Auschwitz og erindringen af Holocaust – hvorfor og hvordan?
Hvad kan vi bruge erindringen af Holocaust til i dag? Er erindring individuel eller kollektiv? Hvad er et erindringssted som Auschwitz, og hvordan bør det bruges?
Den berømte indgangsport til Auschwitz med udsagnet "Arbeit macht frei" © Natalia Anna Suchcicka
Hvad betyder Auschwitz?
Erindringssteder fungerer ofte som et slags redskab til at erindre bestemte historiske begivenheder og perioder – som f.eks. Holocaust. Der er utallige eksempler på Holocaust-erindringssteder, og der kommer hele tiden nye til. Den tidligere koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz i det sydlige Polen er med årene blevet et af de mest kendte symboler på Holocaust. Bl.a. har den danske Auschwitz-dag fået navn efter stedet.
Den tidligere lejr er et velbesøgt turistmål, der har en stor – men også meget forskellig – betydning for en lang række mennesker. En israelsk jøde, hvis bedstefar døde i Auschwitz, føler givet vis en større tilknytning til lejren end en dansk gymnasieelev, hvis familie ikke har nogen særlig tilknytning til stedet. Og en person, der selv har været fange i Auschwitz, har sikkert et ganske andet forhold til stedet end både den israelske jøde og den danske gymnasieelev.
Hvad er erindring?
Der findes individuel erindring og kollektiv erindring. Den individuelle erindring er et menneskes personlige erindring, mens den kollektive erindring består af de fælles erindringer, som en gruppe af mennesker deler. Det kan være oplevelser, de har haft sammen eller har fortalt hinanden om, men det kan også være historiske begivenheder, der har en betydning for dem som gruppe.
I praksis er det meget svært at skelne skarpt mellem individuel og kollektiv erindring. Eksempelvis kan man hævde, at den kollektive erindring består af forskellige individuelle erindringer. Omvendt er den individuelle erindring afhængig af, at den også er kollektiv: hvis et menneske ikke fastholder sine oplevelser ved f.eks. at fortælle andre om dem (og dermed gør dem kollektive), har de en tendens til at blive glemt. Holocaust er blevet en vigtig del af mange menneskers kollektive erindring, fordi vi bliver ved med at tale og skrive så meget om begivenheden. Hvis det stoppede, ville erindringen om Holocaust uden tvivl forsvinde i takt med den generation, der levede, mens Holocaust fandt sted.
Hvad er et erindringssted?
Et erindringssted kan være mange ting, lige fra et foto, et monument, en mindedag, et ritual eller et sted. Et erindringssted er altså ikke nødvendigvis noget egentligt sted i ordets bogstaveligste forstand, men skal derimod snarere opfattes som et sted i overført betydning. Anne Franks dagbog er eksempelvis ikke noget sted, men er alligevel et erindringssted, der er med til at fastholde erindringen om Holocaust.
Fotos som erindringssted
Et eksempel på erindringssteder er familiefotos. En families billeder fra fødselsdage, ferier og dagligdagen får ofte funktion af erindringssteder, som er med til at fastholde familiens erindring om sig selv.
Situationer, som ikke er blevet fotograferet, går ofte i glemmebogen, hvorimod de situationer, der fremgår af fotoalbummet, huskes og diskuteres igen og igen, hver gang albummet tages frem. Alt afhængig af hvornår og af hvem, albummet tages frem, fortælles der måske også forskellige historier, og forskellige episoder fremhæves.
Den betydning, fotografierne tillægges, kan altså variere, alt efter de behov familien har, og den situation familien befinder sig i på det pågældende tidspunkt. Nogle gange konstruerer familien eller enkelte familiemedlemmer ligefrem en erindring om situationer, som de rent faktisk ikke har oplevet eller ikke har været gamle nok til at kunne huske. Eller de skaber en forkert erindring, som ikke stemmer overens med den faktiske situation.
Hvilken funktion har et erindringssted?
Hvad enten det drejer sig om steder, ting eller handlinger, er erindringssteder med til at fastholde vores erindring og give den et håndgribeligt udtryk. De fungerer som en nutidig fastholdelse af fortiden og er så at sige den krog, vi ”hænger fortiden op på” for bedre at kunne huske den. Så længe en erindring eller en oplevelse kun eksisterer i hovedet på et eller flere mennesker, kan det være svært at huske den. Men så snart erindringen knyttes til et erindringssted – altså noget håndgribeligt – bliver det nemmere at huske, hvad der rent faktisk skete. Det bliver også nemmere at fastholde erindringen og give den videre til andre.
Et andet karakteristisk træk ved erindringssteder er, at de skabes ud fra nutidens behov, og at de derfor kan ændre eller helt miste betydning, i takt med at det behov, de skal opfylde, ændrer sig eller forsvinder. Et sted som Auschwitz har f.eks. ikke altid haft den samme betydning, som det har i dag.
Kan vi forhindre at det sker igen?
Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med Auschwitz og Holocaust? Nogle vil måske mene, at jødeudryddelserne skete for lang tid siden, og vi er blevet så meget klogere i dag, at den slags ikke vil ske igen. Det er imidlertid ikke sandt, at noget lignende ikke har fundet sted siden Holocaust. Der har været flere tilfælde af folkedrab siden 1945, bl.a. i Cambodja, Rwanda og i Darfur. Spørgsmålet er imidlertid, om disse kunne være undgået, hvis vi havde lært mere af historien om Holocaust, og om vi kan forhindre, at folkedrab finder sted i fremtiden. For hvordan skal vi erindre, og hvordan skal vi bruge denne erindring i kampen mod nye folkedrab?
Skrevet af Anne Wæhrens, cand mag i historie, 2007