Audiowalk: På flugt fra den nazistiske besættelsesmagt
Hvis du vil besøge et af de steder, hvorfra de danske jøder flygtede til Sverige i oktober 1943, er Gilleleje i Nordsjælland et oplagt mål. Ca. 1500 af de i alt ca. 7000 danske jøder flygtede herfra. Byen var scene for mange dramatiske flugtforløb, som du vil opleve, mens du bevæger dig rundt langs ruten.
Guiden fungerer som en ”audio-walk”, hvor du følger et kort rundt i byen. Hvert stop på turen er beskrevet med en kort introtekst og ledsaget af en eller flere autentiske beretninger, som du aflytter med din smartphone eller tablet via QR-koder (OBS! forudsætter mobil internetforbindelse). Alternativt kan vidneberetningerne udskrives i PDF-format og læses undervejs på turen.
Der er fem stop på ruten og mellem en og tre kilder til hvert stop. Turen er 2,5 kilometer lang og varer ca. 1,5. time.