David Duke
David Duke er en af den internationale benægterkreds’ hovedpersoner. Han er amerikansk nationalist og har siden sin ungdom været politisk aktiv og promoveret racistiske og antisemitiske ideologier. Han har været dygtig til at udnytte medierne, især internettet, hvor han jævnligt kommer til orde via artikler og indlæg.
Han har bl.a. udgivet bøgerne Jewish Supremacy - på dansk Jødisk racisme (2002) og My Awakening: A Path to Racial Understanding (1998). I 1988 deltog han desuden i de indledende runder af det amerikanske præsidentvalg.
Hvides rettigheder
Duke har ledet flere organisationer, der har været dedikerede til at udbrede antisemitiske og prohvide ideologier. Bl.a. har han været leder af den racistiske Ku Klux Klan-undergruppe Knights of the Ku Klux Klan fra 1974-78, og han har grundlagt både The National Association for the Advancement of White People og i 2001 "borgerrettighedsgruppen" European-American Rights Organization.
Konspirationsteorier og oplæsning
Gennem sit lederskab af disse og andre organisationer har Duke på møder, i bogform og på nettet udbredt sine racistiske og antisemitiske synspunkter, der i dag primært omfatter konspiratoriske fremstillinger af jøder og jødisk had over for ikke-jøder. Eksempelvis mener han, at Israel stod bag angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Hans artikler bliver først og fremmest postet på hans webside, www.davidduke.com, hvor man også kan tilmelde sig hans nyhedsbrev, "The David Duke Report", finde oplæste kapitler af My Awakening samt link til bl.a. benægterorganisationen IHR og det mest populære ekstremistiske forum på internettet, Stormfront, som Duke også er tilknyttet.
Tætte relationer til ekstremister
Duke har tætte relationer til den tidligere Ku Klux Klan-leder, Don Black, der styrer Stormfront. Duke har også relationer til Willis Carto, der udgiver den antisemitiske avis American Free Press og The Barnes Review, Holocaust-benægteren Germar Rudolf og antisemitten Ted Pike, der mener, at jøder konspirerer om at opnå verdensherredømmet ved at kontrollere regeringen, medierne og de finansielle institutioner i USA.
Universitet tildeler Duke ph.d.-titel
De seneste år har Duke rejst rundt i Østeuropa og Mellemøsten for at promovere sine synspunkter, og han deltog fx i den meget omdiskuterede Holocaust-konference i Iran, "International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust". Selvom han kun har en bachelor i historie fra 1974, underviser han i historie og internationale relationer ved det ukrainske universitet MAUP, der har tildelt Duke en doktorgrad (ph.d.) og er berygtet for sine antisemitiske holdninger og publikationer af antisemitisk materiale samt tilknytning til Irans styre.
Anholdt i Tjekkiet
I april 2009 blev Duke anholdt i Tjekkiet, mistænkt for Holocaust-benægtelse, der er strafbart i Tjekkiet. Der blev ikke rejst sag mod Duke, men han blev beordret til at forlade landet den følgende dag.
Senest opdateret 2010