Kilde: Breve fra soldaternes kamp mod jøderne

Soldaterbrev 18.12.1942

18.12.1942
Sergent E.E.
Marchbataljon

» ... Gud være lovet. at vi er kommet sydpå: Her er vinteren ikke så streng, og her findes ingen partisaner, de nederdrægtige forbrydere. Så er det meget værre nordpå. Byerne ser usle ud med brede nedkørte veje, der er iset fuldstændigt til. På vejene skøjter lasede børn på et ben. Husene er hvidmalede træskure, der holdes sammen af tynde lister. Så er der Ukraine: Husene og lejlighederne er rene. Menneskene ser velnærede ud og strutter ligefrem af sundhed. Af og til møder vi skønne, skønne piger. Det er landets perler. Men alt, hvad der er russisk, er fyldt med møg. Deres huse er kun hytter. Der er kun ganske få kirker, og de, der endnu findes, blev indtil fornylig brugt som lager, hestestald eller biograf. Kun fabrikker står som ruiner i og uden for byerne. Hele Rusland var et rustningsarsenal. Men alting er bygget uden plan eller nogen form for stil. Overalt stikker jøden sit grimme fjæs frem. Jeg troede ikke på det, før jeg kom hertil. Men nu forstår jeg, og jeg synes det er helt på sin plads. Det er kun en ting at gøre ved jøderne: Udryddelse. Det kaos her er ubeskriveligt. De rodede telefonmaster vil jeg aldrig glemme. De står på begge sider af byen Sslawjansk med de filtrede kabler - det er et kaos uden lige. Og jeg fik at vide, at ledelsen af samtlige myndigheder i byen var jøder. Hvor er deres skyld stor, den forårsagede lidelse ufattelig og deres gerningerdjævelske. Deres skyld kan kun sones gennem deres udryddelse. Jeg har tidligere ment, det var umoralsk, men efter selv at have oplevet dette sovjetparadis, ser jeg selv ingen anden løsning. Blandt disse østjøder lever alverdens forbryderiske afskum, og jeg er klar over, at det er en enestående mission, vi er sendt ud på...«

Soldaterbrev 9.5.1943
9.5.1943, søndag
Overkorporal W.F.
4. kompagni, 12. panserdivision

»Far skrev for nylig til mig, at han mente, denne krig var en kamp mellem katolikker og jøder. Jeg tror det er jødernes kamp mod det ariske menneske, mod alt, hvad der er rent, flittigere og dygtigere end jøderne. Jøden har mødt sin farligste fjende i Tyskland. Han vil sammen med andre ariere prøve at udrydde tyskerne. Han går ikke selv i kamp, nej han holder sig i baggrunden, trækker i trådene og ophidser andre. Derfor er han selv så svær at ramme. Han udnytter alle midler og folk. Det er ligegyldigt, om det er katolikker, bolsjevikker eller protestanter. Han kan altid bekæmpe dem bagefter, nu gælder det første mål. Det burde være indlysende for alle, hvad vi står foran. Jeg læste i en artikel af Bruno Brehm om Rusland før krigen og om de dejlige mennesker, der boede der. Hvad har jøderne og bolsjevismen gjort ved dem? Hvordan var det i de baltiske lande, hvis kultur er os mere ligeværdig! De kom som ulve i fåreklæder, men tog hurtigt klæderne af! Næsten 10 % af befolkningen blev fordrevet, i hvert fald er det mindst 100.000 ud af en befolkning på 1,1 millioner. Hvor ofte hører vi ikke hadske ord om jøder og bolsjevikker fra russerne. Hvor fejrer de glade og troende påsken i år. Den største og herligste helligdag i det gamle Rusland ...«

Soldaterbrev 15. I 0.1944
15.10.1944, søndag
Sergent H.V.
Stabs-/opklaringsenhed 71
FPN 59 160 A

»... Behandlingen af jøder og polakker, førstnævnte allerede før krigen og begge grupper under krigen, var ikke kun en skæbnesvanger politisk fejl. Det var en menneskelig uret, der i tiltagende grad belastede det tyske folks samvittighed. Derfra stammer også den dybt begravede mistillid, som den jævne mand med en rest fornuft i behold møder vores paroler om »retfærdigkrig« og »hellig sag« med. »Hvis de bliver løsladt, har de et regnskab at gøre op«. »Man har drevet det for vidt. Det var jo ikke længere menneskeligt«. Sådan noget lytter partimedlemmer til i dag, selvom de for et eller to år siden ville have afvist et sådant udbrud. Det tyske folk er på trods af ti års opdragelse og alle beviser på det modsatte forblevet et moralsk folk. Der skulle en satanisk forførelseskunst og et raffineret system af massepsykose og national overophedning til, før folket lod sig rive med. I denne ulykkelige tid ser folket rystet, hvad det har gjort og accepteret. Følelsen af menneskelig ret og uret er endnu forankret i dets bedste lemmer. Tyskeren har altid i særlig grad været et samvittighedsmenneske. Han har fulgt og indrettet sig efter samvittigheden. Vi kan påkalde os Luther og mange andre. Også Bismarcks politik måtte stå til regnskab for den personlige, nationale, religiøse og politiske samvittigheds domstol. – På dette punkt må en senere opdragelse af det tyske folk sætte hårdt ind ...«