Hjælpen til de danske jøder – hvorfor hjalp så mange, og hvad var risikoen?

Tusindvis af mennesker blev direkte eller indirekte involveret i de danske jøders flugt til Sverige. De kom fra alle samfundslag, på tværs af politisk overbevisning og både med og uden erfaringer med illegalt arbejde. Særligt læger, sygeplejersker, chauffører og fiskere var stærkt repræsenterede blandt jødernes hjælpere. Det skyldes, at de i kraft af deres erhverv blev involveret i redningsaktionen. Flere hospitaler i hovedstaden virkede som opsamlings- og skjulesteder for flygtningene, der her kunne skjules under ikke-jødiske navne og smugles ud af hospitalet i ambulancer. Taxachauffører og vognmænd var efterspurgte, fordi de havde adgang til biler eller lastvogne, og fordi de havde troværdige og lovlige grunde til at færdes på vejene. Men frem for alt blev fiskerne flugtens omdrejningspunkt. De havde både og tilladelse til at sejle. De var også det eneste led i redningsaktionen, som systematisk fik betaling for deres indsats. 

Læs frihedskæmper Gilbert Lassens beretning om det store arbejde med at organisere illegale transporter til Sverige

Se en oversigt over de fiskerbåde og flygtninge, der ankom fra Danmark til Höganäs Havn fra den 2. oktober til den 31. oktober 1943

Penge var afgørende

Penge var en afgørende forudsætning for flugtens succes. De flygtninge, der kunne betale, kom først af sted. Betalingen sikrede, at der var nok fiskere, som ville sejle. Dvs. at udbuddet af fiskere var stort nok til at møde den store efterspørgsel. I løbet af oktober måned faldt prisen for overfarten dog, så det blev muligt for mindrebemidlede jøder at komme med. Modstandsbevægelsen indsamlede desuden betydelige beløb hos firmaer og private og sikrede på den måde, at ingen blev ladt tilbage, fordi de ikke kunne betale. 

I gennemsnit kostede det 1.000 kr. pr. person at komme til Sverige. Nogle familier betalte dog meget mere, op til 50.000 kr. De store beløb betalte som regel for en hel flygtningetransport eller for fattige jøder, som ikke selv kunne betale. Nogle af pengene blev senere anvendt til at etablere det illegale rutenet, som senere bragte våben, breve og modstandsfolk frem og tilbage mellem Sverige og Danmark. De illegale ruter blev efterfølgende en væsentlig ressource for modstandsbevægelsen og dermed også et bidrag til Danmarks frihedskamp. Det anslås, at flugten i alt kostede op imod 20 millioner kr. Heraf betalte de jødiske familier formentlig omkring halvdelen, mens resten kom fra indsamlinger og donationer. 

Nogle udnyttede situationen

Beløbene skal ses i forhold til pengenes købekraft i 1943. En månedsløn for en faglært arbejder var 414 kr., og 49 % af de danske jøder tilhørte i 1943 arbejderklassen. For at få et indtryk af nutidsværdien af disse beløb, skal tallene ganges med 20. På den baggrund bliver det forståeligt, at situationen var fortvivlende for mange jøder, der umuligt kunne skaffe så store beløb på så kort tid, og at der var fiskere, som tjente formuer på deres bekostning. Mange familier havde i al hast solgt alt, hvad de ejede af værdi eller lånt penge, som de siden fik svært ved at betale tilbage. Det efterlod dem med store økonomiske problemer, da krigen var forbi, og de måtte begynde tilværelsen i Danmark på bar bund. 

Fiskernes krav om betaling skal ses i forhold til deres opfattelse af faren ved sejladserne: risikoen for at miste båden, tabt arbejdsfortjeneste og endelig risikoen for arrestation og en uvis skæbne, hvor fiskeren ikke ville være i stand til at forsørge sin familie. Det var den slags udgifter, som fiskerne forsikrede sig imod ved at modtage betaling. Men nogle fiskere tjente betydelige beløb, der langt oversteg prisen på en ny fiskerbåd, som kostede mellem 15.000 og 30.000 kr. Og man skal notere sig, at priserne ikke var faste. De blev bestemt af markedsmekanismerne – udbud og efterspørgsel, hvor der kunne tjenes flere penge, når efterspørgslen var stor. Efterhånden som efterspørgslen faldt, faldt også prisen for overfarten. Efter transporterne i oktober faldt prisen for en illegal rejse til Sverige til omkring 100 kr. pr. person. Da var risikoen ved sejladsen paradoksalt nok meget større, for tyskerne så med stor alvor på bådenes last af våben og sabotører. Flygtningehjælperen Jørgen Gersfelt fortæller: ”I begyndelsen, da det kun drejede sig om transport af jøder, var risikoen ikke så stor, når man kun gav sig af med mennesker med et umiskendeligt racepræg. Senere, da der kom andre og for tyskerne farligere passager, måtte man udvise stor forsigtighed”. (Jørgen Gersfelt: Saadan narrede vi Gestapo. 1945)

Hvad risikerede fiskerne?

