Kilde: Tale - Himmler om den svære beslutning

... Jeg tillader mig i denne sammenhæng og i denne snævre kreds, kære partikammerater, at tage et emne op, som De alle tager selvfølgeligt, men som for mig har været det sværeste i mit liv, nemlig jødespørgsmålet. De konstaterer alle selvfølgeligt og fornøjet, at der ikke er flere jøder i Deres område. Alle tyskere - med enkelte undtagelser - er klar over, at vi ikke ville have klaret bombekrigen og det fjerde, femte og måske endda sjette belastende krigsår, hvis det tyske folk stadig havde haft den udmarvende pest i kroppen. Sætningen »Jøderne skal udryddes« er lige ud ad landevejen. For den, der skal udføre det, er det det allersværeste, ja det allerhårdeste arbejde, der findes. Ser De, naturligvis er det jøder, det er klart. Det er kun jøder. Men forestil Dem, hvor mange - deriblandt også partikammerater - der har skrevet til mig eller til andre. I brevene skriver de, at naturligvis er alle jøder svin, men lige præcis hr. X er en anstændig jøde, som man ikke må røre. Jeg vil vove den påstand, at ud fra antallet af breve har der været flere anstændige jøder i Tyskland end jøder overhovedet. I Tyskland har vi nemlig så og så mange millioner mennesker, der hver kender en anstændig jøde. Der er så mange anstændige jøder, at tallet overstiger antallet af jøder. Jeg nævner det bare, fordi De hver især sikkert må konstatere, at De også i Deres område har adskillige fornuftige og agtværdige nationalsocialister, der også kender en anstændig jøde.
Jeg beder Dem lytte til, hvad jeg har at sige, men aldrig selv sige et ord derom. Vi er blevet præsenteret for spørgsmålet: Hvad med kvinderne og børnene? Også her skal jeg give dem en klar løsning. Jeg så mig nemlig ikke i stand til at udrydde mændene og lade hævnerne i form af deres sønner blive store, så de kunne true vores børn og børnebørn. Vi måtte tage den svære beslutning simpelthen at udrydde dette folk fra jordens overflade. Organisationen af alt dette er det sværeste, vi nogensinde har udført, men jeg tør sige, at det er sket uden, at vores mænd eller officerer har taget skade hverken på krop eller sjæl. Faren var nærliggende. Det er en vanskelig balancegang mellem på den ene side ikke at blive umenneskelig, ikke længere at have respekt for menneskeliv og på den anden side ikke at blive blød og ende i et nervesammenbrud. Vejen mellem Scylla og Carybdis (i oldtiden navnet på en farlig malstrøm ved Messina, Sicilien, overfor Scyllas grotte) er frygteligt smal.
Vi har overgivet hver en pfennig, vi har beslaglagt hos jøderne til finansministeren, og det drejer sig om uendelige værdier. Jeg har altid været af den overbevisning, at vi er forpligtet over for vores folk og vores race, hvis vi vil vinde krigen. Vi skylder vores Fører, som er sendt til os en gang på 2000 år, ikke at være smålige, men at være konsekvente. Vi har imidlertid ikke ret til at tage så meget som en pfennig af de beslaglagte jødiske formuer. Jeg har på forhånd bestemt, at SS-folk, der tager så meget som en mark, skal straffes med døden. Jeg har derfor i de seneste dage underskrevet, ja jeg kan roligt sige det, et dusin dødsdomme. På dette punkt må man være hård, hvis ikke helheden skal bøde for skaderne. Jeg har følt mig forpligtet til som øverstbefalende, som indehaver af det højeste embede i denne politiske orden, dette Førerens politiske instrument, at tale ganske åbent og ærligt til Dem. Jeg skal sige Dem, hvad der er sket.  Ved udgangen af dette år vil jødespørgsmålet være løst i alle besatte lande. Der vil kun være enkelte tilbage, for hvem del er lykkedes al gemme sig. Spørgsmålet om blandede ægteskaber og halvjøderne vil blive løst på fornuftigste vis, og der vil så blive taget hånd om det.
De kan tro, jeg har haft problemer med forskellige virksomheder. Jeg har ryddet store jødeghettoer.  I Warszawa (I 1943 var antallet af jøder i ghettoen i Warszawa reduceret  til 60.000. Da SS havde besluttet at likviden resten, indledte jøderne en opstand, der varede i dagevis) havde vi fire uger med gadekampe. Fire uger! I ghettoen afslørede vi 700 bunkers. Hele denne ghetto lavede altså pelse, tøj og den slags. Hvis man tidligere ville gøre noget ved det, fik man at vide: »Stop! De generer krigsindustrien! Stop! Rustningsindustri! «- Naturligvis har det ikke noget med partikammerat Speer at gøre, De kan da slet ikke gøre for det. Det er disse virksomheder, der angiveligt bidrager til krigsførelsen, som partikammerat Speer og jeg i fællesskab vil rense ud i de kommende uger og måneder. De vil vi gøre lige så usentimentalt, som alting må gøres i dette femte krigsår. Men vi vil gøre det med bankende hjerte - for Tyskland.
Hermed vil jeg slutte min tale om jødespørgsmålet.  Nu ved De besked, og De beholder Deres viden for Dem selv. Måske kan man senere overveje, om man skal fortælle det tysk folk mere om sagen. Jeg tror det er bedre. hvis vi, De og jeg, løfter denne opgave for vort folk, hvis vi tager ansvaret på os (ansvaret for en gerning,  ikke  en idé). Vi vil så tage denne hemmelighed med os i graven.