Romaer til Danmark

Der er kommet romaer til Danmark siden 1500-tallet, men de har sjældent fået en varm velkomst. De blevet set ned på, haft færre rettigheder og er også blevet forvist fra landet. I dag lever der op imod 10.000 romaer i Danmark.

Romaer på Amager Fælled, 1972 © Københavns Museum 

De første romaer kom sandsynligvis til Danmark i starten af 1500-tallet. Man ved det ikke med sikkerhed, fordi der kun findes få skriftlige kilder om romaer i Danmark. Det tyder dog på, at romaer er kommet hertil i forskellige omgange – ofte på flugt fra undertrykkelse eller for at finde arbejde. I 1960’erne og 1970’erne kom der arbejdsmigranter til Danmark fra det daværende Jugoslavien. Blandt dem var en del romaer, bl.a. fra Makedonien og Serbien. Og i de senere år er romaer kommet til Danmark sammen med andre fattige europæere. De fleste kommer med drømmen om arbejde og et bedre liv. Desværre ender mange på samfundets bund som hjemløse og tiggere.

Hvem er roma?

Hvad vil det sige at være roma? Er det en religiøs betegnelse – eller fortæller ordet om en særlig måde at leve på? Eller om en bestemt oprindelse? I nogle tilfælde kan roma faktisk sige noget om det hele. Romaer er et folk med rødder i Indien og senere i Østeuropa. De har et sprogligt og historisk fællesskab, deler traditioner og tit også levemåde. Et af de vigtigste fællestræk for romaer er livet som mindretal. De har nemlig ikke deres egen stat, men lever spredt rundt om i Europa. Her er de ofte en del af det religiøse flertal. Romaer bekender sig nemlig tit til den dominerende religion i det land, de bor i. Derfor er hovedparten af romaer i Europa kristne. Undtagelserne er Kosovo, Makedonien, Albanien og Tyrkiet, som alle er overvejende muslimske lande. Her er hovedparten af romaerne også muslimer. Mange romaer taler en dialekt af romani, romaernes eget sprog. Der findes dog over 60 forskellige dialekter, og romaer, der taler forskellige dialekter, kan have svært ved at forstå hinanden. Indtil for nyligt var romani ikke et skriftsprog. Derfor findes der næsten ingen skriftlige kilder, der beskriver romaernes historie indefra.

Romaer spiller kort, København, 1911© Københavns Museum 
 

Romaer i Europa

  • Der bor mellem 10-12 millioner romaer i Europa
  • Omkring 6 millioner romaer er bosat i EU-lande
  • I Bulgarien, Ungarn, Makedonien, Rumænien, Serbien og Slovakiet udgør romaer mellem 7 og 10 % af befolkningen
  • Der bor ca. 750.000 romaer i Spanien
  • I Frankrig lever omkring 400.000 romaer
  • England har en roma-befolkning på ca. 225.000
  • I Italien er antallet er romaer ca. 150.000 
  • I Danmark bor der ca. 5-7.000 romaer

Hvor mange romaer i Danmark?
Det er svært at angive et præcist antal romaer i Danmark, fordi man ikke registrerer danske borgere efter etnicitet. Formentlig lever der 5.000-7.000 romaer i landet– måske op imod 10.000. Antallet forventes at stige i takt med, at indvandringen fra lande i EU, hvor der bor mange romaer, stiger. Der kommer også flere danske romaer, fordi dem, der har boet her i årtier, får børn og børnebørn.

Romaer ud af Danmark

Gennem historien har romaer ikke fået en varm velkomst i Danmark.  En forordning – en slags lov – fra 1536 angav, at ’sigøjnere’ skulle forlade Danmark inden for tre måneder. Få år senere beordrede Kong Christian den 3., at de tilbageværende sigøjnere ikke måtte rejse omkring i landet. Folk, der gav dem husly, kunne blive straffet, og alle havde ret til at behandle sigøjnerne som fredløse. Det betød praktisk talt, at man havde lov til at slå dem ihjel.

