Hævn eller forsoning?

Retsopgør med forbrydelserne under Khmer Rouge er nødvendigt, hvis cambodjanerne skal forsones sig med hinanden og deres fortid. Det mener Youk Chhang, leder af Documentation Center of Cambodia, hvis egen historie er uløseligt forbundet med Cambodjas fortid. Chhang fortæller om sit arbejde: ”Først var det ønsket om hævn, der var drivkraften i mit arbejde. Siden har mit fokus flyttet sig til ønsket om at finde retfærdighed og at opnå forsoning”.

Interview med cambodjanske Youk Chhang, leder af Documentation Center of Cambodia

Youk Chhang, leder af Documentation Center of Cambodia © Paul Hageman

Af cand. mag. og journalist Eline Mørch Jensen

Cambodjanske Youk Chhang sidder bag høje papirbunker på sit kontor i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Han er leder af Documentation Center of Cambodia (DC-Cam), en uafhængig og internationalt støttet NGO, som siden oprettelsen for 14 år siden har stået i spidsen for indsamling af dokumentation om Khmer Rouges regime. Som leder af NGO’en søger Youk Chhang utrætteligt information om Khmer Rouges forbrydelser mellem 1975 og 1979. En stædig og udholdende søgen, der måske kan forklares med 48-årige Youk Chhang personlige livshistorie. 

Ene mand med et banner

For Youk Chhangs historie er speciel – og han mener selv, at det er hans stædighed, der har bragt ham, hvor han er i dag: Fra han som slavearbejder under Khmer Rouge regimet gravede vandingskanaler fra solopgang til solnedgang, sulten, stum og skrækslagen over sin isolation. Fra uvisheden i flygtningelejren på grænsen til Thailand. Og fra han fik muligheden for at komme til USA, hvor han som ung studerende demonstrerede – ene mand med et banner – for at minde om folkemordet i Cambodja og kræve de ansvarlige stillet for en domstol. 

I 1994 vendte Youk Chhang tilbage til Cambodja. Nu som leder af Documentation Center of Cambodia. Blandt Youk Chhangs arbejdsopgaver på centeret er dels indsamling af materiale om folkedrabet, herunder bl.a. Khmer Rouges egen omfattende dokumentation, dels research og interviews med tusindvis af både Khmer Rouge-folk og menige cambodjanere, som på forskellig vis har været berørt af forbrydelserne, der blev begået mellem 1975 og 1979.

Documentation Center of Cambodia (DC-Cam)

Udover indsamling af materiale om folkedrabet, research og interviews med tusindvis af Khmer Rouge-folk og menige cambodjanere, består DC-Cams opgave i oplysning til offentligheden. Det sker bl.a. gennem udgivelser af bøger, film og undervisningsmaterialer. Senest har centeret udgivet en undervisningsbog om Khmer Rouge-tiden for gymnasieelever – ligesom de afholder udstillinger, høringer, workshops m.v.   

Endelig har DC-Cam leveret hovedparten af den dokumentation, der ligger til grund for den internationale forbryderdomstol, Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC), der siden 2007 har stået for retsforfølgelsen af nogle af de hovedansvarlige for folkedrabet. DC-Cam står desuden for oplysning om tribunalets formål og funktion, og har på enestående vis formået at inddrage over 10.000 cambodjanere – såvel studerende som uoplyste og afsondrede landsbyboere – som er blevet fragtet til hovedstaden for at overvære retsmøderne.

Hvordan kunne det ske?

Mange cambodjanere håber på, at tribunalet vil give svar på det store spørgsmål hvorfor. Hvorfor udsatte cambodjanere deres egne medborgere for dette barbari, hvor 1,7 millioner, ud af en befolkning på dengang 8 millioner, måtte lade livet? 

