Kilde: Uddrag af DR-TVs udsendelse: ”Damirs Historie”
Uddraget af "Damirs Historie" fra DR i 1994 omhandler den bosniske muslim Damirs historie om tiden lige inden krigen i Bosnien og de første dage af krigen.
”I efteråret 1991 blev de første frie valg i Bosnien-Herzegovina afviklet. Og med det resultat, at det muslimske parti – Stranka demokratske akcije, SDA – vandt. De nyvalgte muslimske politikere indførte en helt ny slags etnisk struktur i hele den offentlige sektor.
Der skulle pludselig ske udskiftninger på alle områder, der var vigtige for byens liv. Nu var det muslimer, der skulle besætte de poster, hvor der før havde været serbere. Det gjaldt også indenfor politiet. Det var et område, hvor serberne traditionelt havde besat næsten alle poster, og der var slet ikke muslimer nok med den rette uddannelse. Derfor blev muslimer opfordret til at søge ind på politiskolen.
Faktisk havde jeg aldrig tænkt på, hvem der tilhørte hvilken nationalitet. Jeg har haft mange gode venner uden nogensinde at tænke på, eller vide, hvilken national gruppe de tilhørte. […] Mange af mine venner var politibetjente. Og nu, da myndighederne ligefrem opfordrede muslimer til at søge ind til politiet, besluttede jeg at søge ind på politiskolen og få en helt ny uddannelse. Derfor skrev jeg en ansøgning om at blive optaget på politiskolen i Sarajevo. Jeg blev optaget og begyndte min uddannelse som kriminalassistent i Sarajevo i begyndelsen af april 1992. Det var faktisk første gang, politiskolen havde et hold muslimer, der var blandet med serbere. Der var ca. 10 % flere muslimer end serbere på holdet.
Jeg havde hørt om problemerne, og om kampene, i Slovenien og Kroatien. Men jeg troede ikke, at det samme ville ske her i Bosnien-Herzegovina. Hjemme i Prijedor havde muslimerne vundet valget, og udskiftningerne på ledende poster var sket gnidningsløst. I Sarajevo var situationen anderledes. Her var der mange flere partier, flere etniske grupper.
Man kunne se på almindelige mennesker på gaden, at utilfredsheden bredte sig. Det var, som om ingen havde nogen løsning på problemerne. Folk var bange. Men jeg tror, de mest var bange for den usikre fremtid. Tanken om krig var ligesom ikke realistisk. I hvert fald var der ingen af os på politiskolen, der regnede med, at det ville komme så vidt.
6. april 1992 var den dag, da Bosnien blev udråbt som en selvstændig, uafhængig republik. Men det passede ikke serberne. De ville ikke acceptere et selvstændigt Bosnien-Herzegovina, hvor muslimerne som den største gruppe havde størst indflydelse. De ville have deres eget Bosnien, koste hvad det ville. Og de var åbenbart velforberedte. Der herskede en udbredt krigsstemning. Et stort antal mennesker var i uniform. Det var alle folk af serbisk nationalitet. I Prijedor havde JNA – den jugoslaviske forbundshær – en af sine største kommandocentraler i hele det tidligere Jugoslavien. JNA’s officerskorps bestod hovedsageligt af serbere, og de stillede hele landets hær til rådighed for serbernes erobringskrig. Soldater blev fra Prijedor sendt til fronten i Kroatien, hvor krigen var brudt ud allerede i sommeren 1991. Soldaterne blev især sendt til Pakrac i Kroatien, og nu blev de også sendt til Bosanski Brod, Derventa og Kupres i Bosnien-Herzegovina.”