Kilde: Kz-fangen Primo Levi om "Dem der går til og dem der overlever" i en kz-lejr

"Jeg vil samtidig henlede opmærksomheden på at lejren som bekendt også fungerede som et gigantisk biologisk og socialt eksperiment. 

Man lukkede tusinder af mennesker, forskellige af alder, baggrund, oprindelse. sprog og kultur, inde bag pigtråd. lod dem leve et strengt kontrolleret liv som var ens for alle og ikke opfyldte nogens behov, som var hårdere end den skrappeste forsøgsleder kunne have udtænkt, for at undersøge hvad der er indbygget og hvad der er tillært, når menneskedyret kæmper for sit liv. 

Jeg tror ikke på den åbenlyse og lette udledning: at mennesket er fundamentalt egoistisk, brutalt og dumt i sin opførsel når alle civilisationens institutioner fjernes, og at en Häftling (kz-lejrfange, red.) derfor ikke er andet end et menneske uden hæmninger. Jeg tror snarere, at den eneste konklusion vi kan drage er, at ansigt til ansigt med påtrængende fysiske og psykiske behov træder mange sociale vaner og instinkter ud af funktion. 

Et andet forhold synes mig derimod en større opmærksomhed værdig: Der findes to klart adskilte kategorier af mennesker: dem der klarer sig og dem der går til grunde. Andre modsætningspar (gode og onde, kloge og dumme, modige og feje, heldige og uheldige) er mindre tydelige. De synes mindre væsentlige og giver større spillerum for flere og mere komplekse opdelinger. 

En sådan opdeling er ikke nær så klar i det almindelige liv; for dér sker det kun sjældent at et menneske helt mister fodfæste. Normalt er et menneske nemlig ikke alene, og selv om det går op og ned for ham i livet, er han stadig forbundet med sine naboer, hvorfor det hører til undtagelserne at nogen opnår ubegrænset magt eller går helt i opløsning som følge af en konstant række nederlag. Desuden er alle normalt i besiddelse af så mange åndelige, fysiske eller endog finansielle ressourcer at sandsynligheden for et skibbrud, for total utilstrækkelighed over for livet, ikke er særlig stor. [… ] 

Men i koncentrationslejren er alting anderledes. Her er kampen for at overleve nådesløs, thi alle er alene på frygteligste mest desperate vis. Hvis en eller anden "Nul Atten" vakler, har han ingen til at række sig en hjælpende hånd. Tværtimod vil andre skubbe ham til side, for ingen er interesseret i at arbejde sammen med en muselmand. (Dette ord "Muselmann" blev brugt af lejrens ældste, jeg ved ikke hvorfor, til at beskrive den svage, den uegnede, den der var dømt til udvælgelse). Og hvis nogen, ved et mirakel af desperat tålmodighed og snedighed, finder en ny måde til at undgå det hårdeste arbejde, får en ny idé som kan skaffe ham nogle få gram ekstra brød, vil han holde sin metode hemmelig, og det vil man ære og respektere ham for, og de personlige fordele han derved opnår vil gøre ham stærkere og derfor også frygtet, og den der frygtes, er ipso facto (ved selve handlingen, red.), bestemt til at overleve. 

I historien som i livet ser man ofte glimt af den frygtelige lov der siger: "Enhver som har skal der gives, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages som han har." I lejren hvor mennesket er alene, og hvor kampen for livet er reduceret til urtidsagtige mekanismer, fungerer denne uretfærdige lov i bedste velgående og anerkendes af alle. […] 

Resultatet af denne naturens nådesløse udvælgelse kan læses i statistikkerne over lejrbefolkningens bevægelser. I Auschwitz, i 1944, var der kun et par hundrede af de 150.000 gamle jødiske fanger (vi vil ikke tale om de andre her, da deres betingelser var anderledes) med "kleine Nummer", lave numre, der overlevede, og ikke én af dem var en normal Häftling som havde været i de normale Kommandos (arbejdshold, red.) og levet af den tildelte ration. Kun læger, skræddere, skomagere, musikere, kokke eller unge attraktive homoseksuelle overlevede, venner eller landsmænd til en af lejrens højtstående; eller særdeles brutale, stærke og umenneskelige individer som SS-kommandoen, med sin aldrig svigtende sataniske sans for menneskets natur, havde anbragt stillinger som Kapo'er (Kameradschaftspolizei, fange der bruges som leder af arbejdshold bestående af medfanger, red), Blockältester (den ældste fange i en barak, red.) osv. Eller endelig dem der, uden at opfylde nogen speciel funktion, altid havde været snedige og energiske nok til at kunne organisere sig til lidt af hvert, hvorved de, ud over materielle fordele og berømmelse også havde vundet sig overbærenhed og respekt hos de mest indflydelsesrige i lejren. […] 

At lade døden indhente sig er det enkleste. Dertil kræves kun at man udfører alle sine ordrer til punkt og prikke, ikke spiser andet end sin ration og følger den fastsatte disciplin såvel på arbejdet som i lejren. Erfaringen har vist at gør man det, kan man undtagelsesvis overleve i mere end tre måneder. Alle muselmænd som endte i gaskamrene har samme historie, eller rettere, de har ingen historie. De lod sig glide ned ad skrænten til de nåede bunden, så naturligt som vandløb søger havet. […] 

Den mest befærdede vej er, som jeg allerede har sagt, "Prominenz" (fanger der har skaffet sig en attraktiv position i lejren, red.). "Prominenten" er ordet for lejrens ledere, fra Häftlinge-lederen (Lagerältester) til Kapo'er, kokke, sygeplejere, nattevagter, ja selv barak-fejeren, Scheissminister og Bademinister, lokumsforvalter og badechef. De der især interesser mig er de jødiske prominente, for mens de andre, ved deres naturlige overlegenhed, automatisk anbringes på betroede poster fra det øjeblik de træder ind i lejren, må jøderne intrigere og arbejde hårdt for at tilegne sig samme privilegier. […]"