Kong Christian d. 6

200 år senere – i 1736 – besluttede Kong Christian den 6., at alle romaer skulle forvises fra Danmark. Det kan man læse i den danske fattiglov fra 1736. I loven står der, at de romaer, der ikke ”forlader landet af sig selv, skal jages så længe fra sted til sted, at de er helt uden for landets grænser”. Gjorde mændene modstand kunne det give fængselstraf på op til livstid. Kvinder kunne også blive fængslet i tre uger på vand og brød, og deres børn kunne blive tvangsfjernet. Fattigloven fra 1736 blev først ophævet i 1950’erne.

Afvist!

Også i nyere tid har romaer oplevet Danmark som lukket land. I 1934 forsøgte en gruppe romaer forgæves at komme over den danske grænse fra Tyskland. Romagruppen, der bestod af 68 mænd, kvinder og børn, var på vej fra Tyskland til Norge. Fire år tidligere, i 1930, havde de forladt Norge, og nu prøvede de at vende tilbage. Natten mellem den 23. og 24. januar 1934 ankom de til grænsen ved Padborg og bad om at rejse gennem Danmark og tilbage til Norge – men blev afvist.

De danske myndigheder kontaktede de norske myndigheder, som meddelte at romaerne ikke var velkomne i Norge. Gruppen blev nu tilbageholdt af de danske grænsevagter. Avisen Politiken gav følgende rapport fra grænsen til sine læsere: ”Sigøjnerne var rasende, og især kvinderne var ophidsede. De ville hellere dø end tilbage til Tyskland”. 

Overlevende romaer besøger den tidligere lejr Auschwitz. Mellem 200.000 og 500.000 europæiske romaer blev dræbt af nazisterne under 2. Verdenskrig - mange i netop Auschwitz. © Carsten Fenger-Grøndahl 

Efter afvisningen blev de uvelkomne gæster, som de danske myndigheder kaldte romagruppen, sat på et tysk tog til Hamborg-Altona. Gruppen kom siden hen til en arbejdslejr i Hamborg og hovedparten endte i 1942/1943 i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau eller i kz-lejrene Buchenwald og Sachsenhausen. Af gruppen på 68 blev 56 personer slået ihjel. Dertil kommer et antal børn født mellem 1934 og 1944, som også døde i tysk fangenskab.

 

 

 

Roma, rejsende eller sigøjner?

Roma bruges ofte som fællesbetegnelse for grupper, der selv beskriver sig anderledes – det gælder fx grupperne romani, sinti, lovari eller simpelthen de rejsende (travellers).

Før i tiden brugte mange ordet sigøjner om de mennesker, der i dag kalder sig selv romaer. Ordet sigøjner stammer fra det græske ord athinganoi, som var det første ord, der blev brugt om romaer, da de ankom til Europa omkring år 1.000. Man kan oversætte ordet til uren, urørlig eller kætter – alle ord med en negativ klang. Ordet roma stammer fra romaernes eget sprog, romani, og er det, som fleste selv bruger. Roma betyder slet og ret menneske – eller på nogle romanidialekter mand. Mange romaer bryder sig ikke om betegnelsen sigøjner – de synes, den er nedsættende.

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

 
Arbejdsspørgsmål

 

Opgave: "Mine børn ved ikke, de er romaer"

Admir Ismanouski er født i Makedonien, men bor i Danmark. I foråret 2012 fortalte han første gang offentligt, at han er roma: Jeg har ikke sagt noget til mine børn om, at de er romaer. Det må de finde ud af hen ad vejen. Jeg har ikke lyst til, at de skal møde modstand på grund af deres baggrund”.

  1. Læs teksterne her på siden ”Romaer til Danmark”.
     
  2. Læs så citatet med Admir igen. Genfortæl med dine egne ord, hvorfor han ikke har fortalt sine børn, at de er romaer.
     
  3. Forstår du Admirs valg? Hvorfor/ hvorfor ikke?
     
  4. Hvilke konsekvenser kan hans valg have? 
     
  5. Kan Admir og hans børn selv gøre noget for, at de ikke møder modstand på grund af deres baggrund?
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information