialiseret drabsproces, hvor jøder fra hele Europa i gods- og kreaturvogne blev transporteret til rene dødsfabrikker i ensomt beliggende områder. Her blev de ledt direkte ind i gaskamrene. De sidste jøder, der blev deporteret, var de ungarske. I foråret 1944 besatte tyskerne Ungarn. I 150 særtog sendtes i de følgende måneder næsten en halv million jøder til Auschwitz-Birkenau, hvor de fleste blev myrdet. De sidste gasninger fandt sted i november 1944.