Mediernes rolle i Rwanda

Medierne i Rwanda var både før og under folkedrabet med til at skabe en stemning af had og frygt blandt hutuerne ved konstant at bringe historier om tutsiernes ondskab og umenneskelige karakter. Mens radiostationen RTLM opremsede navne på såkaldte forrædere, der ifølge radioværterne fortjente at dø, så hævdede avisen Kangura, at tutsierne ønskede at genindføre det gamle tutsi-styre på bekostning af hutuerne.

Den ekstremistiske hutu-avis, Kangura © Genocide Archive of Rwanda

Tre ledende mediepersonligheder blev i december 2003 idømt længerevarende fængselsstraffe af Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda for deres rolle i folkedrabet ni år tidligere.

I dommen hed det bl.a.: ”Uden brug af skydevåben, machete eller noget andet fysisk våben, var I skyld i drabene på tusindvis af uskyldige civile”. Tribunalet fandt således, at mennesker kan være skyldige i folkedrab udelukkende ved brug af ord. De dømte havde opildnet til had og mord ved at bringe historier i radioen og avisen om tutsiernes påståede ondskab og ved at opfordre til at udrydde tutsierne.

Popmusik krydret med hadefulde budskaber

En af dem, der blev dømt for folkedrab ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal, var historikeren Ferdinand Nahimana, der var skaberen af radiostationen RTLM (Radio Television des Mille Collines). Stationen blev etableret i sommeren 1993 og sendte en kombination af populær popmusik og live interviews i æteren. Hos hutu-befolkningen, hvoraf de fleste ikke kunne læse eller skrive, blev radiostationen hurtigt populær.

Formålet med radiostationen var at sprede angst og had blandt Rwandas hutuer. RTLM var anti-tutsi, og udsendelserne bestod af musik krydret med hadefulde budskaber mod tutsierne. Radioværterne knyttede tutsier i al almindelighed til tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front, og fortalte om adskillige massakrer, som tutsiere angiveligt havde begået mod hutuerne. Tutsierne, der nedsættende blev omtalt som ”kakerlakker”, var ifølge RTLM ude på at genindføre deres herredømme fra kolonitiden ved at dræbe alle hutuer.

Efterfølgende interviews med gerningsmænd viser, at radiostationens konstante dæmonisering af tutsierne var med til at skabe en stemning af frygt. Igen og igen hørte folk historier om tutsiernes overgreb, hvilket i sidste ende fik nogle gerningsmænd til at tro, at de var nød til at slå tutsierne ihjel for ikke selv at blive dræbt.

Radiostation opfordrer til drab

Da folkedrabet gik i gang i april 1994 begyndte radioværterne at opfordre lytterne til at ringe ind og fortælle, hvor tutsiere gemte sig.

”Jeg lyttede til RTLM”, beretter en overlevende, ”fordi hvis du blev nævnt i æteren, så var du sikker på at blive fragtet væk af Interahamwe (militsfolk, red.).

Journalist dømt for folkedrab

Det Internationale Krigsforbrydertribunal i Arusha idømte i år 2000 den belgiske journalist, Georges Omar Ruggiu, 12 års fængsel for sin rolle i folkedrabet. Ruggiu arbejdede for radiostationen RTML, der var yderst aggressiv i sin hetz mod tutsier.

Den belgiske journalist erklærede sig skyldig og indrømmede, at han havde ”tilskyndet til drab og været ansvarlig for alvorlige fysiske og/eller psykiske angreb på tutsier”.

Man vidste at man med det samme blev nød til at skifte adresse”. Radiostationen erklærede, at visse navngivne oppositionsledere ”fortjente at dø”, og radioværterne opremsede lister med navne og adresser på såkaldte ”forrædere”. Lytterne blev dernæst opfordret til at gå ud og hjælpe med at ”fylde gravene op”.

Flere observatører har siden hen hævdet, at folkedrabet kunne være blevet begrænset i omfang, hvis udsendelserne var blevet stoppet. Også den daværende øverstbefalende for FN-missionen i Rwanda, General Dallaire, har udtalt, at begivenhedernes gang kunne have været anderledes, hvis radioudsendelserne var blevet blokeret og erstattet med budskaber om fred og forsoning. I det amerikanske forsvarsministerium blev denne mulighed diskuteret, men afvist idet man mente, at en militæroperation ville gøre større nytte.

Avis tilskynder til folkedrab

Aviserne var, ligesom radioen, et effektivt middel til bagvaskelsen og dæmoniseringen af tutsierne. Allerede kort tid efter at tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Fronts angreb Rwanda for første gang i 1990 begyndte avisen Kangura at angribe tutsierne i deres spalter.

Tutsierne var, ifølge Kangura, fremmede, der havde invaderet landet og stjålet det fra hutuerne. Derfor opfordrede avisen sine læsere til at stå sammen mod tutsiere, som de hævdede ønskede at genindføre det gamle tutsi-regime.

På denne forside af en udgave af Kangura er en tutsi politiker afbildet som en rotte

Avisen påpegede, at det ville betyde, at tutsierne ville kræve det land tilbage, som var blevet taget fra dem i 1959, hvor en revolution førte til en omfordeling af magten og landet fra tutsierne til hutuerne. Dette argument vandt især genklang hos bønderne, hvor mange ville miste deres jord, hvis det var sandt.

Kangura udkom to gange om måneden i mellem 1.300 og 1.500 eksemplarer. Selv om mange i Rwanda ikke var i stand til at læse avisen, så var historierne ofte så sensationelle, at de blev spredt som en steppebrand. Avisen blev læst højt ved offentlige møder, og derudover indeholdt den en række grafiske billeder og tegneserier, der illustrerede tutsiernes ondskab.

Avisen var ejet af Hassan Ngeze, der også var avisens redaktør og bogholder. Han var en af dem, der i december 2003, blev fundet skyldig i folkedrab af Det Internationale Krigsforbrydertribunal.

De internationale medier

Folkedrabet i Rwanda fik i sin tid ikke megen opmærksomhed i de internationale medier, idet der var meget få udenlandske journalister i Rwanda i april 1994. Derudover så mange journalister konflikten som et oprør mellem konkurrerende stammer, og forstod ikke, at der ikke var tale om en kamp mellem to lige grupper, men at der var tale om et folkedrabet begået af en regering mod en civilbefolkning.

At Sydafrika på det tidspunkt for første gang afholdt valg efter afslutningen på det racistiske apartheid-styre tog også en del af opmærksomheden fra Rwanda. Have folkedrabet fået større opmærksomhed i det internationale medier, så havde der måske også været større interesse og dermed krav til at gribe ind.

 

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information