Mindet om oktober 1943 – når myten skygger for virkeligheden

Der er ikke mange begivenheder i Danmarkshistorien, der vækker international opmærksomhed. Men redningen af de danske jøder under 2. Verdenskrig er verdenshistorie. Begivenhederne i Danmark er den store undtagelse fra Holocaust og bliver fremhævet som en bevægende historie om integration og fredelig sameksistens. 

Oktober '43 som modstandsbevægelsens historie 

I de første årtier efter krigens ophør i 1945 blev redningen af de danske jøder opfattet som en del af modstandsbevægelsens historie, selvom mange af jødernes hjælpere ikke havde tilknytning til den etablerede modstandsbevægelse og siden forsvandt ud af det illegale arbejde. Fejringen af modstandsbevægelsen og ofrene for den politiske og nationale kamp for Danmarks frihed overskyggede historien om konsekvenserne af den nazistiske jødeforfølgelse. Jødiske ofre blev betegnet ”faldne i Danmarks frihedskamp”, uanset om de var druknede på vej til Sverige, eller de blev omtalt under neutrale betegnelser som ”landsmænd” og flygtninge” og ikke som ”jøder”. Historien om redningen var først og fremmest en positiv historie. I den kollektive erindring blev det fortrængt, at forfølgelsen af de danske jøder og flugten til Sverige havde store omkostninger for de danske jøder. Det blev ikke nævnt, at eftervirkningerne af krig, eksil og deportation kom til at påvirke dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt langt ind i nutiden.

Passive ofre og aktive redningsmænd  

I efterkrigstiden var opmærksomheden i høj grad rettet mod redningsmændene. De danske jøder blev fremstillet som passive ofre og ikke som aktive aktører, der selv medvirkede til at organisere deres flugt. Den tendens var udbredt i hele Europa i de første årtier efter krigens afslutning. Jødiske overlevende blev betragtet som passive ofre i modsætning til aktive, politiske fanger, som var blevet deporteret pga. deres bidrag til modstandskampen. I den strøm af informationer om nazismens ufattelige forbrydelser, der nåede frem til de befriede befolkninger, var jøder blot nogle blandt mange ofre. 

Det var blandt andet af politiske hensyn, at der skete en sammensmeltning af de mange forskellige ofre. Nationale behov for at udviske minderne om nederlag og kollaboration gjorde alle til ofre for nationens patriotiske kamp mod nazismen, og Europas nye ledere følte ubehag ved at overtage nazisternes racistiske kategorisering af ”jøder”. Der skulle gå flere årtier, før det blev almindeligt anerkendt, at folkedrabet på Europas jøder ikke bare var endnu et led i den nazistiske terror, men at antisemitismen var en central del af den nazistiske ideologi.  

Opdagelsen af Holocaust

Den begivenhed, som mere end nogen anden fastslog, at jøder havde lidt en særlig skæbne under 2. Verdenskrig, var retssagen mod nazisten Adolf Eichmann i 1961 i Jerusalem. Eichmann havde været praktisk organisator af folkedrabet på Europas jøder. Retssagen fik intens mediedækning overalt i verden. Under retssagen vidnede hundredvis af jødiske overlevende, der fortalte om de nazistiske forbrydelser. Retssagen gjorde det klart, at jøder var blevet systematisk forfulgt pga. ideen om ”en jødisk race”. Hvor nazisternes politiske fjender var blevet arresteret pga. deres politiske overbevisning eller modstand mod regimet, var jøder blevet forfulgt for det, de var og ikke kunne ændre på. Jøder var som nazismens ”racefjender” systematisk blevet myrdet, henrettet og sendt i gaskamrene i et omfang og med en målrettethed, der overgik alle andre offergrupper. Endemålet havde været den fuldstændige udryddelse af jøder i Europa. 

I de følgende år iværksatte Israels Holocaust-museum, Yad Vashem, et storstilet arbejdet for at identificere og finde mennesker, der havde risikeret deres liv for at redde jøder under Holocaust. Danmark blev opdaget som ”lyset i mørket”, den store undtagelse fra passivitet og medløberi. I 1967 skrev en israelsk historiker, Leni Yahil, hovedværket om jødeaktionen i Danmark med titlen Et demokrati på prøve. På samme tidspunkt voksende interessen for den danske historie i USA, og det førte bl.a. til stiftelsen af fonden Thanks to Scandinavia. Store dele af den internationale litteratur om det danske eksempel er dog præget af en forestilling om, at den nazistiske jødepolitik var ensartet over hele Europa. Det undlades ofte, at tyskerne handlede anderledes i Danmark og i høj grad medvirkede til, at så mange jøder kunne slippe i sikkerhed i Sverige.  

