Oprettelsen af Israel

Zionisme og jødisk indvandring i Palæstina

I slutningen af det 19. århundrede opstod den zionistiske bevægelse, som er baseret på en idé om en jødisk stat i det bibelske hjemland. Bevægelsen byggede på et gammelt religiøst håb om tilbagevenden til Zion (Tempelbjerget – synonym for den hellige by Jerusalem). Den udsprang af 1800-tallets nationale strømninger, som førte til etablering af nye nationalstater over hele verden. Dertil kom en skuffelse over, at antisemitismen ikke aftog, på trods af jødernes integration i de europæiske samfund.

De tidlige zionister opkøbte land af de tyrkiske myndigheder, som indtil 1917 kontrollerede området. Russiske jødeforfølgelser i starten af det 20. århundrede satte for alvor gang i indvandringen til Palæstina, og i løbet af 1920erne og 1930erne femdobledes det jødiske indbyggertal.

Palæstina som britisk mandat

Efter 1. Verdenskrig og Osmannerrigets fald (stort tyrkisk rige grundlagt 1281), overtog Storbritannien kontrollen med Palæstina som såkaldt mandatområde. I den forbindelse lovede man at se positivt på ønsket om en jødisk stat.

Det britiske mandat var præget af voldelige konflikter mellem de jødiske indvandrere og det arabisk-palæstinensiske befolkningsflertal. I 1939 var det tydeligt for englænderne, at en krig mod Tyskland var uundgåelig. Det var således vigtigt at holde sig på god fod med landene i Mellemøsten for at undgå, at de allierede sig med tyskerne.

I Mellemøsten var der stærk modstand mod en jødisk stat i Palæstina. Derfor besluttede de engelske myndigheder at indføre restriktioner på salg af jord til jøder og begrænse antallet af indvandrere. Denne beslutning kom på et kritisk tidspunkt for Europas jøder, der netop i disse år forsøgte at emigrere for at undgå nazisternes forfølgelser. Fra starten havde zionisterne ikke mange tilhængere i Tyskland, men under nazismen fordobledes tilslutningen og gjorde dermed Palæstina til det oplagte mål.

Jødiske flygtninge

Da 2. Verdenskrig sluttede i 1945, fortsatte englænderne den restriktive indvandringspolitik, men på det tidspunkt var der tusinder af overlevende jøder, som med alle midler forsøgte at komme til Palæstina. Efter at have mistet alt, ønskede de nu at starte en ny tilværelse, fri for diskrimination og antisemitisme.

Billeder af de overlevende fra kz-lejrene og af synkefærdige skibe fyldt med flygtninge øgede omverdenens sympati for tanken om en jødisk stat – særligt da englænderne åbnede ild mod flygtningene for at få dem til at vende om. Som reaktion gjorde jødiske undergrundsbevægelser i Palæstina modstand og begyndte at udføre terrorangreb på englænderne. Problemet var, at zionisternes krav om en uafhængig jødisk stat bragte dem på kollisionskurs med den arabiske befolkning, der hele tiden havde levet i området.

Oprettelsen af Israel

I 1947 overlod England spørgsmålet om etableringen af en jødisk stat til det nyoprettede FN. Her vedtog man en resolution, som delte området i en jødisk og en arabisk stat. Resolutionen blev afvist af de arabiske indbyggere, som protesterede mod, at halvdelen af deres land skulle gives til det jødiske samfund, som på det tidspunkt kun udgjorde ca. en tredjedel af den samlede befolkning. Jøderne accepterede resolutionen, og den 14. maj 1948 blev den jødiske stat Israel proklameret.

Det udløste dagen efter den første arabisk-israelske krig, som endte med israelsk sejr og en væsentlig udvidelse af territoriet i forhold til FN’s delingsplan. Samtidig blev resten af de ikke-jødiske dele af Palæstina besat af Jordan (Vestbredden) og Egypten (Gazastriben). 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra området.

I 1950'erne og 1960'erne steg den jødiske indvandring kraftigt, ligesom opløsningen af Sovjetunionen i 1989 medførte yderligere en million immigranter.

Konflikter

Israel blev ikke det sikre tilflugtssted, som jøderne havde haft forhåbninger om. Forholdet mellem Israel og de arabiske lande har været præget af krige og kriser siden statens oprettelse, og Mellemøsten betragtes i dag som et af verdens brændpunkter.

Truslen mod Israels eksistens, det palæstinensiske flygtningeproblem og Israels besættelse af arabiske landområder er nogle af de faktorer, der har forhindret en varig fred. Spændinger, voldelige konflikter og terrorhandlinger præger hverdagen.

Internt opleves det voksende muslimske mindretal og de mange ikke-jødiske indvandrere som en trussel mod den jødiske stat. Hertil kommer et problematisk modsætningsforhold mellem de ultra-ortodokse jøder, som aldrig har været tilhængere af zionismen, og ikke-religiøse jøder. Desuden sættes der i flere kredse i stigende grad spørgsmålstegn ved, om zionismen har en plads i en moderne, globaliseret verden.