Jehovas Vidner under Det Tredje Rige

Helt centralt i Jehovas Vidners tro står tre grundlæggende principper:

• Jehova, gud, er den øverste suveræne magt
• Troende skal være neutrale i alle politiske sager
• En fast tro på genopstandelse efter døden

Disse principper samt et strengt forbud mod militærtjeneste var afgørende for Jehovas Vidners skæbne i det nazistiske og militaristiske Tyskland. 

Den tidlige modstand

De første Jehovas Vidner kom til Tyskland for at missionere i 1890’erne. Da Hitler kom til magten i 1933, var der i Tyskland ca. 25.000 medlemmer. Mange tyskere troede fejlagtigt, at Jehovas Vidner var en jødisk sekt, og medlemmerne blev derfor allerede kort efter nazisternes magtovertagelse udsat for diskrimination. Jehovas Vidner nægtede at tjene i den tyske hær og at sværge troskab til Hitler, idet det ville stride med grundsætningen om, at Jehova var den øverste suveræne magt. På grund af deres politiske neutralitet arbejdede de dog heller ikke direkte imod nazismen, men kæmpede alene for deres religionsfrihed og for retten til at missionere. Dette resulterede i en række breve fra Jehovas Vidners ledelse til Hitler og hans regering i perioden 1933-1934.

Det første brev, Jehovas Vidner sendte i 1933, var en direkte reaktion på beskyldninger mod bevægelsen for at arbejde for jødiske mål og midler. Dette afvistes skarpt i en ”Deklaration af fakta”. I denne lagde bevægelsen – anført af den amerikanske leder J. F. Rutherford – afstand til jøderne, og fremhævede i stedet en række principper, som Jehovas Vidner havde til fælles med den nazistiske ideologi. Dette brev er siden blevet brugt mod bevægelsen som bevis på samarbejde med nazisterne. 

Forfølgelsen af Jehovas Vidner

Brevene, som bevægelsen sendte, blev imidlertid i den følgende tid mere skarpe i kritikken af det nazistiske regime og i kravet om religionsfrihed. Det fik dog ingen anden effekt end Hitlers personlige og voldsomme vrede. Ifølge et øjenvidne skreg Hitler i forbindelse med Jehovas Vidners kritik: “Jeg vil have denne yngel udryddet fra Tyskland!”. Jehovas Vidner blev forbudt allerede fire måneder efter Hitlers magtovertagelse. Som Hitlers magt voksede, fulgte diskrimination og boykot af forretninger, ejet af medlemmerne, og ophævelse af Vidnernes borgerlige rettigheder.  I 1935 reagerede Gestapo på den vedholdende kritik med omfattende arrestationer. Medlemmer af Jehovas Vidner blev bl.a. anklaget for ”pacifisme” og ”anti-militær organisering” og blev dømt og fængslet eller smidt i kz-lejre. De, der ikke blev arresteret, fortsatte dog med at udgive skrifter om bevægelsen og om nazi-regimets forfølgelse.

Jehovas Vidner under Holocaust 

Jehovas Vidner var sammen med nazisternes politiske modstandere blandt de første, der blev sendt i koncentrationslejre. Ca. 6.000 medlemmer kom i fængsel eller kz-lejr og mellem 1.600 og 2.000 mistede livet. Medlemmer af Jehovas Vidner fik i kz-lejrene påsyet en lilla trekant på deres fangedragt. Farven signalerede deres religiøse tilhørsforhold, men Vidnerne selv lagde heller ikke skjul på deres tro. Tværtimod holdt de i lejrene strengt fast i deres principper og ritualer, og de fortsatte deres bibelstudier og missionsarbejde blandt de andre indsatte, selvom det var forbundet med stor fare. Selvom de stadig ikke modarbejdede nazi-styret, kæmpede de vedvarende for retten til at praktisere og udbrede deres tro. 

En ny rolle

Situationen i kz-lejrene blev for mange Jehovas Vidner forbedret betydeligt efter 1942, idet SS havde brug for folk, der kunne varetage administrative opgaver. Da Jehovas Vidner var blandt de tidligst indsatte og grundet deres pacifisme og tro med tiden fik ry for ærlighed og neutralitet, fik de ofte dette job. Den rolle reddede mange Vidners liv, og gav adgang til bedre forhold i lejrene såsom relativ fred og til tider bedre boligforhold. Også på andre områder fik vidnerne en særlig rolle, idet det i flere tilfælde lykkedes dem at fortsætte deres mission blandt andre fanger, visse steder i organiserede arrangementer af vidnesbyrd og studiekredse. Som en konsekvens heraf blev vidnerne dog med tiden flyttet og adskilt fra hinanden i forskellige barakker i et forsøg på at umuliggøre deres mission. 

”Nazismens frivillige ofre”

Jehovas Vidner fik, som den eneste offergruppe under nazisternes forfølgelse, selv en form for indflydelse på deres skæbne. De medlemmer, der blev arresteret eller kom i kz-lejr, blev præsenteret for et dokument, hvori de frasagde sig deres tro. De, der underskrev, blev sat på fri fod. Ved at underskrive tog de afstand fra Jehovas Vidners tro og bekræftede, at bevægelsens egentlige formål var at undergrave statens interesser. De lovede samtidig aldrig mere at tage del i bevægelsens aktiviteter eller omgive sig med andre medlemmer. Endelig skulle de indvillige i at angive andre medlemmer af bevægelsen. At underskrive dette dokument var en udvej, som meget få valgte. Langt de fleste Jehovas Vidner stod fast på deres tro. De var sikre på, at Jehova med tiden ville overvinde nazi-regimet, som de så som et udslag af Satans ondskab, og de affandt sig derfor med deres skæbne i fængsler eller kz-lejre. 

Hvorfor reddede de ikke sig selv? 

Det kan i dag undre, hvorfor ikke flere Jehovas Vidner underskrev dokumentet, og dermed reddede sig selv. I personlige erindringer fra medlemmer lægges dog vægt på, at de netop ved at stå sammen og acceptere deres skæbne, så en slags mening med lidelserne og en parallel til de første kristenforfølgelser. De tidlige kristne levede, ligesom Jehovas Vidner, i forventning om at Jesu genkomst og Guds himmelske rige var nært. De troede, at det kommende gudsrige ville medføre frelse og evigt liv til dem, der forblev stærke i deres tro på trods af forfølgelserne.  

Efter krigen - de glemte ofre

I tiden efter 2. Verdenskrig herskede der både internt i Jehovas Vidner og særligt i den bredere offentlighed overvejende stilhed om Jehovas Vidners skæbne under Holocaust. Dette er efterfølgende primært blevet forklaret med bevægelsens ofte marginale status i samfundet og ikke mindst bevægelsens egen tilbageholdenhed med at give forskere og journalister adgang til deres arkiver og historie. En konsekvens heraf har været, at det først var omkring år 2000, over 50 år efter forbrydelserne, at der er kommet opmærksomhed på, at også Jehovas Vidner var ofre for Det Tredje Riges forbrydelser. 

Skrevet af Tine Brøndum, cand mag i Religionssociologi.