Operation Nemesis – hævn over gerningsmændene

Efter det armenske folkedrabs afslutning i 1918 flygtede flere af de højtstående embedsmænd og politikere, der stod bag folkedrabet, til Tyskland. Nogle overlevere følte, at retssystemet havde svigtet, fordi folkedrabets bagmænd ikke fik deres straf. Derfor valgte en lille radikal gruppe at tage loven i egen hånd.

Soghomon Tehlirarian, overlever fra det armenske folkedrab. Tehliarian var del af operation Nemesis, en hævaktion mod folkedrabets centrale gerningsmænd og planlæggere. Tehlirarian dræbte folkedrabets arkitekt, den tidligere ungtyrkiske partileder og indenrigsminister: Mehmet Talat Pasha. Tehliarian blev frikendt for mordet på baggrund af 'midlertidig sindssyge' som følge af folkedrabet. © Unknown author, Public domain, via Wikimedia Commons

Operation Nemesis

’Operation Nemesis’ var kodenavnet på en hemmelig hævnaktion, der blev iværksat i årene efter folkedrabet af en radikal gruppe i det armenske socialistparti. Operationen var opkaldt efter den græske gudinde Nemesis, der er gudinde for retfærdighed og hævn, og aktionen havde til formål at hævne sig på folkedrabets centrale gerningsmænd og planlæggere. Hævnaktionens organisator var armenieren Shahan Natalie, der som dreng havde set sin far slået ihjel i tidlige tyrkiske massakrer på armenierne i osmannerriget i perioden 1895 til 1897. Mændene bag Operation Nemesis udarbejdede en ’sort liste’ med navne på mere end 200 tyrkiske gerningsmænd eller armenske forrædere, der var mål for hævnaktionen. 

Mordet på Talat Pasha

Det vigtigste menneskelige mål for Operation Nemesis var folkedrabets arkitekt, den tidligere ungtyrkisk partileder og indenrigsminister under folkedrabet: Mehmet Talat Pasha. Efter Osmannerigets nederlag i 1. Verdenskrig var Talat Pasha flygtet til Berlin i oktober 1918 med hjælp fra Tyskland. Talat Pasha var blevet dømt til døden in absentia ved en krigsdomstol i Konstantinopel i 1919, men der blev ikke gjort nogen indsats for at finde ham, og dommen blev hurtigt glemt af verdenssamfundet og krigens sejrherrer.

Imens levede Talat Pasha i Berlin. Her blev han genkendt af armeniere, der var flygtet til dertil efter selv at have overlevet folkedrabet, som havde kostet mange af deres familiemedlemmer livet. 

Talat Pasha blev myrdet den 15. marts 1921 på åben gade i Berlin af armenieren Soghoman Tehlirian, der selv var folkedrabsoverlever og en del af Operation Nemesis. Udover Talat Pasha blev fem andre tyrkiske ledere og nogle armeniere, der blev anset som forrædere, myrdet som led i operationen. 

Retssagen mod Soghoman Tehlirian

Efter mordet på Talat Pasha blev Soghoman Tehlirian ført for en tysk domstol. Retssagen kom til at handle om mange andre ting end at bevise, om Tehlirian var skyldig i mordet, hvilket der var mange øjenvidner til. Tehlirians forsvarsadvokat gjorde en stor indsats for at fremhæve og bevise Talat Pashas plan om at udslette hele det armenske folk og på den måde argumentere for, at Tehlirian var sindssyg af sorg over den skæbne, der var overgået ham og hans folk. 

Juryen endte med at frikende Tehlirian for mordet på baggrund af midlertidig sindssyge, opstået på grund af hans oplevelser under folkedrabet, hvor mange af hans familiemedlemmer var blevet dræbt. Retssagen blev fulgt med interesse af den polske advokat Raphael Lemkin, der senere i 1940’erne udviklede og definerede begrebet ’folkedrab’ på baggrund af de forbrydelser, der var overgået armenierne og jøderne. 

Læs mere om definitionen af begrebet ’folkedrab’

Retfærdighed eller koldblodig hævn?

Operation Nemesis og retssagen mod Soghoman Tehlirian har i eftertiden givet anledning til diskussioner af, hvor grænsen mellem retfærdighed og hævn går: Kan Operation Nemesis’ ’sorte liste’ og mord ses som en gruppe overleveres forsøg på selv at opnå den følelse af retfærdighed, som krigsdomstolen efter folkedrabet ikke havde givet dem? Eller er de, ved at tage loven i egen hånd og begå planlagt og organiseret mord, derved selv kommet til at ligne de gerningsmænd, de ville straffe?

Et er sikkert: Dette efterspil på det armenske folkedrab er et eksempel på, hvor vigtig den retslige proces, der bringer de skyldige til ansvar, og indsatsen for forsoning mellem ofre og gerningsmænd er efter et folkedrab. Uden disse kan folkedrabets ofre stå tilbage med en følelse af stor uretfærdighed og had til gerningsmændene, hvilket i sidste ende kan lede til yderligere vold og selvtægt, som det var tilfældet med Operation Nemesis. 

Af historiker Ulla Nedergård Pedersen i samarbejde med DIIS, 2008

 
Kilder
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information