Menneskerettighederne og Holocaust

Menneskerettighedernes tilblivelse

Menneskerettighederne er et internationalt regelsæt vedtaget i fx FN og Europarådet. De bygger på en grundliggende idé om, at alle mennesker har særlige rettigheder, uanset hvem de er, og hvor de er født. Artikel 1 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 starter sådan: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”

Menneskerettighederne adskiller sig fra tidligere former for rettigheder, der kun sikrede bestemte grupper i samfundet. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring  fra 1776 sikrede fx ikke slavernes rettigheder, og Den Franske Menneskerettighedserklæring  fra 1789 gav ikke kvinderne stemmeret. Alle var altså ikke lige. Det har ændret sig, og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 står der, at alle er lige uanset ”… køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”

Hvad handler menneskerettighederne om?

Menneskerettighederne dækker over mange ting. Både helt basale rettigheder som retten til liv, frihed, mad og drikkevand. Andre eksempler er forbud mod tortur og slaveri. Retten til at blive dømt ved en uafhængig og upartisk domstol, hvis man har begået en forbrydelse. Retten til at gifte sig og stifte familie med hvem man vil. Retten til at mødes og til at sige hvad man vil. De to sidste rettigheder bliver også kaldt ”forsamlings- og foreningsfrihed” og ”ytringsfrihed”.

FN har også vedtaget en børnekonvention , som gælder for alle børn under 18 år. Her står der blandt andet, at alle børn har ret til at modtage gratis undervisning, at staten skal beskytte børn mod mishandling, og at et barn har ret til fritid og til at lege og deltage i kulturelle og kreative aktiviteter.

Sammenhæng mellem menneskerettighederne og Holocaust?

Menneskerettighederne, som vi kender dem i dag, tog form efter 2. Verdenskrig. De var på mange måder en reaktion på krigen og kan ses som et udtryk for et ønske om at forhindre en ny krig og nye overgreb. Det er dog ikke ensbetydende med, at menneskerettighederne i deres nuværende form var et direkte resultat af Holocaust. Folkedrabet på Europa jøder var hverken anerkendt eller erkendt som en særlig forbrydelse, da FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne  og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention  blev vedtaget. Forsøget på at udrydde Europas jøder blev næsten ikke nævnt under forhandlingerne om menneskerettighedserklæringen i FN, og Holocaust var heller ikke et særskilt anklagepunkt under Nürnbergprocessen 

Holocaust som krænkelse af menneskerettighederne

I dag ser man Holocaust som et særligt eksempel på krænkelser af menneskets grundliggende rettigheder. Folkedrabet bliver fremhævet som et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis menneskerettighederne ikke bliver respekteret. Den nazistiske stat lagde ikke skjul på, at den krænkede og diskriminerede sine jødiske borgere. Den gjorde det tværtimod til en officiel del af statens politik og lovgivning. Nürnberg-lovene  fra 1935 fratog fx de tyske jøder retten til at stemme eller blive valgt og gjorde det forbudt for jøder og ikke-jøder at indgå ægteskab. 

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention fandtes ikke, da nazismens forbrydelser blev begået, men nazisterne krænkede jødernes og flere andre befolkningsgruppers ret til at blive behandlet efter de samme standarder som den øvrige befolkning. Den nazistiske stats jødepolitik udviklede sig, så jøderne til sidst også blev frataget retten til at leve, hvilket kan ses som det ultimative udtryk for nazisternes diskrimination af Europas jødiske befolkning. Retten til livet er en af de helt grundlæggende menneskerettigheder. I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne står der fx: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”

FN og menneskerettighederne

På verdensplan er FN den mest toneangivende menneskerettighedsaktør. FN arbejder for at sikre menneskerettighederne på en lang række områder i hele verden. Det sker blandt andet gennem et særligt menneskerettighedsråd, som arbejder for at fremme respekten for og kendskabet til menneskerettighederne. Hvis menneskerettighederne bliver krænket et sted i verden, skal rådet tage det op og udarbejde anbefalinger for, hvordan det kan undgås. Rådet blev oprettet i 2006 og afløste FN’s menneskerettighedskommission, der havde eksisteret siden 1946 som et udvalg under Det Økonomiske og Sociale råd. Menneskerettighedsrådet er nu placeret direkte under FN’s Generalforsamling, og menneskerettighederne har dermed fået en central placering og højere status i FN-systemet.

