Modstandsbevægelsen og Oktober '43
Var det den danske modstandsbevægelse, der reddede jøderne, assisteret af almindelige danskere? Eller var det helt almindelige danskere, der gjorde det med modstandsbevægelsen i en birolle?
Jørgen Kieler organiserede sammen med tre søskende og en gruppe venner, at mindst 500 jøder kom til Sverige fra Københavns Nordhavn. De fire søskende startede deres modstandsarbejde ved at etablere et illegalt trykkeri, og Jørgen Kieler og hans bror blev senere meget aktive sabotører i den konservative Holger Danske organisation, men det var jødeaktionen, der endegyldigt skubbede dem fra bladarbejde over i den væbnede modstandskamp.
Det lykkedes for mere end 90% af jøderne i Danmark – danske såvel som udenlandske – at flygte fra jødeforfølgelsen, mens 470 havnede i fangenskab i Theresienstadt. Man anslår, at mindst 30-40.000 mennesker deltog i redningen af de danske jøder i oktober 1943, så redningsaktionen er den største modstandsaktion i Danmarkshistorien. Den fandt sted på et tidspunkt, hvor de organiserede modstandsgrupper højst talte et par tusinde mand.
Danmarks Frihedsråd og Oktober 1943
Danmarks Frihedsråd, som havde til opgave at koordinere de danske modstandsgrupper, var netop blevet etableret den 16. september 1943. Som noget af det første protesterede Frihedsrådet mod den tyske "jødeaktion", ligesom snart sagt alle danske organisationer og institutioner med Kong Christian X i spidsen, men det nåede ikke at spille nogen nævneværdig rolle i forbindelse med jødernes flugt.
Hvem hjalp?
I Frihedsmuseets oversigt over modstandsfolk finder man i dag over 80.000 personer, som på et eller andet tidspunkt er blevet registreret som værende modstandsfolk. I de korte biografier i basen er der en række eksempler på modstandsfolk, der lagde arbejdet med illegale blade, våbentræning og sabotage til side i oktoberdagene 1943 for at være med til at hjælpe jøder til Sverige. Men der kendes også eksempler på, at modstandsfolk "gik i hi" og var voldsomt irriterede over redningsaktionen, fordi sikkerheden og hemmeligholdelsen ved masseevakueringen var dårlig.
Hvad var Frihedrådet?
Frihedsrådet omfattede alle nævneværdige modstandsorganisationer: på højrefløjen var det de stærkt nationalistiske Dansk Samling-folk og konservative. På venstrefløjen var det kommunisterne med BOPA, der var den største og mest effektive sabotageorganisation. Dansk Studiering ("Ringen") repræsenterede den politiske midte og fik først for alvor tilslutning i starten af 1945. Desuden var faldskærmsagenter fra den britiske SOE-organisation og aktivistiske militær- og efterretningsfolk også repræsenteret i rådet.
De organisationer, der fandt sammen om at hjælpe de flygtende jøder, var i de fleste tilfælde løse netværk, opstået mere eller mindre spontant og baseret på medlemmernes indbyrdes kendskab og tillid til hinanden. I flæng kan nævnes fx spejdere, den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU, studenter og lærere fra Københavns Universitet, en stor del af hovedstadsområdets læger og øvrige sundhedspersonale samt folkekirkepræster.
Det afgørende i flugthjælpearbejdet var først og fremmest netværk og vennekredse, som repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, både socialt og politisk. De fleste illegale overfarter stod østdanske fiskere for, ofte mindre drevet af ideelle motiver end af udsigten til en klækkelig fortjeneste – der blev betalt af jøderne selv og pengestærke enkeltpersoner.
Omverdens fejlagtige syn på Oktober 1943
Den engelsksprogede Wikipedia-artikel Rescue of the Danish Jews sammenfatter historien om den tyske "jødeaktion" og redningen af de danske jøder således:
"Den 1. oktober 1943 beordrede Nazi-lederen Adolf Hitler arrestationen og deportationen af de danske jøder. Trods stor personlig risiko deltog den danske modstandsbevægelse med hjælp fra mange almindelige danske borgere i en kollektiv indsats for at evakuere omkring 7.800 jøder fra Danmark over havet til det nært liggende Sverige."
Mange andre udenlandske medier udlagde begivenhederne i oktober 1943 på samme måde. Den udlægning er forkert: Modstandsbevægelsen havde på dette tidspunkt hverken organisation eller styrke til at stå i spidsen for tusindvis af menneskers masseflugt og heller ikke fleksibilitet til at løse de talrige praktiske problemer i en fart. Derudover gav Hitler ordre til aktionen allerede den 17. september, og antallet af reddede jøder blev i Sverige opgjort til 7.600.
Jødernes redning kom modstandsbevægelsen til gode
Selvom der er eksempler på, at modstandsfolk enkeltvis eller i mindre grupper deltog i flugthjælpearbejdet, havde de fleste flugthjælpere ingen forbindelse med den organiserede modstand, da de besluttede sig for at medvirke til at redde jøder. Men den harme, som nazisterne udløste med aktionen mod jøderne og deportationen af de tilfangetagende til Theresienstadt, motiverede mange danskere til at engagere sig i modstandskampen. Nogle gik ind i væbnede modstandsgrupper, andre besluttede sig for at bidrage med penge og rationeringskort, logi og tjenesteydelser – fx kørsel, lægebehandling, indsamling af efterretninger eller agitation over for andre.
Eksempler på grupper, der deltog i fulgthjælpearbejdet
”Kielergruppen”
Jørgen Kieler organiserede sammen med tre søskende og en gruppe venner, at mindst 500 jøder kom til Sverige fra Københavns Nordhavn. De fire søskende startede deres modstandsarbejde ved at etablere et illegalt trykkeri, og Jørgen Kieler og hans bror blev senere meget aktive sabotører i den konservative Holger Danske organisation, men det var jødeaktionen, der endegyldigt skubbede dem fra bladarbejde over i den væbnede modstandskamp.
”Lyngbygruppen”
Kernen i "Lyngbygruppen", der skaffede omtrent 1.000 jøder passage til Sverige, var en gruppe lærere fra Christianshavns Gymnasium omkring lektor Aage Bertelsen og hans hustru, Gerda Thorlund. Aage Bertelsen var dog selv lektor ved Lyngby Statsskole og havde ligesom hustruen Gerda Thorlund bopæl i Lyngby, deraf navnet "Lyngbygruppen".
”Jødekomiteen”
Den "Jødekomité", der organiserede overfart for 1.300 jøder fra Gilleleje havn og strandene omkring byen, rummede 10 velansete lokale borgere af forskellig politisk observans, men ingen modstandsfolk, og komiteen så sit arbejde som rent humanitært, ikke politisk.
Den styrkede opbakning til modstandsbevægelsen havde for mange form af en "totrinsraket": Augustoprøret i 1943 mobiliserede mange mennesker imod de danske autoriteters samarbejde med besættelsesmagten og tvang regeringen og Rigsdagen til at ophøre med at fungere. "Jødeaktionen" var en af tyskernes straffeforanstaltninger for oprøret, men selvom aktionen ikke afholdt myndigheder og erhvervsliv fra at fortsætte samarbejdet, reagerede mange danskere stærkt på netop jødeforfølgelsen og bakkede fra da af modstandsbevægelsen op. Augustoprøret og jødeaktionen gjorde det med andre ord lettere for modstandsgrupperne at rekruttere aktive modstandsfolk, rejse penge og sikre logistikken.
Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014
