Tysk modstand mod nazismen 1933-45

Langt størstedelen af tyskerne bakkede op om Adolf Hitler og nazismen, men der var også grupper, der gik til kamp mod regimet. Modstanden tog form af alt fra attentater mod Hitler, sabotage, udbredelse af anti-nazistisk propaganda, indsamling af penge, protester mod drab på handikappede til swing-dans og korsang.

MODSTAND. Fotografiet blev taget i Hamborg i 1936 ved søsætningen af et skib. Iblandt tilskuerne kan man se en person, der nægtede at heile. Det var August Landmesser. Han havde en del kontroverser med nazisterne og blev blandt andet idømt to års hårdt arbejde, fordi han giftede sig med en jødisk kvinde.  Vi ved ikke meget mere om August Landmesser, bortset fra, at han havde to børn. Et af hans børn genkendte tilfældigt sin far på dette billede, da det blev bragt i en tysk avis i 1991.

Nazisternes magtovertagelse i Tyskland

Adolf Hitler kom til magten den 30. januar 1933 som kansler i en koalitionsregering af nazister, konservative og det førende katolske parti. Straks efter gennemførte nazisterne et frontalangreb på venstrefløjen (kommunister, socialdemokrater og fagbevægelse). Da en anarkist den 27. februar satte ild på Rigsdagen, benyttede Hitler anledningen til at indføre en særlig ”Nødretsforordning”, som reelt satte forfatningen og alle borgerrettigheder ud af kraft. I 1934 blev Hitler ”fører og rigskansler”, hvilket dybest set betød diktator med uindskrænket magt. 

Netop som Hitlers regering kom til magten efter en lang periode præget af borgerkrig, ekstrem inflation og langvarig økonomisk krise, blev konjunkturerne i verden bedre. Kombineret med beskæftigelsesarbejder og oprustning førte det til fuld beskæftigelse i Tyskland i 1936. Den store fremgang og visionen om, at Tyskland skulle genvinde tabte landområder og atter være en stormagt, skabte stor opbakning til Hitler. Den nazistiske forestilling om, at det tyske folk var udvalgt til ”herremenneske-status” i kraft af overlegne racebiologiske egenskaber, appellerede til mange. Visionen om et folkefællesskab, hvor folket på tværs af klasserne fungerede som en enhed under ”førerens” intuitive ledelse, fik også tag i mange tyskere. 

Konsensusdiktatur, undertrykkelse og modstand

Nazityskland kan kaldes et konsensusdiktatur: ”Ariske” tyskere blev købt med social- og sundhedspolitiske forbedringer og lokket med ultranationalistisk, racistisk propaganda og kultisk dyrkelse af den karismatiske ”fører”. De, der tænkte anderledes, blev sat på plads med terror. Modstandere blev hårdt ramt. Blodig forfølgelse ødelagde i 1933-34 den bredt funderede arbejderbevægelse og efterlod dens tilhængere desorganiserede. Men Gestapo var hverken stærkt eller allestedsnærværende, så det var i høj grad almindelige tyskeres egeninteresse og enighed om det nazistiske projekt, der sikrede sammenhængskraften i Det Tredje Rige. Og opbakningen til Hitler og regimet holdt til det sidste, trods de enorme belastninger, befolkningen oplevede i løbet af 2. Verdenskrig. 

Tysk modstand: lidt eller meget lidt?

Om der var lidt modstand mod det nazistiske regime i Tyskland eller meget lidt, afhænger af, om man bruger et snævert eller bredere modstandsbegreb. Væbnet modstand, udført af organiserede grupper med det klare politisk-ideologiske formål at forpurre nazisternes planer og vælte deres styre, forekom næsten ikke i Tyskland. Hitlers herredømme var på intet tidspunkt truet af modstand indefra: 14 millioner meldte sig ind i nazistpartiet. Endnu flere hyldede Hitler. 

”Indre eksil”

Da krigen var slut, og Det Tredje Rige brudt sammen, begyndte man i befolkningen at tale om ”indre eksil” som udtryk for dét at opretholde en ikke- eller anti-nazistisk holdning uden at udtrykke den i handling. Mange tyskere så ”indre eksil” som en form for modstand, mens kritikere mente, at forestillingen om ”indre eksil” blot tjente som en undskyldning for de millioner af mennesker, som havde samarbejdet med regimet og været med til at få det nazistiske system til at fungere. Mange påstod efter krigen, at de intet havde kendt til hverken krigs- eller folkedrabsforbrydelserne. Men jødernes udplyndring, udsondring og forsvinden var en offentlig hemmelighed, og massakrerne og koncentrationslejrene var også kendt i vide kredse. 

