Den Afrikanske Union
Den Afrikanske Union (AU) er en sammenslutning af afrikanske stater svarende nogenlunde til EU i Europa. Fra 2004 havde AU en fredsbevarende styrke på 7000 mand i Darfur. AU mæglede i samarbejde med FN i fredsforhandlingerne mellem regeringen og oprørene. AU-tropperne i Darfur havde et fredsbevarende mandat, hvilket vil sige, at de skulle overvåge en våbenhvileaftale, og at de kun måtte beskytte civile i overhængende fare. Men med 7000 soldater i et område på størrelse med Frankrig var det vanskeligt for AU at overvåge en fredsaftale og beskytte de civile mod overgreb.
For den sudanske regering var AU’s tilstedeværelse at foretrække frem for tropper fra FN. Ikke mindst fordi AU kun gennemfører operationer, som regeringen i det pågældende land giver tilladelse til. Den sudanske regering har således i en vis udstrækning haft indflydelse på operationen.
AU-soldaterne blev dog med tiden mere og mere upopulære blandt civilbefolkningen, fordi de ikke formåede at beskytte dem mod overgreb fra militserne og rebellerne. Dertil var styrken alt for lille og for svagt udrustet. Samtidig anklagede oprørerne AU for at tage parti for regeringen i Khartoum, Sudans hovedstad. Da en AU-base i oktober 2007 blev udsat for angreb og 12 soldater blev dræbt, blev en af fraktionerne fra Sudan Liberation Movement/Army (SLA, et forbund af oprørsgrupper, der kæmpede mod Sudans militær og Janjaweed-militserne), efterfølgende beskyldt for at stå bag.
I januar 2008 overgik soldaterne i AU-styrken formelt til at være en del af FN’s hybridstyrke (UNAMID), som overtog ansvaret for at forsøge at skabe fred i Darfur indtil 2021.
Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.