Tysk modstand mod nazismen 1933-45
Langt størstedelen af tyskerne bakkede op om Adolf Hitler og nazismen, men der var også grupper, der gik til kamp mod regimet. Modstanden tog form af alt fra attentater mod Hitler, sabotage, udbredelse af anti-nazistisk propaganda, indsamling af penge, protester mod drab på handikappede til swing-dans og korsang.
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland
Adolf Hitler kom til magten den 30. januar 1933 som kansler i en koalitionsregering af nazister, konservative og det førende katolske parti. Straks efter gennemførte nazisterne et frontalangreb på venstrefløjen (kommunister, socialdemokrater og fagbevægelse). Da en anarkist den 27. februar satte ild på Rigsdagen, benyttede Hitler anledningen til at indføre en særlig ”Nødretsforordning”, som reelt satte forfatningen og alle borgerrettigheder ud af kraft. I 1934 blev Hitler ”fører og rigskansler”, hvilket dybest set betød diktator med uindskrænket magt.
Netop som Hitlers regering kom til magten efter en lang periode præget af borgerkrig, ekstrem inflation og langvarig økonomisk krise, blev konjunkturerne i verden bedre. Kombineret med beskæftigelsesarbejder og oprustning førte det til fuld beskæftigelse i Tyskland i 1936. Den store fremgang og visionen om, at Tyskland skulle genvinde tabte landområder og atter være en stormagt, skabte stor opbakning til Hitler. Den nazistiske forestilling om, at det tyske folk var udvalgt til ”herremenneske-status” i kraft af overlegne racebiologiske egenskaber, appellerede til mange. Visionen om et folkefællesskab, hvor folket på tværs af klasserne fungerede som en enhed under ”førerens” intuitive ledelse, fik også tag i mange tyskere.
Konsensusdiktatur, undertrykkelse og modstand
Nazityskland kan kaldes et konsensusdiktatur: ”Ariske” tyskere blev købt med social- og sundhedspolitiske forbedringer og lokket med ultranationalistisk, racistisk propaganda og kultisk dyrkelse af den karismatiske ”fører”. De, der tænkte anderledes, blev sat på plads med terror. Modstandere blev hårdt ramt. Blodig forfølgelse ødelagde i 1933-34 den bredt funderede arbejderbevægelse og efterlod dens tilhængere desorganiserede. Men Gestapo var hverken stærkt eller allestedsnærværende, så det var i høj grad almindelige tyskeres egeninteresse og enighed om det nazistiske projekt, der sikrede sammenhængskraften i Det Tredje Rige. Og opbakningen til Hitler og regimet holdt til det sidste, trods de enorme belastninger, befolkningen oplevede i løbet af 2. Verdenskrig.
Tysk modstand: lidt eller meget lidt?
Om der var lidt modstand mod det nazistiske regime i Tyskland eller meget lidt, afhænger af, om man bruger et snævert eller bredere modstandsbegreb. Væbnet modstand, udført af organiserede grupper med det klare politisk-ideologiske formål at forpurre nazisternes planer og vælte deres styre, forekom næsten ikke i Tyskland. Hitlers herredømme var på intet tidspunkt truet af modstand indefra: 14 millioner meldte sig ind i nazistpartiet. Endnu flere hyldede Hitler.
”Indre eksil”
Da krigen var slut, og Det Tredje Rige brudt sammen, begyndte man i befolkningen at tale om ”indre eksil” som udtryk for dét at opretholde en ikke- eller anti-nazistisk holdning uden at udtrykke den i handling. Mange tyskere så ”indre eksil” som en form for modstand, mens kritikere mente, at forestillingen om ”indre eksil” blot tjente som en undskyldning for de millioner af mennesker, som havde samarbejdet med regimet og været med til at få det nazistiske system til at fungere. Mange påstod efter krigen, at de intet havde kendt til hverken krigs- eller folkedrabsforbrydelserne. Men jødernes udplyndring, udsondring og forsvinden var en offentlig hemmelighed, og massakrerne og koncentrationslejrene var også kendt i vide kredse.
Der var dog også et andet Tyskland, som aktivt satte sig imod regimets bestræbelser på at kontrollere alt. Men de få, der gjorde modstand, blev mødt med skarp afvisning fra den almindelige befolkning, som i stedet rykkede tættere sammen om ”føreren”.
Modstandens vigtigste miljøer og former
De vigtigste modstandsmiljøer og -grupper i Tyskland var:
- Arbejderbevægelsen
- Borgerlig, konservativ modstand
- Kulturel opposition
- Kirkerne
- Førpolitisk modstand
- De udenlandske arbejdere
Derudover fandtes der ”redningsmodstand”, dvs. hjælp til jøder, der var truet på livet af nazistisk forfølgelse. Læs om redningsmodstand
1) Arbejderbevægelsen
Den første – og største – modstand mod nazismen kom fra Socialdemokratiet (SPD), kommunistpartiet (KPD), mindre venstrefløjsorganisationer og fagforeningsaktivister. Nazisterne definerede arbejderbevægelsen som ”marxister” og ”fjender af folket”, og allerede før magtovertagelsen brugte de voldelige metoder til at bekæmpe arbejderbevægelsen med. Mellem 1933-34 blev mellem 50-100.000 af arbejderbevægelsens aktivister sat i koncentrationslejre, mishandlet og tortureret. Mindst 500 omkom. Efter magtovertagelsen blev arbejderorganisationerne forbudt, deres værdier beslaglagt, og arbejderpressen lukket. Arbejderbevægelsens folk flygtede i titusinder til udlandet, herunder Danmark, og blev frataget deres statsborgerskab.