Det store flertal og jødeforfølgelserne

Jødeforfølgelserne startede straks efter magtovertagelsen og førte i løbet af 1930’erne til total udsondring af jøderne fra samfundslivet. 2/3 af landets 500.000 jøder flygtede, de fleste ribbet for værdier. Jødeforfølgelserne var med til at nedbryde samfundsmæssig solidaritet: Det store flertal vendte ryggen til ofrene. 

Der var dog også et andet Tyskland, som aktivt satte sig imod regimets bestræbelser på at kontrollere alt. Men de få, der gjorde modstand, blev mødt med skarp afvisning fra den almindelige befolkning, som i stedet rykkede tættere sammen om ”føreren”. 

Modstandens vigtigste miljøer og former

De vigtigste modstandsmiljøer og -grupper i Tyskland var:

  1. Arbejderbevægelsen
  2. Borgerlig, konservativ modstand
  3. Kulturel opposition
  4. Kirkerne
  5. Førpolitisk modstand
  6. De udenlandske arbejdere

Derudover fandtes der ”redningsmodstand”, dvs. hjælp til jøder, der var truet på livet af nazistisk forfølgelse. Læs om redningsmodstand

1) Arbejderbevægelsen

Den første – og største – modstand mod nazismen kom fra Socialdemokratiet (SPD), kommunistpartiet (KPD), mindre venstrefløjsorganisationer og fagforeningsaktivister. Nazisterne definerede arbejderbevægelsen som ”marxister” og ”fjender af folket”, og allerede før magtovertagelsen brugte de voldelige metoder til at bekæmpe arbejderbevægelsen med. Mellem 1933-34 blev mellem 50-100.000 af arbejderbevægelsens aktivister sat i koncentrationslejre, mishandlet og tortureret. Mindst 500 omkom. Efter magtovertagelsen blev arbejderorganisationerne forbudt, deres værdier beslaglagt, og arbejderpressen lukket. Arbejderbevægelsens folk flygtede i titusinder til udlandet, herunder Danmark, og blev frataget deres statsborgerskab. 

Trods hetz og forfølgelse fortsatte arbejderbevægelsen med de samme traditionelle, lovlige metoder, som de havde brugt mod Hitler og nazismen før magtovertagelsen. Man håbede, at nazisternes vold og lovbrud ville skandalisere dem, så de derved mistede folkets opbakning. Men store dele af middelklassen var godt tilfreds med, at nazisterne ødelagde arbejderbevægelsen og banede vej for en aggressiv tysk udenrigspolitik. Trods massiv nazistisk sabotage imod arbejderpartiernes valgkamp ved rigsdagsvalget den 5. marts 1933 stemte hver tredje tysker på et af disse partier, men de kunne ikke finde fælles fodslag. En generalstrejke kunne måske have stoppet Hitler, men den kom ikke.

Arbejderbevægelsens primære modstandsaktivitet var indsamling og udbredelse af information, hjælp til forfulgte og opretholdelse af gamle netværker. Kommunistiske celler udførte også sabotage, men stod ret isolerede. Da stikkeri var udbredt, optrevlede og ødelagde Gestapo hurtigt modstandsgrupperne. 

Eksempler på kommunistisk modstand

Herbert Baum-gruppen bestod af jøder og satte i 1942 ild på en stor antisovjetisk propagandaudstilling i Berlins centrum. En organisation, ledet af Anton Saefkow og Bernhard Bästlein, udgav det illegale blad Die innere Front og talte i 1944, da Gestapo optrevlede den, ca. 500 medlemmer. Leopold Treppers gruppe – Rote Kapelle – spionerede under 2. Verdenskrig for Sovjetunionen. Også tømreren Georg Elser, der i 1939 anbragte en bombe i en ølhal i München, hvor Hitler den 9. november skulle fejre årsdagen for det nazistiske kupforsøg i 1923, var kommunist, men arbejdede alene. Hitler havde dog netop forladt lokalet, da bomben gik af, og slap uskadt fra dette og en række andre attentatforsøg. 

2) Borgerlig, konservativ modstand

Tysklands konservative elite – storgodsejerne og industriens folk – havde nationalismen til fælles med nazisterne. De foragtede Hitler, men så også gerne arbejderbevægelsen knust og demokratiet sat ud af kraft. Fra dette samfundslag kom der flere modstandsinitiativer. Kredse inden for militæret mente, at Hitlers politik ville føre til krig, før Tyskland var parat, og konspirerede imod ”den lille østrigske underofficer”. Konservative og skuffede nazister i officerskorpset smedede mange tophemmelige attentatplaner, men evnede aldrig at gennemføre dem. 

