Hvem stoppede folkedrabet?
Folkedrabet blev stoppet af tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front, der angreb landet kun to dage efter, at blodbadet brød ud. Den sidste hutu-bastion faldt efter tre måneders kampe, og en ny regering bestående af både hutuer og tutsier blev udnævnt.
Mens folkedrabet stod på forholdt omverdenen sig passivt. FN’s Sikkerhedsråd skar ned på den styrke, som i forvejen befandt sig i landet. Kun Frankrig tilbød at sende soldater til landet, men disse kom for sent til at stoppe folkedrabet.
Rwandas Patriotiske Front (RPF) stoppede folkedrabet ved at besejre de civile og militære ledere, som var ansvarlige for folkedrabet. RPF gik ind i Rwanda fra nabolandet Uganda mindre end 48 timer efter, at præsident Habyarimanas fly blev skudt ned; en begivenhed man betegner som startskuddet til folkedrabet.
Undervejs mødte de kun lidt modstand fra regeringstropperne, og nåede hurtigt frem til hovedstaden Kigali, hvor modstanden dog var langt stærkere. I de følgende 3 måneder kæmpede Rwandas Patriotiske Front og regeringstropperne om kontrollen med hovedstaden.
Rwandas Patriotiske Front
Rwandas Patriotiske Front (RPF) blev dannet i 1988 i Uganda og bestod hovedsageligt af tutsier, der igennem tiderne var flygtet fra Rwanda på grund af overfald og diskrimination.
De angreb Rwanda for først gang i oktober 1990, men blev slået tilbage af regeringstropperne. I 1993 underskrev præsident Habyarimana og RPF en fredsaftale i Arusha, Tanzania.
Aftalen gav RPF politisk medbestemmelse i Rwanda, hvilket vakte stor utilfredshed blandt ekstremistiske hutuer, der frygtede at miste magt og position.
Ny regering tages i ed
Mens størstedelen af RPF-tropperne kæmpede om hovedstaden, fortsatte mindre styrker med at rykke sydpå i den østlige del af landet og derpå vestpå. Det lykkedes dem flere steder at forhindre hutu-gerningsmænd i at angribe tutsier i kirker og lejre, idet de fleste gerningsmænd enten var almindelige mennesker eller militsfolk uden særlig træning. RPF’s fremmarch tvang regeringstropper og militsfolk til at trække sig tilbage, hvilket gjorde det muligt for tutsier, som var flygtet eller havde gemt sig, atter at vende hjem.
Den 18. juli 1994 faldt de ekstremistiske hutuers sidste højborg, byen Gisenyi, og lederen af RPF, Paul Kagame, erklærede borgerkrigen for at være slut. RPF havde vundet. Dagen efter blev der etableret en ny regering med medlemmer fra alle de politiske partier med undtagelse af præsident Habyarimanas gamle parti MRNDD. Ud af 18 ministre var de 12 hutuer og landets nye præsident, Pasteur Bisimungu, var ligeledes hutu. Paul Kagame fik tildelt posten som vice-præsident.
Rwanda efter folkedrabet
Sejren over hutu-styret var bittersød. Landet var plyndret for alt. Der var ingen penge i statskassen. Kontorerne var blevet rippet for telefoner, borde, stole og papir.
Hospitaler og skoler var blevet ødelagt og der var ingen medicin tilbage. Størstedelen af landets lærere og læger var enten blevet dræbt eller var flygtet, og befolkningen var traumatiserede.
Man antager, at omkring 250.000 kvinder blev enker som følge af folkedrabet, og over 100.000 børn var blevet adskilt fra deres familie, blevet bortført eller gjort forældreløse.
Iagttagere kan ikke skelne mellem krig og folkedrab
Mange udenlandske iagttagere havde svært ved at adskille krigen mellem RPF og regeringstropperne, som havde stået på i større eller mindre omfang siden 1990, fra selve folkedrabet. FN insisterede f.eks. på at parterne måtte blive enige om en våbenhvile for ”at stoppe massakrerne”, selv om nogle observatører prøvede at gøre opmærksom på, at folkedrabet skete uafhængigt af krigen mellem de to parter.
Folkedrabet var drab på civile tutsier, som ikke nødvendigvis havde noget andet forhold til RPF end, at de tilhørte samme befolkningsgruppe. Krigen var derimod en krig mellem to mere eller mindre ligestillede parter, som begge var bevæbnede. Våbenhvile mellem RPF og regeringstropperne havde dermed ikke nødvendigvis ført til et ophør af drabene på de civile tutsier.
Nogle forskere hævder dog, at folkedrabet ikke havde fundet sted i første omgang, hvis ikke RPF havde angrebet Rwanda gentagne gange i 1990’erne. RPF’s angreb på Rwanda var med til at presse magteliten, der valgte at bruge civile tutsier som syndebukke. Dermed spiller RPF også en rolle i at starte det folkedrab, som de selv var med til at ende. Det har fået nogle forskere til at anklage RPF for at have fremprovokeret folkedrabet, for dermed at have en legitim undskyldning for at gå ind og nedkæmpe regeringstropperne og overtage magten.
Det internationale samfund
Det internationale samfund var ikke meget for at gribe ind og stoppe folkedrabet. Da blodbadet brød løs befandt der sig en gruppe FN-soldater i Rwanda, som havde til opgave at overvåge fredsaftalen mellem Rwandas Patriotiske Front og regeringen, men de var slet ikke udrustet til at håndtere et folkedrab.
Lederen af FN-styrken, canadieren Roméo Dallaire, anmodede gentagne gange FN om at få sendt forstærkninger, men i stedet valgte FN’s Sikkerhedsråd at skære ned i styrken. Ti belgiske FN-soldater var allerede blevet dræbt af hutu-militserne og ingen af de andre vestlige lande ønskede at se deres soldater komme hjem i ligposer.
Frankrig tilbyder at gribe ind
Midt i juni 1994 tilbød Frankrig som det eneste land at gribe ind, og FNs generalsekretær Boutros Boutros-Ghali tog imod tilbudet med kyshånd. Under navnet Opération Turquoise sendte Frankrig i juni 1994 2.500 soldater, 700 køretøjer og 8.000 tons materiel til Rwanda med det formål at oprette sikre zoner i landet.
Planen vakte ikke begejstring hos Rwandas Patriotiske Front, der var bange for, at franskmændene ville franarre dem sejren over hutu-styret. Derudover havde Frankrig i mange år haft et nært samarbejde med hutu-styret og havde været med til at træne soldater i regeringshæren, der siden hen deltog i folkedrabet.
Der er i dag forskellige opfattelser af Opération Turquoise. Nogle forskere mener, at der fortrinsvis var tale om et reklamefremstød, der skulle forbedre Frankrigs image, efter at det blev kendt, at Frankrig havde været med til at træne soldater, der senere blev gerningsmænd. Frankrig selv påpeger, at de var de eneste der var villige til at gribe ind og dermed leve op til sit internationale ansvar.
Den franske forsker Gérard Prunier anslår, at mellem 10.000 og 13.000 mennesker reddede livet takket være den franske indgriben, mens franske tal for det samme ligger mellem 15.000 og 17.000 mennesker.
