Kilde: En af Einsatz-gruppe A’s rapporter om de systematiske jødedrab i rigskommissariat Ostland

”Hemmeligt rigsanliggende"

Indsatsgruppe A

III. Jøder

Det systematiske udrensningsarbejde i Ostland omfattede ifølge de grundlæggende ordrer den om muligt fuldstændige udryddelse af det jødiske folk. Dette mål er med undtagelse af hviderusserne i det store og hele nået med udryddelsen af indtil videre 229.052 jøder. Den restgruppe, der er tilbage i de baltiske provinser, er uundværlig som arbejdskraft og bor i ghettoer. For at nå dette mål har forskellige forholdsregler været nødvendige i forskellige regioner i Ostland.

I de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, gjorde jøderne sig først for alvor gældende ved bolsjevikkernes magtovertagelse. Men også tidligere var på den ene side jødernes indflydelse og på den anden side den antijødiske bevægelse i befolkningen meget stærk. I det nedenstående bliver de forskellige regioner i Ostland behandlet hver for sig:

Estland

Da Estland indtil midten af forrige århundrede har udgjort det russiske riges randzone, hvor jødisk indvandring har været forbudt, har den jødiske befolkningsandel altid været ubetydelig. I begyndelsen af 1940 udgjorde jøderne omkring 4500 af Estlands samlede befolkning på 1,2 millioner. Jødernes indflydelse på landets økonomiske liv var væsentlig større end deres andel af befolkningen. For eksempel var 11 pct. af industrien på jødiske hænder. Da bolsjevikkerne kom til magten, blev den jødiske ejendom ganske vist nationaliseret, men de fleste fik lov til at fortsætte som ledere af deres tidligere virksomheder. Gennem forbindelser til NKWD [forkortelse for det hemmelige russiske politi, red.] skaffede jøderne sig en meget stærk position. De kontrollerede pressen, kulturinstitutionerne, trængte sig ind i de liberale erhverv, og de havde som de eneste ud over tyskerne ret til kulturel selvforvaltning.

Med de tyske troppers fremmarch mistede de fleste jøder ligesom bolsjevikiske myndigheder deres land. Omkring 2000 jøder blev i landet, heraf boede alene i Reval næsten 1000. Det estiske hjemmeværn, der dannedes ved Værnemagtens indmarch, begyndte ganske vist straks at arrestere jøder, men egentlige pogromer kom det ikke til. Først med sikkerhedspolitiets og SD’s mellemkomst, og da de kunne undværes i produktionen, blev jøderne efterhånden udryddet. I dag er der ikke flere jøder i Estland.

Letland

I 1935 udgjorde antallet af jøder i Letland 93.479 eller 4,79 pct. af den samlede befolkning. Ved den bolsjevikiske magtovertagelse i Letland i juni 1940 lykkedes det de russiske racefæller at skaffe de lettiske jøder, som tidligere overvejende var zionistisk indstillede, afgørende indflydelse. Hvor der i 1940 ingen jødiske tjenestemænd var, og ingen jøder var aktive i statsapparatet, kom alle indflydelsesrige stillinger i sovjetrepublikken snart i jødiske hænder. Halvdelen af alle dommere var jøder. I de højere instanser, navnlig i højesteret, udgjorde tallet op mod 80 pct. Ligeledes stærk var den jødiske indflydelse på økonomien og det kulturelle liv.

Ved de tyske troppers indmarch var der i Letland endnu 70.000 jøder. Resten var flygtet sammen med bolsjevikkerne. De tilbageblevne jøder optrådte flittigt som sabotører og brandstiftere. Således blev en stor del af byen Dünaburg ødelagt af en brand, der var startet af jøder.

Efter det jødisk-bolsjevikiske terrorregime kunne man have ventet en folkepogrom, da i alt 33.038 letter var blevet enten fordrevet, arresteret eller myrdet. Imidlertid blev kun et par tusinde jøder dræbt af den lettiske befolkning. Det var nødvendigt at gennemføre omfattende udryddelsesprogrammer i Letland i samarbejde med udvalgte medlemmer af det lettiske Hilfspolizei (hvoraf de fleste var pårørende til fordrevne eller myrdede letter).

I tiden indtil oktober 1941 blev omtrent 30.000 jøder henrettet af sådanne specialkommandoer. Resten af jøderne, der var uundværlige af hensyn til produktionen, blev anbragt i ghettoer. Ghettoerne blev indrettet i Riga, Dünaburg og Libau.

I den følgende tid blev [der] også foretaget henrettelser. Det skete på grund af kriminelle handlinger såsom manglende jødestjerne på tøjet, sortbørshandel, tyveri eller bedrageri. I andre tilfælde skete det imidlertid for at forebygge epidemier i ghettoerne. Således blev 11.034 jøder henrettet i Dünaburg den 9.11.1941, og i begyndelsen af december blev yderligere 27.800 henrettet som led i en storstilet aktion under ledelse af højtstående SS-officerer og politifolk. Midt i december blev 2.350 jøder henrettet i Libau. For tiden fordeler jøderne sig således (jøder fra Det Tyske Rige ikke medregnet):

Riga: ca. 2500
Dünaburg: ca. 950
Libau: ca. 300
Disse jøder er god arbejdskraft og for tiden uundværlige i produktionen.

Litauen

Indtil bolsjevikkernes indmarch boede ifølge en folketælling fra 1923 153.743 jøder i Litauen. De udgjorde således 7,58 pct. af den samlede befolkning. Skønt deres indflydelse før indmarchen begrænsede sig til erhvervslivet, fik jøderne, der allerede havde arbejdet illegalt for bolsjevikkerne, snart efter magtovertagelsen kontrol over hele det offentlige liv. Mandlige såvel som kvindelige jøder støttede arbejdet i NKWD. Deportationen af 40.000 litauere til Sibirien er resultatet af jødiske bestræbelser.