De højreorienterede modstandskredse brugte meget tid på at diskutere koncepter for fremtidens Tyskland: Demokrati indgik ikke i visionerne, ligesom der heller ikke var planer om at levere de erobrede territorier tilbage eller opgive tanken om tysk førerskab i Europa. 

En kreds af militærfolk og embedsmænd omkring Carl Goerdeler (konservativ borgmester i Leipzig 1930-37) lagde fra slutningen af 1930'erne forskellige kupplaner. I Kreisau-kredsen var der personligheder fra den konservative og kristelige elite og enkelte socialdemokrater. I Kreisau-kredsen drøftede man på tre hemmelige konferencer i 1942-43, hvordan Tyskland efter nazismen skulle satse på nære fællesskaber, føderalisme og på fælleseuropæiske værdier med kristendommen i centrum. Fra begge grupper gik der forbindelser til officererne omkring oberst Claus von Stauffenberg, der den 20. juli 1944 forsøgte at dræbe Hitler og gennemføre et statskup. Kupforsøget førte en bølge af straf og undertrykkelse med sig, som ramte den borgerlige modstand hårdt. 

Minimal modstand mod folkedrab

For de fleste borgerlige modstandsfolk havde folkedrabet på jøderne ikke den store betydning. I den regering, som mændene bag 20. juli 1944-attentatet ville danne, var SS-generalen Arthur Nebe udset til en høj post. Han var tidligere kommandør for sikkerhedspolitiets Einsatzgruppe B og stod bag massedrab på over 40.000 jøder i Hviderusland alene i månederne aug.-okt. 1941. Men han leverede mængder af information til gruppen omkring Stauffenberg, så Nebe må – selvom han var en af hovedgerningsmændene i folkedrabet på jøderne – betragtes som modstandsmand.

3) Kulturel opposition

Især venstreorienterede intellektuelle var kritiske over for nazismen, og en stor del af dem måtte forlade Tyskland. I årene op til krigen led Tyskland et alvorligt "brain drain" på grund af forfølgelsen af venstreorienterede og jøder, og de veluddannede, samfundsengagerede flygtninge var ivrige efter at gøre en indsats imod nazismen. Disse Hitler-flygtninge kaldte sig gerne ”emigranter” for at føle sig mindre stigmatiserede, men det forhindrede ikke de fleste lande i at lukke grænserne mere og mere til, især over for jødiske flygtninge. 

I Storbritannien og USA arbejdede mange tyske flygtninge under 2. Verdenskrig for den allierede sejr i de væbnede styrker, efterretningstjenesterne og propagandaen: Den berømte tyske forfatter Thomas Mann (Nobelpris 1929) holdt antinazistiske foredrag på britisk radios tyske program. Samfundsvidenskabsmanden Herbert Marcuse – senere studenternes helt under '68-oprøret – udarbejdede efterretningsanalyser af stemningen i den tyske befolkning. Berlin-juristen Robert Kempner forberedte retsopgøret med topnazisterne og fungerede 1945-49 som USA's hovedanklager ved krigsforbryderprocesserne i Nürnberg. Og filminstruktøren Billy Wilder, der var flygtet til Hollywood fra Wien, producerede dokumentarfilmen Death Mills, der efter Det Tredje Riges sammenbrud skulle konfrontere tyskerne med forbrydelserne i koncentrationslejrene og få dem til at vedkende sig et medansvar. I Danmark havde flygtningene forbud mod at engagere sig politisk, så den kommunistiske teatermand, Bertolt Brecht, måtte balancere på en knivsæg i sit eksil i Svendborg 1933-39.

Blandt de mange tyske emigranter, der aktivt bekæmpede Hitler-diktaturet, var der også tyske kommunistiske flygtninge i Sovjetunionen, som agiterede for at få tyske krigsfanger til at bryde med nazismen, nedlægge våbnene og slutte sig til Nationalkomitee Freies Deutschland (grundlagt 1942).

Den hvide rose

De fleste studerende i Tyskland støttede nazismen, og de antinazistiske kræfter stod svagt. Den pacifistiske modstandsgruppe Weiße Rose i München med Sophie Scholl i spidsen fremstillede seks løbesedler med krav om almene borgerretigheder som tale- og trosfrihed; men gruppen var en absolut undtagelse.

4) Kirkerne

Den katolske biskop Clemens Graf von Galen følte sig sikkert som modstandsmand, da han i august 1941 fra prædikestolen i Münster Domkirke fordømte drabene på handicappede og psykisk syge, det såkaldte eutanasi-program. Eutanasi-programmet blev faktisk standset, men få måneder senere genoptaget, blot bedre kamoufleret. Det kostede mindst 125.000 mennesker livet.

