Benægtelse af det armenske folkedrab

Det armenske folkedrab bliver også kaldt Det Glemte Folkedrab, fordi det ikke fylder særlig meget i historiebøgerne, og fordi almindelige mennesker næsten ingenting ved om det. Men det kunne med lige så stor ret kaldes Det Benægtede Folkedrab, fordi det er det folkedrab, der benægtes mest massivt og på mest sofistikeret vis.
Ofre for det armenske folkedrab: armenske fysikere, henrettet på Aleppo-pladsen 1917.

Læs mere om det armenske folkedrab

Artikel 301

I juni 2005 introducerede Tyrkiet en ny straffelov. Artikel 301 i straffeloven fik international opmærksomhed. Oversat til dansk lyder artiklen: ”Enhver tyrkisk person, som udtrykkeligt fornærmer republikken eller parlamentet, skal straffes med fængsel fra seks måneder til tre år."

At anerkende det armenske folkedrab tolkes i Tyrkiet som en fornærmelse mod staten. Især EU forsøger at presse Tyrkiet til at afskaffe artikel 301, fordi den strider imod ytringsfriheden, der giver ethvert individ ret til at sige, hvad vedkommende mener.

Hvem benægter det armenske folkedrab?

Siden 1923 har den tyrkiske stat haft den officielle holdning til det armenske folkedrab, at det, der skete med armenierne i Osmannerriget i 1915, ikke kan betegnes som et folkedrab. Ifølge den tyrkiske stat var begivenhederne i 1915 mere en slags borgerkrig, som armenierne selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod Osmannerriget i begyndelsen af 1. Verdenskrig.

Fra 1923 til 1960’erne var benægtelsen af det armenske folkedrab mest noget, der fandt sted i Tyrkiet af tyrkiske politikere og historikere. Men fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag er folkedrabet også blevet benægtet af amerikanske og europæiske forskere og politikere. Der er flere eksempler på, at de amerikanske historikere, der har benægtet det armenske folkedrab, har fået deres arbejde sponseret af den tyrkiske stat. Derfor fremstår benægtelsen af folkedrabet ofte meget velargumenteret og i videnskabelig form.

Hvorfor benægte?

Der er to årsager til, at benægtelsen af det armenske folkedrab stadig står stærkt i dag. I Tyrkiet benægtes folkedrabet, fordi en anerkendelse af det anses for en skamplet på militærets og embedsmændenes historie; to institutioner, der stadig er meget magtfulde i Tyrkiet i dag. Flere af de embedsmænd, der spillede vigtige roller i grundlæggelsen af det moderne Tyrkiet i 1923, havde også magtfulde poster under den regering, der begik folkedrabet. Den manglende anerkendelse af det armenske folkedrab kan også skyldes en modvilje mod, at Tyrkiet i udlandet bliver kendt som en "folkedræbernation". Sluttelig vil en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet muligvis rejse spørgsmål om økonomisk erstatning eller overdragelse af tyrkiske landområder til armenierne, hvilket den tyrkiske regering næppe ønsker.

I Vesten er der politikere og forskere, der ikke bruger betegnelsen "folkedrab" om det armenske folkedrab, sandsynligvis af frygt for at lægge sig ud med Tyrkiet, der er en vigtig brik i international storpolitik. Under Den Kolde Krig var Tyrkiet eksempelvis en vigtig allieret for Vestblokken, fordi landet var nabo til supermagten Sovjetunionen, men var vestligt orienteret og medlem af NATO. Efter 11. september har Tyrkiet spillet en anden vigtig rolle i international politik, idet landet er en vigtig samarbejdspartner for bl.a. USA i krigen mod terror.

