Arvefjenden Vietnam
Under De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja kom landets vietnamesiske minoritet til at lide grusomt på grund af Cambodja og Vietnams gamle fjendskab. De Røde Khmerers leder, Pol Pot, opildnede til had mod alt vietnamesisk med fortællingen om Vietnam som den gamle arvefjende. Men faktisk var det Vietnam, der kom cambodjanerne til udsætning, da de efter to ugers invasion væltede De Røde Khmerer.
Etnisk udrensning
Hovedparten af de omkring 1,7 millioner ofre for De Røde Khmerers rædselsregime, var ganske almindelige cambodjanere. Der var dog nogle mindre grupper, som blev særligt udpeget til forfølgelse, heriblandt Cambodjas etniske og religiøse mindretal. For eksempel blev landets Buddhister og det muslimske Cham-folk dræbt eller tvunget til at assimilere sig, og deres religion, traditioner og påklædning blev forbudt.
Hårdest gik det dog ud over landets store vietnamesiske mindretal. De første seks måneder af Demokratisk Kampuchea, som landet hed under De Røde Khmerer, blev hovedparten af de etniske vietnamesere tvunget på flugt over grænsen til Vietnam. Men den 1. april 1977 udstedtes en ordre fra De Røde Khmerers hovedkvarter om, at alle vietnamesere, alle cambodjanere, der talte vietnamesisk, og alle, der bare var venner med vietnamesere, skulle arresteres og overgives til sikkerhedspolitiet (Santebal). I praksis var dette en dødsdom, og begrundelsen var, at alle, der på den ene eller anden måde var ’vietnamesisk’-sindede, måtte betragtes som repræsentant for staten Vietnam derfor en fjende af Demokratisk Kampuchea.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange vietnamesiske civile, der faktisk døde, og hvor mange, der nåede at flygte til Vietnam. Det foregående regime under præsident Lon Nol havde nemlig de samme stærke anti-vietnamesiske og nationalistiske holdninger, og tusinder var allerede inden De Røde Khmerers magtovertagelse sendt på flugt til Vietnam. Den vietnamesiske regering har anslået, at der sidst i 1960’erne boede cirka 600.000 vietnamesere i Cambodja og stort set ingen var tilbage ved De Røde Khmerers fald i 1979.
”Utaknemmelige som krokodiller” - propaganda mod Vietnam
Cambodja og Vietnam havde i flere århundreder haft et anstrengt forhold til hinanden. Klemt mellem den thailandske ”Tiger” og den vietnamesiske ”Krokodille” har Cambodja altid kæmpet for sin selvstændighed og sine landegrænser. Historisk set var den sydlige del af Vietnam, kaldet Kampuchea Krom (Nedre Cambodja), en del af Cambodja indtil det 16. århundrede. Tabet af landet står stærkt i mange cambodjaneres bevidsthed og er medvirkende årsag til, at Vietnam blev betragtet som en historisk fjende. De Røde Khmerer forsøgte at udnytte cambodjanernes hadske indstilling til Vietnam i deres nationalistiske propaganda, der havde til formål at få Kampuchea Krom tilbage til Cambodja fra Vietnam.
Som en del af propagandaen skrev De Røde Khmerer, sandsynligvis lederen Pol Pot, et manifest, der skulle vise Vietnams angiveligt imperialistiske hensigter. Det blev udgivet under titlen ’Le Livre Noir’ eller ’The Black Paper’ i 1978. Teksten er baseret på direkte historieforfalskning, myter og fortællinger om Vietnam og Cambodjas forhold, og viser Pol Pots paranoide og nationalistiske retorik. Med henvisning til cambodjanernes had til Vietnam forsøgte Pol Pot at retfærdiggøre sine egne kampagner mod Vietnam og vise den folkelige støtte, som han mente, at De Røde Khmerer havde til deres nationale projekt: at rense Cambodja for vietnamesere og få Kampuchea Krom tilbage. For eksempel står der:
"Kampucheas folk, der er ofre for vietnamesernes annekteringer og aggressive adfærd, og som af den grund har mistet en stor del af deres Kampuchea Krom territorium, bærer et dybt nationalt had mod de angribende, annekterende og opslugende vietnamesere."
Den vietnamesiske befrielse
I løbet af 1977 intensiverede De Røde Khmerer deres angreb på landsbyer langs Vietnams grænse. Under natlige angreb myrdede soldaterne de vietnamesiske indbyggere og raserede byerne. I en rus af uovervindelighed var De Røde Khmerer overbeviste om, at de kunne klare alt og dermed også at vinde det tabte land tilbage fra Vietnam. Provokationerne var ikke til at overse for den vietnamesiske regering, de måtte gøre noget for at forsvare deres landsbyer.
Den 25. december 1978 invaderede den vietnamesiske hær for anden gang Cambodja for at stoppe angrebene, og blot to uger efter, i januar 1979, havde Vietnam opnået, hvad ingen andre end havde forsøgt at gøre: at vælte De Røde Khmerer. Dette skete trods kraftige advarsler fra USA om at en militær invasion ikke var den rette måde at opnå fred på og forudsigelser fra det amerikanske efterretningsvæsen om, at det ville blive en hård kamp. Hjulpet af den omstændighed at De Røde Khmerer faktisk stod svagt på grund af manglende opbakning blandt cambodjanerne, lykkedes det dog omkring 100.000 vietnamesiske soldater forholdsvis problemfrit at jage de trætte og udmattede Røde Khmerer på flugt mod bjergene langs grænsen til Thailand.
... Og dog
Cambodjanerne var umiddelbart lykkelige for at se de vietnamesiske soldater bevæge sig gennem landet og indtage den ene landsby efter den anden. De kom med frihed og fred. Men samtidig frygtede det cambodjanske folk, hvad der ville ske bagefter. Den hær, den cambodjanske befolkning var blevet opdraget til at frygte, skulle nu sikre genopbygningen af landet og tilmed forsvare befolkningen mod de tilbageblevne grupper af Røde Khmer soldater.
Og ganske rigtigt – med henvisning til netop genopbygning og forsvar mod De Røde Khmerers forsøg på at genvinde magten, fastholdt Vietnam sin militære tilstedeværelse i Cambodja. Endvidere manglede Cambodja efter De Røde Khmerers udrensning af den uddannede elite ressourcer og folk til genopbygning, og de måtte derfor acceptere en enorm indvandring af vietnamesiske lærere, bygningsarbejdere, administratorer, læger økonomer m.m.. Efterhånden var Cambodja både militært, politisk og økonomisk indtaget af den gamle arve-fjende og mange cambodjanere frygtede, at dette var starten på en fuldstændig indlemmelse i Vietnam.