Til at begynde med var det næppe kendt, at tyskerne accepterede, at retsforfølgelsen af de danskere, som hjalp jøder på flugt, hørte under de danske domstole. Det tyske politi udleverede rutinemæssigt arresterede flygtningehjælpere til dansk politi. Det betød relativt milde straffe, maksimalt tre måneders fængsel. Desuden blev de arresterede ofte sluppet ud af bagdøren eller ganske enkelt frifundet. Den første kendte dom over flygtningehjælpere faldt den 23. oktober 1943, hvor domstolen overraskende frifandt de sigtede. Ved appelsagen – efter tysk pres – blev de dog idømt tre måneders fængsel.

Satte de livet på spil?

Personer, som deltog i redningsaktionen i oktober 1943 og derefter fortsatte i arbejdet med de illegale ruter, risikerede senere at blive arresteret, fængslet og deporteret. Tyskerne så med stor alvor på ruterne og prioriterede bekæmpelsen af de illegale aktiviteter på Øresund, der nu bragte sabotører, våben og illegale efterretninger frem og tilbage mellem Danmark og Sverige. Desuden krævede drukneulykker, sammenstød med besættelsesmagten, vådeskud og eksplosioner flere dødsofre, mens andre hjælpere senere selv måtte flygte til Sverige. Men danskere blev ikke deporteret til kz-lejre alene for deres hjælp til jøder på flugt, og fiskerne risikerede ikke livet ved deres indsats. Hverken fiskere og flygtningehjælpere kunne vide, at den tyske besættelsesmagt havde afsat meget begrænsede politistyrker til at forfølge jøderne under flugten, og i begyndelsen vidste de heller ikke, at straffen for at hjælpe var meget beskeden.

Det er dokumenteret, at to flygtningehjælpere mistede livet som en direkte følge af deres forsøg på at hjælpe jøder til Sverige. Den ene druknede, da han forsøgte at ro en båd med flygtninge til Sverige. Den anden begik selvmord i sin celle, efter at han var blevet arresteret af Gestapo mistænkt for at hjælpe flygtninge.

Læs øjenvidneberetning fra en drukneulykke

Hvorfor hjalp så mange?

Mens redningsaktionen stod på, var en stor gruppe mennesker villige til at risikere sikkerhed og levebrød for at hjælpe jøder på flugt. Deres indsats dækker over store som små handlinger. Fra at udlåne et sommerhus til den farefulde afskibning fra havne og strande. Langt de fleste fik ikke betaling. Selv ville jødernes hjælpere hævde, at deres indsats bare var udtryk for almindelig anstændighed, og der findes kun meget få vidnesbyrd, der kan fortælle os mere om deres motiver. Mange var drevet af moralske motiver, ideologiske, religiøse eller følelsesmæssige. Andre af personlige relationer til jøder eller jødedommen, mens en stor gruppe hjælpere blev draget ind i hjælpearbejdet gennem deres beskæftigelse. Redningsaktionen blev mulig takket været etableringen af illegale netværk, der samarbejdede. Netværkene gav gensidig støtte og opmuntring og styrkede medlemmernes opfattelse af, at deres indsats var en form for civil ulydighed eller protest, snarere end egentlig illegalt arbejde. 

Se filmen om Hanna, som, under flugten til Sverige, blev hjulpet af forskellige mennesker, hun ikke kendte

Flugt eller redning?

En ny forståelse af jødernes egen rolle i begivenhederne peger på, at flugt snarere end redning synes at være det passende ord til at beskrive begivenhederne i oktober 1943. Jo mere man beskæftiger sig med ofrenes synsvinkel, jo tydeligere bliver det, at de netop ikke var passive ofre for besættelsesmagtens overgreb. De var handlekraftige aktører, som tog hånd om deres skæbne; som i al hast gjorde, hvad de kunne for at sikre deres ejendom og ejendele, skaffe de fornødne midler til flugten og organisere deres transport til Sverige. 

De danske jøder blev ofre, men også aktører, i en af de mest dramatiske begivenheder i moderne dansk historie. Når det lykkedes at bringe næsten 8.000 mennesker i sikkerhed i Sverige i løbet af ganske få uger, skyldes det naturligvis også den massive og solidariske hjælp, de danske jøder fik fra deres medborgere. Selvom de forfulgte ofte spillede en langt mere aktiv rolle end historieskrivningen tidligere har lagt vægt på, ændrer det ikke ved, at ikke-jødiske danskeres beskyttelse og hjælp fortsat er et betydningsfuldt moralsk lærestykke.

Af Sofie Lene Bak, Ph.d., Adjunkt, Københavns Universitet, forfatter til bl.a.”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45” og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”. DIIS, februar 2013