Kilde: "Jugoslaverloven"

Lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. Selve lovændringen viser resultatet af debatten og de fornyede vilkår for de bosniske flygtninge. Specielt paragraf 15 har været til diskussion.

§15 En person fra det tidligere Jugoslavien, der inden lovens ikrafttræden er indrejst til Danmark og i forbindelse hermed eller senere har ansøgt om asyl i henhold til udllændigelovens §7, kan meddeles opholdstilladelse efter denne lov, såfremt vedkommende på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet. Stk. 2. Udlændingemyndighederne kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 1 bestemme, at asylansøgningen ikke færdigbehandles, så længde den pågældende har opholdstilladelse i medfør af denne lov. Udskydelsen af sagsbehandlingen af en ansøgning i henhold til udlændingelovens §7 kan dog ikke udstrækkes ud over 2 år fra det tidspunkt, hvor beslutningen er taget.

Debatten i Folketinget om ændring af "Jugoslaverloven" i 1993-1994

"Jugoslaverloven": Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (Forbedring af vilkårene for personer fra det tidligere Jugoslavien)., 1. beh 11/5 94 (FF 10981).
Debatten fylder ca. 23 sider og ridser de forskellige argumenter op i forhold til spørgsmålet, om den midlertidige opholdstilladelse skal forlænges yderligere, eller om de bosniske flygtninge skal have lov til at få deres asylsager behandlet. 
Se specielt: 10988 (Elisabeth Arnold (RV)), 10989 (Helge Adam Møller(KF)), 10994 (Helge Adam Møller (KF)), 10999 (Birthe Rønn Hornbech (V))

Elisabeth Arnold: 10988

"Jeg vil nødig beskyldes for pindehuggeri, men jeg bliver nødt til at sige til hr. Helge Adam Møller, at der ikke var tale om en 2-års midlertidig opholdstilladelse. Der var tale om midlertidige opholdstilladelser, som kunne forlænges for 1/2 år ad gangen. Ændringsforslaget med de to år gik ud på, at to år var den maksimale tid, hvori man kunne fastfryse asylsagsbehandlingen for de pågældende personer. Det er en væsentlig forskel, og derfor er det citat, hr. Helge Adam Møller havde fra min ordførertale ved førstebehandlingen, udmærket, for det viser jo, at den midlertidige opholdstilladelse er en ting. Vi kan ikke ifølge vores konventionsforpligtelser forhindre folk i at søge asyl. Spørgsmålet for dengang var: Hvor længe kan vi som samfund tillade os at undlade at behandle disse asylansøgninger? Det er der, 2-års-grænsen kommer ind."

Helge Adam Møller (KF)10989

 "Det afgørende spørgsmål for Det Konservative Folkeparti er: Hvordan kan Danmark bedst bidrage til at genopbygge Bosnien, når krigshandlingerne slutter? Det kan vi gøre på to måder: For det første bør vi forlænge den midlertidige opholdstilladelse for alle 18.000 flygtninge fra det tidligere Jugoslavien. Det skal være krystalklart for alle  - flygtninge såvel som danskere - at eksjugoslaverne skal vende tilbage til deres eget område og deltage i genopbygningen af dette den dag, freden kommer. For det andet: Månederne eller måske desværre årene, indtil de 18.000 skal tilbage, skal målrettet anvendes til at kvalificere dem til det job og den tilværelse, de skal tilbage til i Bosnien og andre områder. Tiden skal altså anvendes målrettet i såvel teori som praksis for såvel voksne som børn.

Nøgleordene i hele denne debat og i lovgivningen om eksjugoslaverne skal efter vores opfattelse være midlertidige ophold. Det skal være genopbygning af eget land og ikke asyl og integration. Eksjugoslaverne skal altså ikke betragtes som specielle flygtninge, men måske snarere som mennesker, der er på træning eller kursus her i Danmark, træning eller kursus, der skal gøre dem godt rustet til at genopbygge deres eget land, når freden er genskabt."

Helge Adam Møller 10994

" […] Det, der for mig er det afgørende, er: Hvis jeg prøver at sætte mig i den situation, at jeg skulle flygte til et andet land, hvad der heldigvis er utopi - tak for det, Danmark - og hvis jeg boede fire eller fem år i Argentina eller Jugoslavien eller et andet sted, ville jeg stadigvæk, hvis jeg fik muligheden for at vende tilbage til Danmark, synes, at det var det naturlige. Der har jeg min rod, der har jeg mit sprog, der har jeg min kultur, og der har jeg det meste af min familie osv. […] "

Birthe Rønn Hornbech (V)10999

"I Venstre har vi i årevis, og længe inden jugoslaverloven blev vedtaget, gang på gang fremhævet, at vi mener, at en flygtningepolitik skal være en dynamisk politik, der hjælper så mange som muligt, men kun så længe de er på flugt fra noget; desværre har der ikke kunnet opnås flertal i Folketinget for en sådan flygtningepolitik.
Jeg føler egentlig, at et flertal i Folketinget ikke er så optaget af at føre flygtningepolitik, men snarere indvandrerpolitik, idet man jo med den administration af loven, som man har i dag, gør flygtninge til indvandrere og dermed giver nogle livsvarigt ophold i Danmark. Det mener vi fortsat i Venstre er en forkert måde at føre flygtningepolitik på. Meningen må være, at flygtningene hjælpes, så længe de er på flugt fra noget, og de derefter hjælpes hjem, sådan at de kan give plads for andre flygtninge, der har behov for beskyttelse […]."

Loven som vedtaget (Till. C 1994, 1419)