Den lyserøde trekant – homoseksuelle som ofre for nazismen
Forfølgelse og undertrykkelse af homoseksuelle var hverdag under det nazistiske styre. Homoseksuelle blev anset for en degenereret gruppe, som undergravede den tyske nation, og de blev derfor straffet med fængsel og koncentrationslejr. Man mente, at de homoseksuelle kunne ’genopdrages’ til at være heteroseksuelle gennem hårdt arbejde og ulidelige forhold. I koncentrationslejrene havnede de i bunden af hierarkiet, og dødeligheden var meget høj.
Da nazisterne kom til magten i 1933 behøvede de ikke at opfinde en nedgørende og undertrykkende politik mod homoseksuelle. De kunne nøjes med at fortsætte den fordomsfuldhed, som gennem århundrede havde været rettet mod denne gruppe.
Homoseksuelle i nazismens ideologi
Den nazistiske ideologi anså homoseksuelle som moralsk degenererede og kriminelle, og de tilhørte den gruppe, som nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsser ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare, og dermed hele den tyske nation. Nazisternes fokus var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet. Lesbiske var ikke ligeså problematiske, da de stadig kunne blive gravide og dermed bidrage til nationen. På den måde gjorde nazisterne sexlivet til et offentligt anliggende, der skulle støtte opbygningen af et nyt herskerdømme.
Det er ikke nødvendigt, at du og jeg lever, men det er nødvendigt, at det tyske folk lever. Og det kan kun leve, hvis det kan kæmpe, for livet betyder at kæmpe. Og det kan kun kæmpe, hvis det bevarer sin maskulinitet. Det kan kun bevare sin maskulinitet, hvis det udøver disciplin, især når det gælder kønslivet. Fri kærlighed og afvigelse er udisciplineret. Derfor afviser vi den homoseksuelle, ligesom vi afviser alt andet, der skader vores nation. Enhver der tænker på homoseksuel kærlighed, er vores fjende. […] Lad os sørge for, at vi igen bliver de stærke. Men det kan vi kun opnå på en måde – det tyske folk må igen lære at udøve selvdisciplin. Derfor afviser vi enhver form for utugt, især homoseksualitet, fordi det berøver os vores sidste chance for at befri vores folk fra de bånd, der nu binder dem.
Genopdragelse i koncentrationslejr
I 1936 blev der oprettet et kontor til bekæmpelse af homoseksualitet og abort, og straffen for homoseksualitet blev hårdere, sådan at homoseksualitet nu almindeligvis blev straffet med fængselsstraf. I 1940 bestemte Heinrich Himmler, at alle ”aktive bøsser”, dvs. mænd der åbenlyst vedkendte sig deres homoseksualitet, skulle i koncentrationslejr, når deres fængselsstraf var overstået. Man mente, at bøsser kunne ”genopdrages” til at være heteroseksuelle gennem hårdt arbejde og ulidelige forhold. I lejrene skulle homoseksuelle bære en lyserød trekant som kendetegn.
Blandt de homoseksuelle findes der personer, som har standpunktet: hvad jeg laver, angår ikke andre, det er en privat sag. Alt, som hører under den kønslige afdeling, er bestemt ikke den enkeltes anliggende, det betyder tvært imod et folks liv og død, betyder verdensherredømme og sammensmeltning til en enhed. Det folk, som får mange børn kan forvente verdensherredømme og verdensbeherskelse.
Det præcise tal kendes ikke, men det anslås, at ca. 10-15.000 bøsser blev sendt i koncentrationslejr. Fra de lejre, hvor man kender det præcise tal, var dødeligheden for homoseksuelle omkring 60 %. Bortset fra jøderne, var dette den højeste dødelighedsrate blandt de indsatte grupper. Det hænger sammen med bøssernes status nederst i lejrens hierarki, hvor både vagterne og de andre fanger så ned på dem. Fra vagternes side blev de behandlet meget voldsomt og respektløst. En tidligere fange fortæller om ankomsten til lejren: ”Da mit navn blev nævnt trådte jeg frem … og med ordene ”din ulækre bøsse, derover din røvpuler” blev jeg sparket flere gange.”
Det var en del af den almene homofobi, at man troede at homoseksualitet var smitsomt, hvilket førte til, at også medfangerne ikke ville have med bøsser at gøre, og de blev isoleret. Uden solidariske medfanger, der kunne være behjælpelig med mad og tjenester, var det svært at overleve lejren. Desuden blev bøsser ofte sat til det hårdeste arbejde, da det var en del af deres ”genopdragelse”.
