Fridtjof Nansen – polarforskeren, der ville gøre en forskel
Den norske polarforsker Fridtjof Nansen (1861-1930) gjorde en stor indsats med humanitært arbejde, og han var medvirkende til at redde flere hundredetusinde menneskeliv. Han engagerede sig også dybt i armeniernes sag, men måtte sande, at når storpolitik står i vejen, er det svært at gøre en forskel.
Efter 1. Verdenskrig begyndte den norske polarforsker Fridtjof Nansen at beskæftige sig med humanitært arbejde. Inden for rammerne af International Røde Kors organiserede han omfattende nødhjælp til sultende i Rusland, som reddede livet på millioner af mennesker. Nansen blev udnævnt til højkommissær for krigsfanger af Folkeforbundet i 1920. Gennem sin organisation, Nansenhjælpen, lykkedes det ham på kun 18 måneder at få 450.000 krigsfanger i Rusland befriet. Nansen blev sidenhen også udnævnt til højkommissær for flygtningespørgsmål. Han skabte det såkaldte Nansenpas, som gav statsløse flygtninge internationalt anerkendte pas. Hundredetusinder af flygtninge, deriblandt rundt regnet 300.000 armeniere, fik i løbet af årene godkendte rejsedokumenter på den måde. Nansen blev i 1922 belønnet med Nobels fredspris for sit humanitære arbejde.
”Så megen kamp, så megen nød, så megen endeløs lidelse og elendighed om og om igen – og så få sejre […]. Men findes der da noget folk på hele jorden, der har lidt som dette, og som trods alt ikke er gået under – og til hvad nytte? For til sidst at blive forladt, forrådt af dem, som har givet dyre og hellige løfter i retfærdighedens høje navn? I politikere, I statsmænd, hvis I bare kunne lade de høje ord i fred og lade være at berøve menneskene den sidste tro på, at der findes noget i folkenes historie, som trods alt er helligt. […] Du arme menneskebarn, hvor findes retfærdigheden?”
Verdenssamfundets svigt
I sit flygtningearbejde engagerede Nansen sig i høj grad i armeniernes skæbne. Han forhandlede for eksempel med de ung-tyrkiske magthavere om at oprette et armensk selvstyreområde, men uden resultat. I juni 1925 ledte Nansen en officiel kommission fra Folkeforbundet, som besøgte sovjetrepublikken Armenien for at undersøge muligheden for at placere armenske flygtninge der. Han rejste også til Europa og USA for at samle penge ind til det armenske flygtningeprojekt. Sovjetunionens nye leder, Josef Stalin (1878-1953), modsatte sig dog planerne om udenlandsk finansierede koloniseringsprojekter i Sovjetunionen. Folkeforbundet besluttede så, efter råd fra en desillusioneret Nansen, at nedlægge Armenienprojektet. Sovjetregimet havde vist sit sande ansigt, og Nansens projekt blev nu set i et nyt lys. Han fik kritik for at være politisk naiv, når han i sin humanisme så bort fra de politiske konsekvenser af at flytte armeniere til en totalitær undertrykkerstat.
I sin bog Gennem Armenien (1927) giver Nansen udtryk for sin frustration over verdenssamfundets svigt, men fortsætter med at appellere for det armenske folk:
”Ve det armenske folk, at det blev inddraget i europæisk politik! Bedre havde det været, om dets navn aldrig var blevet nævnt af en europæisk diplomat. Men det armenske folk har ikke kunnet opgive håbet: mens det arbejder ihærdigt, har det ventet, og ventet længe. – Det venter stadig."
Skrevet af Maria Småberg, Historisk Institut, Lunds Universitet
DIIS, marts 2012
