Kilde: ”Danmark støtter udvidet mandat”

Artiklen som blev bragt i Berlingske Tidenden den 20. april 1994 omhandler Statsministers Poul Nyrup Rasmussens syn på krisen i Bosnien og FN’s beføjelser i den forbindelse.

”Luftangreb. Vi vil ikke tolerere et nyt Gorazde, siger statsministeren.

Danmark støtter en anmodning fra FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali om at udvide FN’s beføjelser i Bosnien, så NATO-fly kan sættes ind for at beskytte den muslimske befolkning i de seks, såkaldte sikre zoner, sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i går efter et ministermøde. Hidtil har FN kun haft mandat til at sætte luftangreb ind, når soldater var truet. FN-generalsekretæren vil have skruet bissen på over for de bosniske serbere for at imødegå nye erobringstogter over for den muslimske enklave ved Gorazde. ”NATO skal kunne iværksætte luftangreb mod artilleri-stillinger i eller omkring de sikre områder, hvor der beskydes civile mål. Det må ikke først blive Gorazde og derefter det ene eller det andet af de øvrige sikre områder”, sagde Nyrup.

Statsministeren angav som baggrund for regeringens holdning ”almindelig menneskelig anstændighed” over for den muslimske befolkning. Han påpegede desuden, at Danmark som deltager i den nordiske styrke i Tuzla har et direkte ansvar.

Nederlag for FN

”Vi vil ikke tolerere et nyt Gorazde der eller andre steder. Vi vil ikke se passivt på et dominospil, de er i gang med”, sagde Nyrup. Han betegnede betegnende serbernes triumf i Gorazde som et nederlag for såvel vestligt som russisk diplomati. ”Det var et nederlag, en ydmygelse og udtryk for en rystende kynisme fra serbisk side. Et nederlag for FN og dermed for os alle”, sagde Nyrup.