”Racens forbedring” i Auschwitz-Birkenau
I Auschwitz-Birkenau arbejdede lægen Josef Mengele med medicinske forsøg, som skulle levere videnskabelige beviser for de nazistiske forestillinger om arvelighed. Mengele stod i spidsen for en række brutale forsøg på mennesker, og han er siden blevet et symbol på den forbryderiske nazilæge. Men også andre læger foretog grænseoverskridende forsøg på mennesker i Auschwitz.
I KZ- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau var mere end 20 læger beskæftiget med en række ofte dødelige menneskeforsøg. Det drejede sig især om forskningsprojekter indenfor arvebiologi og racehygiejne. Det meste af forskningsmaterialet blev destrueret hen imod krigens slutning, men et forsigtigt skøn siger, at flere tusinde fanger omkom som følge af Auschwitz-lægernes eksperimenter.
Mengeles arbejde
Mellem 1943-45 udførte Josef Mengele et stort antal menneskeforsøg med arvebiologisk sigte i Auschwitz-Birkenau. Han arbejdede på at levere beviser for de nazistiske forestillinger om arvelighed. Mengeles forskning handlede bl.a. om at finde ud af, hvordan bestemte lidelser, misdannelser og svagheder i immunsystemet, som nazisterne anså for arveligt betingede, rent faktisk blev nedarvet. Nazisterne havde nemlig iværksat vidtgående racehygiejniske forholdsregler som tvangssterilisationer og ægteskabsforbud uden at have andet end upræcise forestillinger om, hvordan arvegangene faktisk var.
Mengeles tvillingeforskning
Mengele deltog ofte i de selektioner, der fandt sted, når nye transporter med jøder ankom til Auschwitz-lejren, og han havde en særlig interesse i tvillingepar. Den arvebiologiske forskning bruger gerne tvillingeforskning til at afgøre den relative betydning af arv og miljø. Mengele holdt derfor konstant et større antal tvillingepar indespærret på sin forsøgsstation i Auschwitz.
En del af Mengeles forsøg havde dødelig udgang. For at teste immunsystemet inficerede han den ene tvilling med en sygdom, og lod sygdommen udvikle sig. Den anden tvilling fungerede herefter som ”kontrolgruppe”, og når den syge tvilling så døde, dræbte han også den raske tvilling og lod begge obducere for at sammenligne.
Ligegyldighed over for menneskeliv og lidelse
Adskillige af Mengeles forsøg kan med rette karakteriseres som unødvendigt lidelsesfulde og ren pseudomedicin. Eksempelvis eksperimenterede han med at ændre menneskets øjenfarve ved at dryppe adrenalin i øjnene på børn. Ifølge flere øjenvidner gennemførte han også et eksperiment, hvor et fire-årigt tvillingepar blev syet sammen til siamesiske tvillinger, hvilket førte til en smertefuld død for dem begge. Mengele havde en særlig interesse for mennesker med forskellige misdannelser, som han dræbte, obducerede, præparerede og herefter sendte til forskellige tyske museer, hvor de skulle tjene som bevismateriale for nødvendigheden af at udrydde laverestående racer.
Myten om ”Dødens engel”
Efter 2. Verdenskrig opnåede Josef Mengele status som en af de mest eftersøgte og forhadte krigsforbrydere i det 20. århundrede. Han blev et symbol på ”det onde” i store dele af KZ-litteraturen, og både hans arbejde og hans forsvinden blev omgærdet med myter. Tilnavnet ”dødens engel” fik Mengele i efterkrigstiden, og pressen fattede stor interesse for ham. Det førte til en række sensationsprægede artikler, der yderligere underbyggede billedet af ham som et umenneske, ja nærmest en djævel i menneskeskikkelse.
Aldrig straffet
Mengele flygtede til Latinamerika og levede under falsk identitet til sin død ved en drukneulykke i 1979.
På mange områder adskiller Mengeles forsøg sig dog ikke synderligt fra andre nazistiske lægers lige så grusomme forsøg. Flere af disse læger undslap retsforfølgelse og kunne efter krigen fortsætte deres praksis. Det store fokus på Mengele skyldes delvist mediernes interesse, men også at Mengele foretog en række meget forskelligartede eksperimenter, som involverede et meget stort antal mennesker. Nogle af disse forsøg var af en opsigtvækkende karakter – han eksperimenterede med misdannede mennesker og især tvillinger, mest børn, og det gjorde ham yderligere interessant for medierne.
Andre medicinske forsøg i Auschwitz
Også andre SS-læger udførte lidelsesfulde, til dels dødelige forsøg i Auschwitz. Gynækologen Dr. Carl Clauberg forsøgte at finde nemme, billige måder at sterilisere kvinder på; de skulle bruges på jøder, for at Tyskland kunne udnytte dem som slavearbejdskraft uden at risikere, at der blev født flere jøder.
En metode var bestråling med røntgenstråler, en anden indsprøjtning af et giftigt stof i livmoderen, der skulle fremkalde en betændelse, som lukkede æggelederne. Clauberg dræbte nogle af kvinderne for at kunne foretage obduktion, på mange ”nøjedes” han med at fjerne æggestokke og æggeledere for at se, hvordan den eksperimentelle behandling havde virket. 700 overlevede de smertefulde forsøg, men var sterile for altid. Egentlig gjorde skiftet i den tyske politik til total udryddelse af jøderne i 1941 Claubergs projekt overflødigt, men han fortsatte eksperimenterne indtil 1945, med det mål at kunne anvende massesterilisationsteknikken på andre grupper.
En anden gynækolog Dr. Helmut Wirths arbejdede på en forbedret teknik til tidlig diagnosticering af livmoderhalskræft; hans projekt handlede om at beskytte ”ariske”, tyske kvinders fødedygtighed og lå således i den anden ende af det racehygiejniske spektrum.
Det er karakteristisk for sundhedsvæsenet i Nazityskland, at radikale indgreb overfor mennesker, der var dømt ude af "folkefællesskabet", forekom side om side med en forbilledlig sundhedsindsats overfor tyskere "af god race". Og at forsøgene udgjorde en forudsætning for indsatsen overfor de ”ariske” tyskere.
Skrevet af lektor Therkel Stræde, samtidshistoriker, underviser bl.a. ved medicinstudiet, Syddansk Universitet. Lægevidenskabelig konsulent: speciallæge Søren Hess, Odense Universitetshospital.
DIIS, februar 2012