"På dét punkt er vi nok nødt til at neddrosle folks forventninger. Der er tale om et krigsforbrydertribunal. Dette er en domstol – ikke et historie-departement. Retten er et vigtigt element i ethvert samfund, retten yder retfærdighed på baggrund af afprøvning af sager og domfældelser. Men en domstol kan aldrig svare på hvorfor, kun på hvordan", siger Youk Chhang og tilføjer:

"Men hvordan det kunne komme så vidt og hvordan det i det hele taget kunne lykkes for Khmer Rouge at komme til magten i Cambodja, må vi blive ved med at overveje og diskutere for at prøve at forstå – for ikke at gentage fortidens fejltagelser".

Retsopgøret og de anklagede

Der skulle gå 30 år, før de sidste overlevende og ansvarlige ledere af Khmer Rouge kunne stilles til regnskab og anklages for forbrydelser mod menneskeheden i det internationale tribunal under Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC). Den første af de fem på anklagebænken var Kaing Guek Eav, alias Duch, som var leder af det berygtede torturfængsel Toul Sleng med kodenavnet S-21. I juli måned 2010 modtog den 67-årige Duch en dom på 30 års fængsel. De øvrige anklagede er Noun Chea, kaldet Broder nummer to, Khmer Rouges chef-ideolog og Pol Pots højre hånd, Khieu Samphan, formelt set statsoverhoved fra 1975 til 1979 og ansigtet udadtil i 1980erne, og  igen - Ieng Sary samt dennes ægtefælle Ieng Thirith, henholdsvis udenrigs- og socialminister mellem 1975 og 1979.

Afklaring og anerkendelse

"Jeg forventer mig to ting af tribunalet; dels en endelig afklaring på, hvad der egentlig skete under Khmer Rouge, dels en anerkendelse af de forbrydelser, som er blevet begået mod den cambodjanske befolkning. Samtidig er det meget vigtigt for helingsprocessen, at vidner får lov til at fortælle deres historier, og at vi andre får dem at høre – at tingene bliver sagt simpelthen."  

"Cambodjanerne har ikke glemt årene under Khmer Rouge. Hvordan skulle du kunne glemme, at din søster blev dræbt for øjnene af dig? Det er heller ikke sandt, at folk ikke har talt om fortiden. Mange har talt og talt i 30 år indtil de var fuldstændig udmattede af det, fordi ingen har villet høre på dem. Siden 1981 har der været et krav om at få et retsopgør, lige som der er blevet afsløret utallige massegrave, hvor folk hvert år samles for at mindes de døde og fordømme Khmer Rouge."

"Cambodjanerne har ikke bare siddet med hænderne i skødet og ventet på, at dette internationale tribunal skulle blive til noget, slet ikke. Hele DC-Cams arbejde – og grundstammen i tribunalets sagsakter – skyldes cambodjaneres utrættelige indsats for netop ikke at fortie fortidens rædsler og forbrydelser”. Det sidste tilføjer Youk Chhang med henvisning til de tusindvis af fotografier, dokumentarfilm, breve, rapporter, interviews, fortegnelser over massegrave og henrettelsessteder m.v., som dokumentationscentret råder over."

Alle har en unik historie

Lige som de fleste andre cambodjanere husker Youk Chhang tydeligt, hvor han var, og hvad der skete den 17. april 1975, da Khmer Rouge kom til magten:

"Jeg husker dagen, som var det i går. Jeg var alene hjemme i vores hus. Min mor og min onkel var i gang med at flytte til en ny og mere sikker bolig, fordi der havde været så mange bombardementer. Da vores hus var bygget af træ, var vi bange for, at der skulle gå ild i det. De skulle hente mig senere på dagen, men da var vejen blevet spærret."

"Jeg havde ingen idé om, hvad Khmer Rouge stod for. Der var krig og bombardementer, ja, og hver dag læste vi i avisen om, hvor mange, der var døde, så det var en tid med meget usikkerhed. Men den 17. april var der stille og roligt i byen, helt usædvanligt stille. Der kom ingen og hentede mig, og selv om gaderne blev fyldt med soldater og mennesker på flugt, følte jeg mig som det eneste levende menneske på planeten."