Artikel 301 – når ytringsfriheden tilsidesættes

En af grundene til, at så få tyrkere anerkender det armenske folkedrab er, at anerkendelsen simpelthen er forbudt i Tyrkiet. Ifølge artikel 301 i den tyrkiske straffelov er det forbudt at fornærme den tyrkiske nation, og anerkendelse af folkedrabet bliver anset som en fornærmelse. Blandt tyrkiske akademikere er der stor enighed om, at den officielle tyrkiske holdning til armeniernes skæbne i 1915 er korrekt. At tyrkiske akademikeres holdning i så høj grad afviger fra holdningen blandt akademikerne uden for Tyrkiets grænser, skyldes delvist, at det er en smertefuld erkendelse, at der er sket grusomheder i ens lands historie. Men det skyldes også, at de pågældende akademikere risikerer at sætte deres professionelle karriere på spil og – værre endnu – at blive retsforfulgt for at fornærme fædrelandet, hvis de taler imod den officielle politik.

I fængsel for at anerkende folkedrabet – Taner Akcam

  Den tyrkiske historiker og sociolog Taner Akcam er den mest berømte og velansete tyrkiske akademiker, der har anerkendt folkedrabet. Akcam har især fået international anerkendelse for sin bog From Empire to Republic (2004), der handler om folkedrabet ud fra et "gerningsmandsperspektiv". Hans bog A Shameful Act (2006) skildrer kronologisk tiden før og efter folkedrabet. Allerede i sin studietid i Tyrkiet skrev han om kontroversielle emner. For et studenterblad skrev han om undertrykkelsen af kurderne i Tyrkiet, med det resultat at han blev idømt ti års fængsel. Han slap dog ud efter et år og fik politisk asyl i Tyskland, hvor han fortsatte sin akademiske karriere.

Dræbt for at skrive om det armenske folkedrab – Hirant Dink

En anden person, der har fået international opmærksomhed i kraft af sin kamp for anerkendelse af folkedrabet, er tyrkisk-armenske Hirant Dink. Han var redaktør på en armensk-tyrkisk-sproget avis, Agos, og blev i 2005 anklaget for at have fornærmet den tyrkiske nation efter paragraf 301. Han tabte retssagen og fik en betinget dom på seks måneders fængsel. Hirant Dink blev i januar 2007 dræbt af en kun 17-årig yderligtgående tyrkisk nationalist. Morderen mente, at Hirant Dink skulle dø, fordi han "havde fornærmet det tyrkiske blod." At en ung nationalist myrdede Hirant Dink, vidner om, hvor følelsesladet emnet er, og hvor stor en fornærmelse det at tale højt om det armenske folkedrab opfattes som i Tyrkiet. Efter drabet samlede over en million tyrkere og armeniere sig i Istanbul for at vise deres afsky over for mordet og for at tage afstand fra tyrkisk nationalisme.

Når en verdensberømt forfatter åbner munden – Orhan Pamuk

En tredje tyrker, som har skabt overskrifter i Tyrkiet og omverdenen, er forfatteren Orhan Pamuk. Han er den tyrkiske forfatter, der har opnået størst international anerkendelse, og hans bøger er oversat til over 50 sprog. I efteråret 2006 vandt han Nobelprisen i litteratur. Pamuk skabte røre i Tyrkiet, da han i 2005 udtalte til et schweizisk magasin: “30.000 kurdere og en million armeniere blev dræbt i dette land. Og næsten ingen tør tale om det. Derfor gør jeg det.” På grund af disse udtalelser blev Pamuk kaldt i retten for fornærmelser mod den tyrkiske stat efter paragraf 301.

Retssagen fik international opmærksomhed. EU og organisationer som Amnesty International kritiserede kraftigt, at Pamuk blev anklaget. Sagen blev  efterfølgende droppet, officielt på grund af tekniske detaljer. Det er dog sandsynligt, at sagen blev droppet af den tyrkiske højesteret som følge af de kraftige internationale protester. På trods af Pamuks status som den eneste tyrker, der har vundet en Nobelpris, er han ikke værdsat af alle i Tyrkiet. Efter mordet på hans ven Hirant Dink, er Pamuk draget i eksil i New York på grund af frygt for tyrkiske nationalister.

Skrevet af Ulla Nedergaard Pedersen, historiker, 2008