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne er ikke juridisk bindende for de lande, som har underskrevet den. Og FN har ikke nogen udøvende magt og kan derfor ikke gribe ind, hvis menneskerettighedserklæringen ikke overholdes. Menneskerettighederne er dog en del af de fleste demokratiske staters egen lovgivning.

FN og folkedrab

FN har en særlig rådgiver, der har til opgave at forebygge og forhindre folkedrab. Det sker blandt andet ved at udbrede kenskab til, hvordan folkedrab opstår og udspiller sig. Der bliver også holdt øje med og indsamlet information om forskellige brændpunkter i verden, hvor der er risiko for folkedrab. FN’s særlige rådgiver for forebyggelse af folkedrab er desuden opmærksom på, om der er risiko for krigsforbrydelser, etniske udrensninger og forbrydelser mod menneskeheden. Hvis den særlige rådgiver vurderer, at et folkedrab er under opsejling eller allerede foregår, skal han gennem FN’s generalsekretær gøre sikkerhedsrådet opmærksom på det. Derudover skal den særlige rådgiver udarbejde anbefalinger til, hvordan det kan forebygges eller stoppes.

Tegn på folkedrab

FN’s særlige rådgiver for forebyggelse af folkedrab holder øje med otte forskellige advarselstegn i forbindelse med arbejdet for at forhindre folkedrab. Advarselstegnene er ikke prioriteret i en særlig rækkefølge, og de skal ikke alle være opfyldt, før der ifølge FN kan være risiko for folkedrab. De otte forhold, som FN holder øje med, er:

• Forholdet mellem grupper. Foregår der diskrimination, eller er der konflikter og spændinger internt i og mellem grupper?
   
• Svækkelse af mekanismer, der kan medvirke til at forhindre folkedrab. Har udsatte grupper fx den rette adgang til beskyttelse, og bliver forbrydelser begået mod dem straffet?
   
• Ulovlige våben og væbnede grupper eller sammenstød. Hvordan formes de væbnede grupper, og hvad er gået forud for eventuelle sammenstød?
   
• Handlinger, som kan udskille visse grupper. Er der fx propaganda, der opdeler folk i ”os” og ”dem”?
   
• Omstændigheder, der kan understøtte folkedrab. Sker der fx pludselig eller gradvis styrkelse af militæret eller andre militante grupper? Bliver bestemte gruppers rettigheder begrænset, eller svækkes de borgerlige rettigheder og friheder?
   
• Folkedrabslignende handlinger. Dvs. handlinger, der falder ind under den juridiske definition af folkedrab og andre handlinger, som kan have til formål at udrydde en gruppe. Fx bevidst at fratage en gruppe adgang til rent vand, mad og medicin.
   
• Bevis på at nogen har til hensigt delvist eller helt at udrydde en gruppe.
   
• Udløsende faktorer, såsom kommende valg, regeringsskifte, begyndende væbnet konflikt eller naturkatastrofer.

Menneskerettighederne i Europa

I Europa findes der flere organer, som arbejder for at sikre menneskerettighederne. Et af de vigtigste er Europarådet, der blev oprettet i 1949, med en målsætning om at overvåge, beskytte og håndhæve europæiske værdier, herunder også menneskerettighederne. 

I 1950 vedtog Europarådet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er bindende, i modsætning til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Det vil sige, at de medlemsstater, der underskriver konventionen, forpligter sig til at overholde den og derfor også kan blive straffet, hvis landet ikke følger konventionens bestemmelser. Et af de vigtigste organer i Europarådet er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der blev etableret i 1959. Enhver – både enkeltpersoner, grupper og stater – kan indbringe sin sag for domstolen, hvis de mener, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet overtrådt.

EU forsøger også at gøre sig gældende som menneskerettighedsforkæmper. For at et land kan blive optaget i EU, kræves det fx, at det overholder menneskerettighederne. Det er også et krav til de lande, der allerede er medlemmer, at menneskerettighederne bliver overholdt. I 2000 vedtog EU et charter om grundlæggende rettigheder , der har visse træk til fælles med menneskerettighederne. Til at holde øje med om de grundlæggende rettigheder overholdes har EU oprettet FRA – EU's Fundamental Rights Agency – der også yder råd og vejledning til nationale organer og EU-institutioner. 

EU har i 2012 modtaget Nobels Fredspris for sit arbejde for fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.

Artiklen er skrevet af Anne Wæhrens, Ph.D.-studerende, DIIS, december 2012