Derudover var det småt med modstand fra de to store kirkesamfund i Tyskland. Den katolske kirke indgik allerede i 1933 en samarbejdsaftale med Hitlers regering, som også baserede sin magt på det katolske Zentrum-parti samt det tysk-nationale folkeparti, der var den luthersk-evangeliske konservatismes store parti. 

Præster og gejstlige blev overvåget af Gestapo, fordi de havde stor autoritet og måske kunne inspirere til modstand. Men mange af dem støttede Tysklands ”genrejsning” og glædede sig over, at Hitler hyppigt henviste til kristne moralværdier i sine taler. Hitler brød sig i bund og grund ikke om katolicismen, men nedtonede sin modstand for ikke at støde religiøse støtter fra sig. Tysklands katolikker underkastede sig ikke lige så betingelsesløst nazistpartiets dominans, som de evangeliske kristne gjorde. Bl.a. kæmpede katolikker i den såkaldte ”krucifiksstrid” for, at korset i skolestuen altid skulle hænge højere på væggen bag lærerens kateder end billedet af Adolf Hitler. De så deres kamp for at bevare de kristne symboler og dagligdagens religiøse riter som en modstand imod total ensretning. Men spørgsmålet er, om bevarelsen af en katolsk subkultur og identitet ikke var rent symbolsk? Katolikker var nemlig lige så stærkt integreret i nazismens projekt og dens forbrydelser som evangeliske kristne. Dog var de fleste gejstlige, der kom i koncentrationslejr, katolikker – omkring 600 af de i alt ca. 700, som i løbet af 1933-45 havnede i KZ-lejren Dachaus særlige afdeling for kirkefolk. 

5) Førpolitisk modstand

Det nazistiske regime var bange for, at arbejderbefolkningen skulle vende sig imod det, og var derfor tilbageholdende med at pålægge arbejderbefolkningen byrder. Men midt i 1930'erne registrerede efterretningsfolk alligevel øget utilfredshed og ”frækhed” på tyske arbejdspladser: Nazisterne havde indført lønstop og forbud mod at skifte arbejdsplads uden tilladelse, og Gestapo blev sat ind, hvis nogen strejkede. I stedet for strejke brugte arbejderne fravær og hyppige skift af arbejdsplads til at presse en højere løn igennem, og hos mange af de unge arbejdere kunne man se en tendens til utilpasset adfærd, som tydede på, at klassekampen kunne vende tilbage. Nogle historikere har set denne adfærd som en ”førpolitisk” modstandsform, og de unge arbejderes afvisning af løntilbageholdenhed og nazistiske adfærdsnormer var med til at presse regimet. 

Der var også forskellige subkulturer, som faldt ind under modstandsbegrebet med deres afvigende adfærd: Unge mænd, der kaldte sig Edelweiss-pirater, hyldede en ikke-nazistisk vandre- og sangkultur og kom ofte kom i slagsmål med Hitler-Jugend. Den homoseksuelle subkultur, som nazisterne kriminaliserede og forfulgte, og ”swing-ungdommen” i storbyernes overklasse, der ved at dyrke jazz og anglo-amerikansk livsstil lagde afstand til tysk nationalisme og racisme. 

6) De udenlandske arbejdere

Billedet af modstanden i Det Tredje Rige er ikke komplet uden det bidrag, som udenlandske tvangs- og slavearbejdere ydede under de allervanskeligste betingelser. I 1944 var cirka hver fjerde arbejder i Tyskland udlænding. De fleste var rekrutteret ved tvang i Østeuropa, indespærret i primitive baraklejre og blev diskrimineret i enhver henseende. Mange civilarbejdere og krigsfanger blev henrettet eller sat i i KZ- og ”arbejderopdragelseslejre” for sabotage og disciplinløshed: Det kunne være småting som at ødelægge et stykke værktøj eller komme for sent, der udløste hårde straffe, men også bevidste, politisk motiverede sabotagehandlinger. 

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014

Tragisk dilemma for lejrmodstanden

Selv i koncentrationslejrene i Tyskland tog slavearbejderne nogen gange initiativ til at sabotere produktionen. I alle større KZ-lejre var der organiserede modstandsbevægelser, som forsøgte at krydse SS' planer, lette forholdene for medfangerne, sabotere produktionen og forberede en opstand. Lejrmodstandens tragiske dilemma var dog, at modstandsfolkene kun kunne skaffe sig de nødvendige informationer, forsyninger og våben ved at arbejde sig op til poster som ”funktionsfanger”. Det krævede, at de deltog i vold mod medfangerne, ja endog drab. At netop lejrmodstandens folk nogen gange måtte beskytte sig mod mistanke ved at optræde ekstra brutalt over for andre fanger, er et af modstandens mange paradokser.

 

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information