Kilde: ”Den etniske udrensning i Bosnien lovfæstes”

”Den lettelse, som Daytonaftalen om fred i Bosnien har udløst, er lige så tydelig som forståelig. Interessen har koncentreret sig om selve forhandlingsspillet, om det forhold at der i det hele taget kom et resultat. Det er, som om mangelen på alternativer og en politisk og mediemæssig udmattelse over for det bosniske mareridt har skabt en situation, hvor en aftale, en ændring af situationen, er blevet oplevet som langt vigtigere end denne aftales egentlige indhold og konsekvenser. Den nye statsdannelse skal bygge på et grundlag, som på én og samme tid stadfæster den etniske udrensning og gør den bosniske centralregering magtesløs. […]

Utvivlsomt er den store vinder i dette storpolitiske illusionsmageri den serbiske udbryderrepublik, som i praksis opnår en internationalt anerkendt status helt på lige fod med den legale Sarajevo-regering, som udbryderne har villet tilintetgøre […]

I Bosnien, ligesom i Kroatien, er den politiske virkelighed ikke blevet skabt af dokumenter og aftaler, men af den sortering af mennesker, der har fundet sted i boligkarreer, villaforstæder og landsbyer. Det er den etniske udrensning, der har ændret landkortet; som har skabt det nye i menneskelig og materiel henseende ødelagte land med dets ”enheder”, fyldt med spøgelseslandsbyer, spøgelseskøbstæder og overfyldte flygtningelejre. Den etniske udrensning var kernen i krigen, at håndtere dens følger er det afgørende spørgsmål for enhver krigsafslutning, der skal kunne kaldes for fred.[…]

I og med at konstitutionen overdrager enhederne al udøvende magt, kommer de myndighedsstrukturer, som har stået for den etniske udrensning, til at eksistere videre, også efter at aftalen er trådt i kraft […]”