Læs om danske homoseksuelle i nazistisk koncentrationslejr
Medicinske forsøg på bøsser af dansk læge
Fra 1943 stod en dansk læge i spidsen for en række medicinske forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. Dr. Carl Peter Værnet havde tidligere i sit arbejde i Danmark eksperimenteret med hvide mus og mente derigennem at have fundet en kur mod homoseksualitet. Bøsser skulle ”helbredes” ved at få indopereret mandligt kønshormon i en lille beholder, som langsomt rettede op på den hormonelle ubalance, som ifølge dr. Værnet var skyld i homoseksualiteten. Disse forsøg involverede utallige indsatte, og mindst to personer døde som følge af forsøgene. Dr. Værnet flygtede efter krigen til Argentina, hvor han døde i 1965. Han blev aldrig retsforfulgt.
Hør Københavns Bibliotekers podcast "Lægen og den lyserøde stjerne" om Dr. Carl Peter Værnet
Der findes eksempler på utallige andre medicinske forsøg, bl.a. bøsser der blev kastreret, og derefter løsladt, da man antog, at de derefter var ufarlige og ikke kunne lokke andre mænd i fordærv. Forsøgene er meget sigende for nazisternes opfattelse af homoseksualitet som en sygdom, der skulle helbredes, og ikke personer der skulle udryddes.
Hverdagens undertrykkende politik
Det største antal homoseksuelle ofre var dog ikke de fysiske ofre for undertrykkelsesapparatet. Det var derimod dem, som var ofre for et undertrykkende samfund og politik i det stille. Hverdagen for homoseksuelle var præget af angsten for at blive opdaget og dermed komme i myndighederne søgelys. Desuden gjorde den udbredte homofobiske stemning, at de konstant var udsat for afsløring. Det var umuligt at opretholde sin personlige identitet, herunder fx at have et kærlighedsforhold. Homoseksuelles livsmuligheder var på alle måder begrænsede, og langt de fleste havde efter krigen varige psykiske men.
Homoseksuelle var ikke kun en minoritet i Nazityskland. I de fleste andre lande blev de heller ikke anset som ligeværdige borgere og kunne heller ikke der udfolde deres liv, som de ønskede. Den diskriminerende opfattelse af homoseksuelle var udbredt i hele Europa, både før og efter 2. Verdenskrig
Nazisternes mål: Udryddelse af homoseksualitet
Nazisterne havde som mål at få selve muligheden for at blive homoseksuel til at forsvinde. Ligesom en sygdom, der kureres, skulle det forsvinde ud af verden. Det var derfor ikke den enkelte homoseksuelle person, der var en fjende, men ”sygdommen homoseksualitet”. Man kan derfor ikke tale om, at alle homoseksuelle skulle udryddes. På denne måde adskilte de homoseksuelle ofre sig fra andre offergrupper, som jøder og sigøjnere, hvor hvert enkelt individ skulle udslettes netop på grund af sin etnicitet.
En nazistisk homoseksuel
Lederen af den paramilitære gruppe SA, Ernst Röhm, er en af de få kendte nazistiske homoseksuelle. Han blev allerede tidligt en af Hitlers nærmeste allierede, og han opbyggede en stærk magtbase i SA. Röhm lagde ikke skjul på sin homoseksualitet, og den blev accepteret af de andre ledende nazister indtil 1933, fordi de havde brug for hans støtte. Efter nazisterne kom til magten i 1933, udbrød der interne magtkampe, og i 1934 blev Röhm myrdet sammen med hundreder andre på det, der kaldes ”De lange knives nat”. Den kaldes sådan, fordi folk der gennem flere år havde været nazister, blev myrdet i et overraskelsesangreb af deres egne. På dette tidspunkt var mange blevet modstandere af Röhms homoseksualitet, og det blev brugt som begrundelse for mordet. Röhm kunne altså være homoseksuel, så længe regimet kunne bruge ham, selvom ideologien sagde noget andet.
Efter 1945
Da krigen sluttede forventede mange homoseksuelle, at de nu gik en friere og mere tolerant tid i møde. Men efter kort tid blev det klart, at det ikke var tilfældet. Efterkrigstidens samfund havde ikke et radikalt anderledes syn på homoseksualitet end nazisterne, hvilket blev understreget af, at besættelsesmagterne ikke anså nazisternes overgreb på homoseksuelle som kriminelle på samme måde som nazismens andre forbrydelser. Den juridiske paragraf 175, som siden 1871 havde kriminaliseret homoseksuelle, fandtes i praksis i DDR indtil 1967 og i BDR indtil 1969.
Homoseksuelle er aldrig blevet ligestillet med andre offergrupper. Det gælder også i de erstatningssager, som siden krigens ophør er blevet ført. Homoseksuelle er ikke blevet fundet værdige til at modtage erstatning.
Af Lasse Bøgeskov Andersen, stud.mag i historie, tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier 2008
