Kilde: Beretning om massehenrettelse
Uddraget er fra en dagbog ført af Felix Landau, en østriger der fra juli 1941 stod for ledelsen af jødisk tvangsarbejde ved en sikkerhedspolitikommando i Drohobycz, Lemberg. Antisemitismen og nazismen var i Østrig, som i Tyskland, meget udbredt, og efter Østrigs indlemmelse i 1938 sluttede cirka 15 procent af befolkningen sig til det tyske nazistparti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP).
”[...] Klokken seks om morgenen bliver jeg pludselig revet ud af søvnen. Jeg skal stille til henrettelse. Nå ja, jeg kan da godt lege bøddel og kirkegårdsgraver, hvorfor ikke? Det er da pudsigt, at jeg, der elsker kampen, skal knalde forsvarsløse mennesker ned. 23 skulle skydes, deriblandt også de førstnævnte kvinder. Man må forundres over dem. De afslog at modtage så meget som et glas vand af os. Jeg blev pålagt at være skytte og skal skyde eventuelt flygtende fanger. Vi kører en kilometer ad landevejen og drejer så af til højre ind i en skov. Vi er kun seks mand og leder nu efter et passende sted at skyde og begrave fangerne. Efter få minutter har vi fundet et sted. De dødsdømte bliver udstyret med skovle og beordret til at grave deres egen grav. Kun to græder. De andre har et forbavsende mod. Gad vide, hvad der foregår i deres hjerner nu. Jeg tror, de alle sammen har et lille håb om ikke at blive skudt alligevel. De dødsdømte bliver inddelt i tre hold, for der er ikke så mange skovle. Det er underligt, at jeg intet føler. Ingen medlidenhed, ingenting. Det er bare sådan. Det er det.
[…] Langsomt bliver hullet større, to græder hele tiden. Jeg lader dem grave længere og længere tid, så tænker de ikke så meget. Faktisk er de roligere, når de arbejder. Værdigenstandene, ure og penge, bliver lagt i en bunke. Efter alle er blevet samlet på en plads ved siden af, bliver de to kvinder stillet op på gravens rand for at blive skudt. To mænd er allerede blevet skudt af vores K.K [kriminalkommissær, udg.] i et nærliggende krat. Jeg så det ikke, for jeg skulle tage mig af de andre. Kvinderne trådte utroligt fattede hen til graven, vendte sig om og blev så skudt af seks af os. Vi blev delt ind: Tre mand skulle skyde efter hjertet, tre i hovedet. Jeg skal skyde efter hjertet. Skuddene falder, og hjernemassen flyver gennem luften. To skud i hovedet er for meget. Det river næsten hovedet af. Næsten alle sammen synker lydløst sammen. Kun to gør det ikke. De hyler og klynker længe efter. Revolverskud er ikke meget bevendt, når vi skyder to og to, er der ingen fejlskud. Den næste gruppe skal nu smide de henrettede i massegraven, derefter skal de selv stille sig hen til graven for at blive skudt. De falder ned i graven af sig selv. De to sidste fanger skal sætte sig på randen, så de kan falde direkte derned. Til sidst bliver der flyttet rundt på et par lig med en spidshakke, og så begynder vores arbejde som gravere.”