Kilde: Uddrag af "The Killing Days" af Kemal Pervanic

”Jeg blev født i 1968, i en lille landsby ved navn Kevljani, i Prijedor distriktet i det nordvestlige Bosnien – et område, der var bedre kendt som bosnisk Krajina. Indtil 1992-95, hvor den bosniske konflikt begyndte, var byen Prijedor en blanding af hovedsagelig muslimer og serbere. Landsbyerne i området var ofte udelukkende muslimske, serbiske eller kroatiske, og dette var en genspejling af vores kultur og tradition – ikke af opdelinger eller gammelt had. Sydvest for Prijedor havde der levet en stor kroatisk minoritet, hovedsagelig koncentreret omkring jernmalmminen i Ljubija. Der var også enkelte landsbyer, der repræsenterede en blanding af forskellige etniske grupper. Trnopoljes indbyggere, for eksempel, var en blanding af de tre hovedgrupper, men også et antal andre grupper som f.eks. tyskere, ukrainere og romere.

Indtil 1992 havde alle disse indbyggere levet sammen i fred. For min generation var 2. verdenskrig ikke andet en noget, man lærte om i historietimerne. Jeg havde lært noget i disse timer – eller det troede jeg i det mindste, jeg havde – men jeg havde aldrig følt, at denne krig på nogen måde havde relation til mig – selvom min bedstefar var blevet et offer for den. Jeg havde aldrig betragtet serberne eller kroaterne, som jeg havde levet sammen med og delt skole med, som tidligere eller fremtidige fjender. De var bare mennesker, helt som jeg selv. [...] Jeg tænkte aldrig på – og behøvede aldrig at tænke på – mine serbiske naboer som mennesker, der tilhørte en anden etnisk gruppe. Det er rigtigt, at vi havde forskellig tro, forskellige vaner, men vi havde mange flere ting til fælles, som bandt os sammen, end forskelle, der stødte os fra hinanden.[...]

Jeg voksede op i en muslimsk landsby, omgivet af serbiske landsbyer. Da jeg startede i skole, i min landsby, kom jeg i en blandet klasse med både muslimske og serbiske børn. Selvom vi havde forskellige navne, kom fra forskellige landsbyer og havde forskellige religiøs baggrund, kendte jeg intet til det religiøse liv og forstod ikke, hvorfor det eksisterede eller hvad dets formål var [...] Da det tidligere Jugoslavien blev ledet af kommunisterne, hvis officielle politik var at forene hele befolkningen under mottoet ”Broderskab og harmoni”, var der ikke mange mennesker, der turde tale åbent om had eller fjendskab mod andre grupper, da straffen for dette var hård – ofte fængsel og hårdt arbejde. Men intet af dette undergraver det faktum, at der eksisterede en høj grad af tolerance mellem beboerne i min landsby og mellem naboerne. Vore fædre arbejdede sammen. Vore mødre handlede sammen på de samme markeder. [...]

I skolen mødte jeg personer som Milan Milutinovic, som jeg delte skolebænk med, og Milojica Beric, en anden serbisk klassekammerat. Jeg kendte Rade Ritan, en behagelig person og vittig sælger, som elskede at rive vittigheder af sig på tilhørerens bekostning; Drasko Gruban, som ganske få dage, før Omarska lejren blev etableret, havde arbejdet hos en købmand i Kevljani; [...] og Miroslav Kvocka, Mladen Radic og Aelijko Meakic, tre politimænd, som arbejdede på politistationen på den anden side af gaden, få meter fra skolen. Jeg kunne ikke forestille mig, at disse mænd en skønne dag skulle personificere min værste frygt. [...]

Hen imod slutningen af århundredet begyndte serbiske filminstruktører at genskabe ”historiske” begivenheder. På dette tidspunkt så jeg ikke, hvad det indebar. Jeg nød at se film som ”Migrations” (”Udvandring”), ”Vuk Karadzic” og ”The Battle of Kosovo Fields”. Men senere erkendte jeg, at disse kan have haft en psykologisk virkning på serberne, i særlig grad på de ikke bogligt dannede masser, som ikke så dem som ren underholdning – en eller andens personlige mening om disse begivenheder – men som deres historie, en påmindelse om deres prøvelser under osmannerne. Vi bosniske muslimer var igen blevet ”tyrkere” og ”Balije”. Som en slags udvidelse af dette psykologiske ”eksperiment” begyndte nogle bosniske serbere, anført af en ny, meget hårfager primadonna ved navn Radovan Karadzic (som kom fra Montenegro, ikke Bosnien) at udgrave grave, som indeholdt knoglerne fra de ofre, der var blevet massakreret af de kroatiske fascister, kendt som ustasjaerne under 2. verdenskrig.