Kilde: FN har ikke tabt på Balkan
Uddrag af FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghalis artikel om synet på FN’s rolle i Bosnien. Uddraget blev bragt i Politiken den 9. februar 1996 og omhandler hvorvidt FN forfejlede sin mission i Bosnien eller ej.
”Nej, de Forenede Nationer har ikke forfejlet sin opgave i det tidligere Jugoslavien! Netop nu, da de fredsbevarende FN-styrkers mandat i Bosnien udløber, og den internationale FN-styrkers mandat i Bosnien udløber, og den internationale IFOR-styrke under NATOs ledelse tager over, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at verdensorganisationen har spillet – og fortsat spiller – en fremtrædende rolle i fredsprocessen på Balkan. […]
Jeg har forståelse for folks harme over den årelange belejring af Sarajevo – selve symbolet på fredelig sameksistens blandt etniske grupper. Og jeg er lige så oprørt som alle andre, der ikke vil acceptere, at kvinder og børn sendes på flugt, eller at ubevæbnede mænd mejes ned på åben mark.
Men lige så lidt kan jeg acceptere, at FN – hvilket er foregået alt for længe – gøres ansvarlig for, at krigen er trukket ud. Eller endnu værre, at verdensorganisationen anklages for afmagt eller sågar for bevidst at lade stå til.
I de senere år har jeg måttet lægge øre til mange uberettigede beskyldninger mod FN. Mange af disse beskyldninger kom i øvrigt fra kanter, der ellers ikke har vist sig synderligt interesserede i, at verdensorganisationen fungerer effektivt. Og jeg har ofte været ude for, at FN har fået på puklen netop for at bortlede opmærksomheden fra kritikernes egen mangel på beslutsomhed eller fra svigtende konsensus medlemslandene imellem. På den baggrund kommer det ikke som den store overraskelse, at FN er blevet gjort til syndebuk i det internationale samfund. […] Men af hensyn til sandheden, historien og ikke mindst mindet om alle dem, der har måttet lade deres liv under De Forende Nationers blåhvide fane, skylder jeg at korrigere en række fejlagtige domme. […]
Det mandat, som FN-soldaterne var udstyret med, da de blev sendt til Balkan, har fra begyndelsen været dybt selvmodsigende. Man besluttede at træffe fredsbevarende foranstaltninger i en region, hvor der ikke var fred! Vore styrker, der er udrustet med henblik på neutral overvågning af afslutningen på en militær konflikt, stod pludselig som part i de fortsatte kamphandlinger. […] Dette paradoks er forklaringen på, at FN’s Sikkerhedsråd i flere omgange har ændret og udvidet FN-styrkernes beføjelser. Jeg har konstant talt for døve øren, når jeg har appelleret til Sikkerhedsrådet og medlemslandene om at stille midler til rådighed for FN-soldaterne, som var i overensstemmelse med deres opgave. Da de ”sikre områder” blev oprettet, insisterede jeg på, at der var brug for mindst 34.000 soldater for at beskytte dem. Jeg fik 7.600 – og de, der kom, var ringe udrustet og ankom med store forsinkelser […]
De stridende parter mente, at de kunne opnå større fordele ved at fortsætte konflikten end ved forhandlinger. Og stormagterne havde deres egne uoverensstemmelser, som skulle ryddes af vejen, før de kunne blive enige om en kurs for det fredsskabende arbejde. I mellemtiden udførte FN-soldaterne og deres civile kolleger hver eneste dag deres opgaver under de sværest tænkelige – til tider nærmest umulige – forhold.
På det humanitære område har FN eksempelvis ydet en umådelig stor indsats: Siden slutningen af 1991 har FN’s flygtningehjælp distribueret mere end en million tons fødevarer. Hvordan var det gået de tre og en halv million mennesker, som krigen havde fordrevet fra deres hjem, hvis det ikke havde været for denne hjælp?”