"Min kinesiske nabo kom ind og spurgte, om ikke jeg ville tage med dem, der blev evakueret. Men jeg ville ikke gå uden min familie. Senere fulgte jeg med strømmen ude på gaden, jeg husker ikke præcis hvordan, men jeg havde pakket noget tøj og skolebøger og trak min cykel med mig."

Khmer Rouge gav folk besked om, at der var fare for bombardementer, og at folk skulle forlade byen et par dage. Alle skulle tage til deres hjem-landsbyer, men Youk Chhangs opvækststed var Phnom Pen, og der fik ingen lov til at blive. Tilfældigvis hørte han en gruppe blive dirigeret i retning af hans mors landsby, som han huskede navnet på.

"Jeg begyndte derfor at gå ad den anviste vej sammen med dem. Jeg vidste ikke, om jeg ville møde min mor der, men anede ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Ingen vidste noget om, hvad der skulle ske eller hvorfor. Heller ikke soldaterne tror jeg, og ingen turde spørge eller tale sammen. Det var som om, vi famlede os frem i mørke."

Lukkede ned for alle følelser

Efter at have vandret i ugevis kom Youk Chhangs gruppe til hans mors landsby. Hans familie var ikke dukket op, men han blev genkendt af andre af hans slægtninge, og to forældreløse søstre lod ham bo i deres hjem. 

"De sørgede godt for mig. De fortalte mig fx, at det ikke længere var tilladt, at folk bar tøj i farver, og de farvede mit tøj sort, så jeg ikke skulle få problemer. De gav mig søde kartofler, men jeg hadede det og anså det for at være bondemad. Jeg forstod meget lidt af, hvad der skete og talte næsten ikke med nogen. På det tidspunkt var der fredeligt og ikke nogen nævneværdig mangel på mad, men for mig begyndte sulten allerede her, fordi jeg ikke kunne vænne mig til deres mad", husker Youk Chhang.

Efter nogle måneder dukkede moren og det meste af den øvrige familie op i landsbyen. De havde prøvet at flygte til Vietnam, men båden, som skulle samle dem op, kom aldrig. Grænsen var blevet lukket, og Khmer Rouge havde sendt dem tilbage til morens hjemlandsby. 

"Først troede jeg, de kom på grund af mig, men det var faktisk, fordi deres flugtplaner var gået i vasken. Det fik mig til at føle mig meget trist. Jeg spurgte ikke nogen om noget og bad ikke om en forklaring. Jeg tav bare stille. Jeg må have lukket helt ned for mine følelser..."

Kort efter blev en af Youk Chhangs fætre, som levede i landsbyen, slået ihjel af Khmer Rouge. Fætteren blev likvideret af landsbyens overhoved, som havde været barndomsven med hans bror. Han blev dræbt, fordi hans bror havde arbejdet for det tidligere styre. Men faktisk havde det meste af familien arbejdet for det tidligere styre, så de var alle bange for deres sikkerhed.

Tvangsarbejde og isolation

Efter nogle måneder blev familien sammen med mange andre i området tvangsforflyttet til Battambang-provinsen, hvor der var brug for arbejdskraft. Youk Chhang og hans familie blev forflyttet til et bjerg ved navn Buddhas øje og blev skilt fra hinanden. 

"Jeg kom i en arbejdslejr for teenagere, hvor vi skulle grave vandingskanaler, fordi vi var unge og stærke. De fleste andre arbejdede som risbønder. Det var netop pga. denne adskillelse, at traumerne for alvor begyndte. Ikke så meget på grund af tortur, sult eller undertrykkelse, men snarere på grund af følelsen af isolation … Dét at være fremmed i dit eget land og ikke forstå, hvad der sker omkring dig – og så at være fuldstændig isoleret fra din familie."

Styrke til at overleve

Selv tror Youk Chhang, at han overlevede, fordi han aldrig så meget som overvejede muligheden for, at han kunne dø. Noget andet, der indgød ham styrke, var en drøm, hans mor havde haft, og som han var blevet fortalt, siden han var ganske lille: 

"Min mor tror på at drømme har en betydning, og eftersom hun var en uudannet kvinde var drømmene hendes ledetråd i livet. Da hun var gravid med mig, drømte hun, at jeg blev væk fra hende i mørket. Hun var meget bange og ledte efter mig, hun græd og græd, men så fandt hun mig pludselig siddende på et bjerg, mens jeg spejdede mod øst."

