Kilde: Kvinder i Sobibor får klippet håret af inden gasningen
Tom Toivi Blatt er en de få jøder, der overlevede Sobibor. Her er hans beretning (fortalt til Richard Rashke) fra et af hans jobs i lejren som arbejderjøde: at klippe håret af kvinderne i et skur, inden de blev gasset i Lejr III
"Nøgne kvinder og piger kom ind i skuret. De fleste behøvede ikke at blive bedt om at sætte sig ned. Det tog Toivi mindre end et minut at klippe deres rottehaler eller bølgende lokker af med en saks, der blev slebet i Shlomos (en anden overlevende arbejderjøde, red.) værksted før hver ny transport. Bunkerne af hår blev senere fyldt i sække og sendt til Tyskland, hvor det blev spundet på spoler og lavet til filt eller kæmmet, klippet og vævet til tøffelfor for ubådsmandskab.
De hollandske kvinder gjorde ikke modstand, og på en måde var det en lettelse. De havde fået at vide, at deres hår ville blive klippet af for at forhindre utøj i at brede sig. Nogle græd. Andre dækkede deres bryster for de tilstedeværende drenge og mænd og klemte lårene sammen. De sagde sjældent noget, når de kom ind i skuret en efter en, trådte med deres bare fødder hen over bunkerne af fletninger og sort hår på gulvet, satte sig på stolene, lænede sig frem, slog øjnene ned i generthed.
Derefter strømmede de ud af den anden dør.
Toivi havde aldrig set en nøgen kvinde før, og som enhver femtenårs dreng ville han gerne. Men når kvinderne kom forsigtig ind ad døren, slog han øjnene ned af skam over dem, og for at se på dem, over at fjerne deres sidste trævl af feminin værdighed.
De polske jøder lod sig ikke narre, og de prøvede at forsvare deres nøgenhed med deres tunger. De forbandede tyskerne og råbte til Toivi og de andre barberer - for det meste drenge: "Vi skal myrdes. Hvorfor siger I ikke noget? I kan ikke bare stå dér. Gør dog noget!"
Toivi prøvede at ignorere deres bemærkninger, at undgå deres øjne, der var fyldt med had og angst, og at koncentrere sig om at klippe deres hår så hurtigt han kunne.
"Jeres tur kommer også," sagde de, mens Wolf eller Frenzel (tysk SS- lejrpersonale, red.) råbte til dem om at holde kæft og se at blive færdige. "Klip," sagde de advarende til Toivi.
"Klip".
Det meste af tiden kunne Toivi høre skrig inde fra gaskamrene, dæmpet men højt til at begynde med, så svagere. Derefter stilhed. Eller han hørte det vemodige klageråb "Eli, Eli", den gamle sang, som udtrykte det udvalgte folks forhold til deres gud. "Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig," kunne Toivi høre dem synge, mens de stod uden for gaskamrene.[…]"