Ved den tyske indmarch førte litauernes had over for jøderne til omfattende pogromer. Stemningen over for jøderne blev bestemt heller ikke bedre af, at jødisk-bolsjevikiske unge brændte næsten uskadte byer af inden de tyske kampvognes indtog.

Under pogromerne, der i høj grad blev støttet af Sipo [forkortelse for Sicherheits Polizei] og SD, blev der dræbt 3800 jøder i Kauen og omkring 1200 i andre mindre byer.

Det skete ikke sjældent, at bønder eller lokale myndigheder udleverede de jøder, for hvem det var lykkedes at flygte fra byerne. Disse spontane udryddelsesaktioner var imidlertid ikke nok til at opretholde stabilitet og ro, navnlig da den folkelige opbakning snart ebbede ud. Derfor blev først fængslerne i Litauen, senere by for by, systematisk renset for jøder af begge køn. Det skete ved hjælp af specialkommandoer i styrkeforholdet 1:8 [dvs. en kommando med en leder og otte menige politifolk eller soldater]. I de mange enkeltaktioner blev i alt 136.421 jøder likvideret. Det er bemærkelsesværdigt, at adskillige jøder direkte udfordrede de tyske soldater og litauiske hjælpetropper, og at de åbent kundgjorde deres bolsjevikiske sympatier, idet de hyldede Stalin og nedgjorde Tyskland. Da den fuldstændige likvidering af jøderne ikke har været mulig på grund af det meget store arbejde, der er forbundet dermed, er der grundlagt ghettoer, hvor jøderne fordeler sig på følgende måde:

Kauen: ca. 15.000 jøder
Wilna: ca. 15.000 jøder
Schaulen: ca. 4.500 jøder

Disse jøder anvendes navnlig som arbejdskraft for værnemagten. For eksempel er 3000 jøder beskæftiget i treholdsskift ved lufthavnen i Kauen, hvor de udfører forskelligt anlægsarbejde.

Hviderusland

Det hviderussiske område er det sted i Ostland, der er tættest befolket af jøder. I 1926 var i det daværende BSSR [det nuværende Hviderusland] langt over 400.000 jøder. Den sidste polske folketælling opgjorde, at der i de daværende polske provinser Wojewoydschaften Bialystock, Nowo Grodiek, Polesien og Wilna var mere end 500.000 jøder. Disse tal er imidlertid upræcise og med sikkerhed for lave, da langt flere angav deres modersmål som »jiddisch« [tysk, som det tales af østeuropæiske jøder], end der angiveligt var jøder i området. Langt over halvdelen af jøderne i Hviderusland boede ved krigsudbruddet i de større byer. Navnlig boede mange jøder i Minsk. I 1939 var omkring 100.000 af de i alt 238.000 indbyggere jøder.

Både i Polen og i det tidligere bolsjevikiske område Hviderusland er der en stor underklasse af fattige jøder. Den forholdsvis lille jødiske overklasse styrede i Polen på grund af deres stærke økonomiske stilling og i Rusland på grund af deres indflydelse i partiapparatet alle væsentlige dele af samfundslivet. Jøden i det tidligere Polen er på grund af sin intelligens og virksomhed særligt farlig, men også jøderne i Sovjetrusland har gennem 25 års bolsjevikisk styre udviklet en meget selvbevidst og arrogant facon, som de sågar har holdt fast ved efter den tyske invasion.

Den endelige og fuldkomne udslettelse af de jøder, der var tilbage i Hviderusland efter den tyske indmarch, støder på visse vanskeligheder. Jøderne udgør en usædvanlig stor del af de faglærte arbejdere, der netop nu er uundværlige. Desuden har det vanskeliggjort masseudryddelsen, at indsatsgruppe A først har overtaget området, efter at den strenge frost er sat ind. Endelig er det en forhindring, at jøderne bor spredt ud over hele landet. Som følge af de store afstande, de dårlige veje, mangel på køretøjer og benzin samt sikkerhedspolitiets og SD’s ringe styrke kan nedskydningerne i landdistrikterne kun gennemføres med største besvær. På trods af dette er 41.000 jøder til dato blevet skudt. I dette tal er de jøder, der er dræbt under tidligere aktioner, ikke talt med. Ifølge værnemagtens opgørelse har man i tiden frem til december 1941 skudt 19.000 partisaner og forbrydere, hvoraf langt de fleste har været jøder. P.t. må regnes med, at der i generalkommissariatet befinder sig hen ved 128.000 jøder. Alene i Minsk bor 1800 jøder, hvis likvidering har måttet udskydes af hensyn til den nødvendige produktion.

Kommandoen over Hviderusland er på trods af den vanskelige situation blevet pålagt snarest muligt at løse jødespørgsmålet. Man må nok regne med, at det – alt efter vejret – vil tage endnu to måneder. Interneringen af de tilbageblevne jøder i ghettoer i de hviderussiske byer er næsten fuldbragt. Jøderne i ghettoerne bliver i videst muligt omfang udnyttet som arbejdskraft enten af Værnemagten, den civile forvaltning eller af de tyske myndigheder.

Bespisningen af jøderne volder navnlig i Hviderusland og i Litauen store problemer. Det giver både problemer med svigtende arbejdsevne og modtagelighed over for forskellige smitsomme sygdomme.”