Gulag kilde: Deportationsvidnesbyrd fra Vestsibirien, 1933

Den 29. og 30. april 1933 fik vi tilsendt to konvojer af deklasserede elementer med tog fra Moskva og Leningrad. Efter ankomsten til Tomsk blev disse elementer anbragt på flodpramme og den 18. og 26. maj sejlet ud til øen Nazino, der ligger ved Obs og Nazinas sammenløb. Den første konvoj rummede 5070 personer; den anden 1044, altså i alt 6114 personer. Transportvilkårene var forfærdelige: utilstrækkelig og uspiselig føde; mangel på ilt og plads, de svageste blev pryglet.

(…) Resultat: et dødelighedstal på omkring 35-40 personer om dagen. Ikke desto mindre skulle disse livsvilkår vise sig at være en sand luksus i forhold til det, som ventede de deporterede på øen Nazino (hvorfra de skulle fragtes bort i grupper mod deres endelige bestemmelsessted, de koloniseringssektorer, der befinder sig længere oppe ad floden Nazina). Øen Nazina er et fuldstændig udyrket område uden nogen som helst boliger. (…) Ingen redskaber, ingen sædekorn, ingen mad… Det nye liv begyndte. Dagen efter den første konvojs ankomst, den 19. maj, begyndte det at sne, det blæste op. De udsultede, udmagrede deporterede, som hverken havde husly eller redskaber (…), befandt sig i en håbløs situation. Alt, hvad de kunne gøre, var at tændt bål i et forsøg på at få varmen. Folk begyndte at dø. (…) Den første dag blev 295 lig begravet. (…) Det var først den fjerde eller femte dag efter de deporteredes ankomst til øen, at myndighederne sejlede en smule mel op til dem, nogle hundrede gram pr. person. Efter at have modtaget den kummerlige ration løb folk ned til vandkanten og forsøgte at blande en smule af melet op med vand i deres sjapka, deres bukser eller jakke. Men hovedparten af de deporterede forsøgte at sluge melet uden videre og blev ofte kvalt til døde i det. Under de deporteredes ophold på øen var en smule mel alt, hvad de fik. De mest opfindsomme af dem forsøgte at lave kiks af det, men der var ingen skåle eller fad. (…) Snart oplevede man de første tilfælde af kannibalisme.(…)

Mod slutningen af juni indledtes afsendelsen af de deporterede mod de såkaldte koloniseringslandsbyer. Disse områder lå cirka to hundrede kilometer fra øen, længere oppe ad floden Nazina, midt i nåleskoven. Det, der kaldtes landsby, var udyrket natur. Det lykkedes alligevel folk at bygge en primitiv ovn, hvilket gjorde det muligt at fremstille en slags brød. Men hvad resten angår, var der ikke nogen synderlig forskel fra livet på Nazino: samme lediggang, samme bål, samme nød. Den eneste forskel var den form for brød, der blev uddelt med nogle dages mellemrum. Dødeligheden var fortsat høj. Et enkelt eksempel. Af de 78 personer, der var blevet sejlet fra øen til den 5. koloniseringssektor, nåede 12 frem i live. Snart erkendte myndighederne, at disse egne ikke kunne koloniseres, og alle de overlevende blev sendt tilbage med skib. Der var flere og flere flugtforsøg. På de nye bosættelsessteder gav de overlevende deporterede, som man nu endelig havde udstyret med enkelte redskaber, sig fra og med anden halvdel af juli til at bygge boliger, som var halvt nedgravet i jorden. (…) Der var yderligere et par tilfælde af kannibalisme. (…) Men dagligdagen vendte gradvist: folk gav sig igen til at arbejde, men deres kroppe var så nedslidte, at de på trods af, at de fik 750-1000 gram brød om dagen, fortsat blev syge, døde, spiste mos, græs, blade osv. Resultatet af det hele: af de 6100 personer, der drog fra Tomsk (hvortil der skal lægges 500-700 personer, som blev sendt til regionen andetstedsfra), var kun cirka 2200 i live den 20. august.