Trods hetz og forfølgelse fortsatte arbejderbevægelsen med de samme traditionelle, lovlige metoder, som de havde brugt mod Hitler og nazismen før magtovertagelsen. Man håbede, at nazisternes vold og lovbrud ville skandalisere dem, så de derved mistede folkets opbakning. Men store dele af middelklassen var godt tilfreds med, at nazisterne ødelagde arbejderbevægelsen og banede vej for en aggressiv tysk udenrigspolitik. Trods massiv nazistisk sabotage imod arbejderpartiernes valgkamp ved rigsdagsvalget den 5. marts 1933 stemte hver tredje tysker på et af disse partier, men de kunne ikke finde fælles fodslag. En generalstrejke kunne måske have stoppet Hitler, men den kom ikke.
Arbejderbevægelsens primære modstandsaktivitet var indsamling og udbredelse af information, hjælp til forfulgte og opretholdelse af gamle netværker. Kommunistiske celler udførte også sabotage, men stod ret isolerede. Da stikkeri var udbredt, optrevlede og ødelagde Gestapo hurtigt modstandsgrupperne.
2) Borgerlig, konservativ modstand
Tysklands konservative elite – storgodsejerne og industriens folk – havde nationalismen til fælles med nazisterne. De foragtede Hitler, men så også gerne arbejderbevægelsen knust og demokratiet sat ud af kraft. Fra dette samfundslag kom der flere modstandsinitiativer. Kredse inden for militæret mente, at Hitlers politik ville føre til krig, før Tyskland var parat, og konspirerede imod ”den lille østrigske underofficer”. Konservative og skuffede nazister i officerskorpset smedede mange tophemmelige attentatplaner, men evnede aldrig at gennemføre dem.
De højreorienterede modstandskredse brugte meget tid på at diskutere koncepter for fremtidens Tyskland: Demokrati indgik ikke i visionerne, ligesom der heller ikke var planer om at levere de erobrede territorier tilbage eller opgive tanken om tysk førerskab i Europa.
En kreds af militærfolk og embedsmænd omkring Carl Goerdeler (konservativ borgmester i Leipzig 1930-37) lagde fra slutningen af 1930'erne forskellige kupplaner. I Kreisau-kredsen var der personligheder fra den konservative og kristelige elite og enkelte socialdemokrater. I Kreisau-kredsen drøftede man på tre hemmelige konferencer i 1942-43, hvordan Tyskland efter nazismen skulle satse på nære fællesskaber, føderalisme og på fælleseuropæiske værdier med kristendommen i centrum. Fra begge grupper gik der forbindelser til officererne omkring oberst Claus von Stauffenberg, der den 20. juli 1944 forsøgte at dræbe Hitler og gennemføre et statskup. Kupforsøget førte en bølge af straf og undertrykkelse med sig, som ramte den borgerlige modstand hårdt.
3) Kulturel opposition
Især venstreorienterede intellektuelle var kritiske over for nazismen, og en stor del af dem måtte forlade Tyskland. I årene op til krigen led Tyskland et alvorligt "brain drain" på grund af forfølgelsen af venstreorienterede og jøder, og de veluddannede, samfundsengagerede flygtninge var ivrige efter at gøre en indsats imod nazismen. Disse Hitler-flygtninge kaldte sig gerne ”emigranter” for at føle sig mindre stigmatiserede, men det forhindrede ikke de fleste lande i at lukke grænserne mere og mere til, især over for jødiske flygtninge.
I Storbritannien og USA arbejdede mange tyske flygtninge under 2. Verdenskrig for den allierede sejr i de væbnede styrker, efterretningstjenesterne og propagandaen: Den berømte tyske forfatter Thomas Mann (Nobelpris 1929) holdt antinazistiske foredrag på britisk radios tyske program. Samfundsvidenskabsmanden Herbert Marcuse – senere studenternes helt under '68-oprøret – udarbejdede efterretningsanalyser af stemningen i den tyske befolkning. Berlin-juristen Robert Kempner forberedte retsopgøret med topnazisterne og fungerede 1945-49 som USA's hovedanklager ved krigsforbryderprocesserne i Nürnberg. Og filminstruktøren Billy Wilder, der var flygtet til Hollywood fra Wien, producerede dokumentarfilmen Death Mills, der efter Det Tredje Riges sammenbrud skulle konfrontere tyskerne med forbrydelserne i koncentrationslejrene og få dem til at vedkende sig et medansvar. I Danmark havde flygtningene forbud mod at engagere sig politisk, så den kommunistiske teatermand, Bertolt Brecht, måtte balancere på en knivsæg i sit eksil i Svendborg 1933-39.