Youk Chhangs mor tolkede dette som, at han ville få et langt liv med mange trængsler, og at han ville komme til at gøre en forskel her i livet. Og fordi han blev født tidligt om morgenen i oksens år, mente hun, ville han få en hård begyndelse på livet, mens han senere i tilværelsen gennem visdom og udholdenhed ville opnå indsigt og dermed et bedre liv. 

"Da vi nu ankom til dette bjerg, Buddhas øje, var det præcis det bjerg, som min mor havde set i sin drøm! Straks min mor så det, sagde hun til mig, at hun ikke længere var bekymret for min fremtid."

Alle kunne være fjender

"Ellers tror jeg, at jeg overlevede ved ikke at overgive mig mentalt. Jeg var rædselsslagen for isolationen og jeg længtes især efter min mor. Men hver gang jeg forsøgte at opsøge hende, blev jeg taget af landsbychefen eller hans folk, blev tæsket og taget til fange, så det lykkedes mig aldrig at slippe af sted. Jeg arbejdede og var tvunget til at adlyde ordrer, men indeni overgav jeg mig ikke."

"Alle omkring mig var potentielle fjender. Mennesker, der slog mig, råbte ad mig, angav mig, snød mig … Dybest set var der ingen, du kunne stole på. Sådan var det vel for de fleste cambodjanere. Jeg tænker somme tider på, hvordan alle de ting, jeg har oplevet, har påvirket mig som menneske ... Jeg har siddet i fængsel – bl.a. for at plukke svampe, da jeg var 14 år – jeg har lidt og sultet, fået tæsk og jeg har set mennesker blive dræbt."

Genforening og opbrud

Tiden slæbte sig af sted med hårdt arbejde, aftenmøder med ”selvkritik” og angiveri, tynd rissuppe og få timers søvn. Men en dag gik der rygter om, at vietnamesiske tropper havde krydset grænsen og befandt sig tæt på deres område. Khmer Rouge-folkene flygtede og lod de unge være alene tilbage. 

Dagen efter forlod de unge arbejdslejren. Youk Chhang vendte efter noget tid tilbage til Phnom Penh, hvor han fandt sin mor og flere andre familiemedlemmer. Youk Chhang var på det tidspunkt 18 år, og hans mor var bange for, at han ville blive indkaldt til hæren, hvis han blev hjemme. Derfor brød han op igen efter nogle måneder og drog nordpå mod flygtningelejrene langs den thailandske grænse i håbet om at komme videre til USA. Youk Chhang og hans mor håbede på, at der ville være gratis mad i lejrene og mulighed for at deltage i forskellige træningsprogrammer. Måske ville Youk Chhang endda kunne få et arbejde.

Livet i flygtningelejren

Youk Chhang rejste gennem et Cambodja fuldt af frygt og borgerkrig. Han ankom som illegal flygtning og levede i et år i den berygtede flygtningelejr Khau I Dang. Her boede cambodjanere i hundredtusindvis – heriblandt mange deserterede Khmer Rouge-folk – der henslæbte år i håbet om at opnå asyl eller få opholds- og arbejdstilladelse i fx USA eller Europa. 

Langt hovedparten af flygtningene endte dog med at blive sendt retur til Cambodja i forbindelse med afholdelsen af det første, frie FN-overvågede valg i 1993. I mellemtiden havde flygtningene levet i lejrene uden nogen nævneværdig undervisning eller beskæftigelse, uden bearbejdning af deres traumer, og i mini-samfund præget af rivaliserende bander, kriminalitet, narko og vold. 