”Den danske ånd” 

I den internationale litteratur møder man desuden idéen om, at danskerne havde en særlig demokratisk og humanistisk nationalkarakter, der gjorde, at udgangspunktet i Danmark var omsorg og solidaritet med jøder og ikke passivitet eller aktiv deltagelse i den nazistiske forfølgelse. Den israelske historiker Leni Yahil, henviste til ”en naturgiven national ånd”, da hun skulle forklare danskernes indsats i Et demokrati på prøve. Det samme er siden sket i stort omfang i talrige bøger, film og tv-serier. Forestillingen om en særlig dansk mentalitet henviser til danskernes reaktion, da den tyske besættelsesmagt gennemførte massearrestationen mod de danske jøder i oktober 1943: Aktionen blev opfattet som et overgreb på hele nationen. Og som et overgreb på såvel danskernes selvbestemmelse som på deres værdier. 

I årene op til 2. Verdenskrig blev antisemitisme opfattet som ensbetydende med nazisme, og jødehad blevet stemplet som udansk og fremmed for dansk kultur. Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 blev antisemitisme endda opfattet som landsforræderi. At betvivle de danske jøders medborgerstatus blev set som tilslutning til et nazistisk synspunkt, fordi opfordringer til diskrimination af jøder skabte uro og mistillid til regeringens evne og styrke til at modstå tyskernes krav.  Den holdning fandtes hos jødernes hjælpere og hos de politiske, kirkelige og kulturelle organisationer og institutioner, som protesterede over jødeaktionen. Det synspunkt var imidlertid ikke et automatisk udslag af en dansk nationalkarakter, men resultatet af en møjsommelig politisk kamp for at beskytte demokratiet. En kamp, som ikke bare omfattede beskyttelse af minoritetens rettigheder, men også aktiv bekæmpelse af den nazistiske antisemitisme.

Pengespørgsmålet

Et andet aspekt, som sjældent omtales i den internationale litteratur om redningsaktionen i Danmark, er betydningen af betalingen for overfarten til Sverige. Oftest bliver det slet ikke nævnt, at de flygtende jøder måtte betale for deres redning – i nogle tilfælde så dyrt, at det resten af livet påvirkede deres levevilkår. 

Israels Holocaust-museum, Yad Vashem i Jerusalem, har siden 1963 tildelt hæderstitlen ”Righteous Among the Nations” , dvs. de retfærdige blandt nationerne, til ikke-jøder, som har hjulpet jøder under Holocaust. To grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt for at komme i betragtning til den ærefulde titel. Dels skulle den pågældende redningsmand eller -kvinde være klar over, at han/hun risikerede liv, sikkerhed og personlig frihed ved at hjælpe jøder. Dels måtte der ikke være stillet krav om nogen form for materiel belønning eller kompensation som betingelse for den ydede hjælp.

Da Yad Vashem i 1960’erne bad om navne på danskerne, der kunne komme i betragtning til hæderstitlen, bad repræsentanter for den danske modstandsbevægelse om, at der ikke skete en fremhævelse af enkelte modstandsfolk frem for andre. Derfor blev der i sin tid kun sat tre mindeplader med relation til Danmark i Yad Vashems mindepark: ét for den danske modstandsbevægelse, et for kong Christian X og et for det danske folk. De fiskere, som modtog betaling for transportere i oktober 1943 ville ikke kunne komme i betragtning til hæderstitlen, ligesom de heller ikke var berettigede til hædersgaver fra den danske stat, når de havde haft fortjeneste ved sejladserne. I Danmark blev det først i 1990'erne almindeligt at nævne, at fiskerne modtog betaling. 

Et mere nuanceret billede 

I dag har man i Danmark ikke samme berøringsangst over for de mere tvetydige og smertefulde sider af historien om jødernes redning. Ny forskning har givet indblik i flugtens vilkår og konsekvenser. Det betyder fx, at penge anerkendes som et motiv for at hjælpe jøder, men også at det ikke nødvendigvis udelukker moralske og demokratiske idealer hos hjælperne. Samtidigt står det klart, at der var mange almindelige mennesker, der ikke havde erfaring med illegalt arbejde, som var involveret i hjælpeaktionen. Redningen af de danske jøder var derfor ikke kun modstandsbevægelsens fortjeneste, og ofrene selv spillede en langt mere aktiv rolle, end man tidligere har troet. Side om side med frihedskæmpere optrådte jødiske fædre og mødre, der forsøgte at redde deres familiers liv og ejendom, og almindelige mennesker, der blev forargede over forfølgelsen af naboer, kollegaer og venner. 

Et mere nuanceret og realistisk billede af redningen af de danske jøder i oktober 1943 øger muligheden for at forstå og aktualisere fortiden, for hvis man viger udenom de mere tvetydige nuancer og paradokser i historien, bliver fortiden fjern og uforståelig. Der er ingen genkendelse i en fortid, der kun tegnes i sort og hvidt. 

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d.,  Adjunkt, Københavns Universitet, forfatter til bl.a.”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45” og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”. DIIS februar 2013