Blandt de mange tyske emigranter, der aktivt bekæmpede Hitler-diktaturet, var der også tyske kommunistiske flygtninge i Sovjetunionen, som agiterede for at få tyske krigsfanger til at bryde med nazismen, nedlægge våbnene og slutte sig til Nationalkomitee Freies Deutschland (grundlagt 1942).
4) Kirkerne
Den katolske biskop Clemens Graf von Galen følte sig sikkert som modstandsmand, da han i august 1941 fra prædikestolen i Münster Domkirke fordømte drabene på handicappede og psykisk syge, det såkaldte eutanasi-program. Eutanasi-programmet blev faktisk standset, men få måneder senere genoptaget, blot bedre kamoufleret. Det kostede mindst 125.000 mennesker livet.
Derudover var det småt med modstand fra de to store kirkesamfund i Tyskland. Den katolske kirke indgik allerede i 1933 en samarbejdsaftale med Hitlers regering, som også baserede sin magt på det katolske Zentrum-parti samt det tysk-nationale folkeparti, der var den luthersk-evangeliske konservatismes store parti.
Præster og gejstlige blev overvåget af Gestapo, fordi de havde stor autoritet og måske kunne inspirere til modstand. Men mange af dem støttede Tysklands ”genrejsning” og glædede sig over, at Hitler hyppigt henviste til kristne moralværdier i sine taler. Hitler brød sig i bund og grund ikke om katolicismen, men nedtonede sin modstand for ikke at støde religiøse støtter fra sig. Tysklands katolikker underkastede sig ikke lige så betingelsesløst nazistpartiets dominans, som de evangeliske kristne gjorde. Bl.a. kæmpede katolikker i den såkaldte ”krucifiksstrid” for, at korset i skolestuen altid skulle hænge højere på væggen bag lærerens kateder end billedet af Adolf Hitler. De så deres kamp for at bevare de kristne symboler og dagligdagens religiøse riter som en modstand imod total ensretning. Men spørgsmålet er, om bevarelsen af en katolsk subkultur og identitet ikke var rent symbolsk? Katolikker var nemlig lige så stærkt integreret i nazismens projekt og dens forbrydelser som evangeliske kristne. Dog var de fleste gejstlige, der kom i koncentrationslejr, katolikker – omkring 600 af de i alt ca. 700, som i løbet af 1933-45 havnede i KZ-lejren Dachaus særlige afdeling for kirkefolk.
5) Førpolitisk modstand
Det nazistiske regime var bange for, at arbejderbefolkningen skulle vende sig imod det, og var derfor tilbageholdende med at pålægge arbejderbefolkningen byrder. Men midt i 1930'erne registrerede efterretningsfolk alligevel øget utilfredshed og ”frækhed” på tyske arbejdspladser: Nazisterne havde indført lønstop og forbud mod at skifte arbejdsplads uden tilladelse, og Gestapo blev sat ind, hvis nogen strejkede. I stedet for strejke brugte arbejderne fravær og hyppige skift af arbejdsplads til at presse en højere løn igennem, og hos mange af de unge arbejdere kunne man se en tendens til utilpasset adfærd, som tydede på, at klassekampen kunne vende tilbage. Nogle historikere har set denne adfærd som en ”førpolitisk” modstandsform, og de unge arbejderes afvisning af løntilbageholdenhed og nazistiske adfærdsnormer var med til at presse regimet.
Der var også forskellige subkulturer, som faldt ind under modstandsbegrebet med deres afvigende adfærd: Unge mænd, der kaldte sig Edelweiss-pirater, hyldede en ikke-nazistisk vandre- og sangkultur og kom ofte kom i slagsmål med Hitler-Jugend. Den homoseksuelle subkultur, som nazisterne kriminaliserede og forfulgte, og ”swing-ungdommen” i storbyernes overklasse, der ved at dyrke jazz og anglo-amerikansk livsstil lagde afstand til tysk nationalisme og racisme.
6) De udenlandske arbejdere
Billedet af modstanden i Det Tredje Rige er ikke komplet uden det bidrag, som udenlandske tvangs- og slavearbejdere ydede under de allervanskeligste betingelser. I 1944 var cirka hver fjerde arbejder i Tyskland udlænding. De fleste var rekrutteret ved tvang i Østeuropa, indespærret i primitive baraklejre og blev diskrimineret i enhver henseende. Mange civilarbejdere og krigsfanger blev henrettet eller sat i i KZ- og ”arbejderopdragelseslejre” for sabotage og disciplinløshed: Det kunne være småting som at ødelægge et stykke værktøj eller komme for sent, der udløste hårde straffe, men også bevidste, politisk motiverede sabotagehandlinger.
Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014