Flugten til Amerika

Men Youk Chhang kom videre. Det lykkedes ham at komme til USA hvor han begyndte at studere. Siden tilbød han sin frivillige arbejdskraft til forskellige universiteter, der forskede i folkedrab. I 1994 modtog Yale University i USA midler til at undersøge, hvad der var sket under det cambodjanske folkedrab. Youk Chhang fik jobbet med at undersøge dette, og DC-Cam blev oprettet. Siden da er udviklingen gået stærkt og centeret har i dag en stab på mere end 50 unge, dedikerede medarbejdere. 

Hævn er ikke svaret

Youk Chhang har besøgt Nordirland for at studere erfaringerne med freds- og forsoningsarbejdet mellem katolikker og protestanter, og han har diskuteret tilgivelse med Desmond Tutu i Sydafrika. Men hans eget engagement startede et helt andet sted: 

"Skal jeg være ærlig var jeg ikke inspireret af erfaringerne med Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission. Jeg kendte slet intet til området og interesserede mig ikke for de internationale erfaringer med forsoningsarbejde. I begyndelsen var jeg mest ude efter hævn, og egentlig gik jeg i gang med dokumentationsarbejdet for min mors skyld: Jeg ville forsøge at gøre hende glad igen, at lindre hendes smerte og tab. Hun havde mistet sine søstre og brødre, men jeg ville vise hende, at hun stadig havde en søn, og at han ville stille de ansvarlige til regnskab."

"Men da jeg gik i gang med at indsamle dokumentation om tiden under Khmer Rouge, mødte jeg hundreder af mødre, som havde lidt tilsvarende eller mere end hun. Lidt efter lidt begyndte jeg at anse vores familie som værende blandt de heldige, i og med at vi havde overlevet og haft kræfter til at bevæge os videre. Og i takt med denne erkendelse, begyndte jeg at indse, at hævn ikke var svaret …"

Smerte og traumer en del af livet

"Min research fik mig til at ændre fokus. I mine øjne er vores fortid og de traumer, vi som befolkning slås med, ikke et problem eller en sygdom, vi skal kureres for, men simpelthen en del af livet. Vi er nødt til at finde en måde at komme videre på og finde en indre styrke frem. Hvis det forbedrer dine chancer at gå i skole, så gør det. Hvis det forbedrer dit liv at drive forretning, så er det dét, du bør gøre. Men lad være med at sætte dig ned og græde over de lidelser, du har gennemlevet."

"Mit personlige mareridt ville være at miste min barndom til Khmer Rouge. Min familiens hus findes stadig og når jeg føler mig trist og urolig til mode, tager jeg derhen for at finde ro og søge trøst. Der bor nogle andre mennesker i huset i dag, men de lader mig komme, når jeg har brug for det. Mit gamle hjem betyder alt for mig. Når jeg kan vende tilbage dertil, kan jeg holde liv i min tilværelse der. Jeg kan minde mig selv om, at min opvækst var andet end angst og isolation og sliddet i arbejdslejren."

"Når mange cambodjanere har svært ved at forholde sig til fortiden, er det fordi, det er nogle frygtelige og smertefulde ting at dvæle ved. Du vil altid helst holde liv i de gode, smukke og stærke erindringer. Det er også et kulturelt spørgsmål, for hvor I vesterlændinge sætter ord på jeres følelser, udtrykker vi os i mange tilfælde i stilhed og uden ord … Jeg behøver heller ikke at gå i pagoden for at bede, for jeg taler direkte til Gud gennem hjertet. Under Khmer Rouge tav jeg også udadtil. Men i mit sind levede tankerne frit, og derfor overgav jeg mig aldrig."

Artiklen er blevet til med støtte fra Danidas oplysningsbevilling.
DIIS, august 2010

 
Arbejdsspørgsmål
  1. Hvilken betydning kan en organisation som DC-Cam have for det cambodjanske samfund i dag?
  2. Er det altid at foretrække, at fortidens forbrydelser erindres, eller kan det i nogen tilfælde være bedre at glemme? Giv argumenter for og imod.
  3. Hvorfor taler Youk Chhang om at man må neddrosle det cambodjanske folks forventninger til den internationale domstol?
  4. Hvilken betydning har Youk Chhangs barndomshjem for ham i dag? 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information