Anfal-kampagnen mod kurderne

Al Anfal – en hellig kampagne

Al Anfal var det officielle kodeord for den udryddelseskampagne, som Saddam Hussein sammen med sin fætter Ali Hassan al-Majid planlagde mod de irakiske kurdere i 1988. Anfal-kampagnen er kendt for den omfattende brug af kemiske våben mod civile, og Hassan al-Majid har derfor senere fået tilnavnet ”kemiske Ali”. Formålet med Anfal-kampagnen var at affolke de kurdiske landområder i Nordirak.  Selve ordet Anfal er hentet fra den ottende sura i koranen og betyder ”udbytte”. I den ottende sura beskrives et slag mellem muslimer og vantro, og Anfal er i den forbindelse de sejrrige muslimers krigsbytte. Selv om kurderne var muslimer, ønskede Saddam Husseins styre at signalere, at det var en kamp mod vantro.

Otte militære operationer

Anfal-kampagnen forløb fra den 23. februar til den 6. september 1988, og bestod af i alt otte militære angreb mod ”forbudte områder” i Nordirak, hvor der opholdt sig oprørere – ifølge de irakiske myndigheder. Det var ikke tilladt at opholde sig i de ”forbudte områder”, og de, som trodsede forbuddet, blev betragtet som fredløse. De otte angreb var af forskellig varighed og var kun adskilt af få dages pause, som tillod de enkelte hærenheder at rykke videre til det næste mål. I alt blev mere end 200 landsbyer ramt af kemiske angreb. 

Saddam Hussein retfærdiggjorde operationerne med, at der udelukkende var tale om bekæmpelse af kurdiske oprørere, som truede den nationale sikkerhed. I realiteten gik angrebene i høj grad ud over civile. Myndighederne gjorde intet for at skjule forfølgelserne, tværtimod blev det fejret offentligt, hver gang man havde gennemført et succesfuldt angreb. 

Fælles mønster i operationerne

De otte angreb blev primært udført af divisioner fra den irakiske hær, og de fulgte samme mønster hver gang. Det begyndte typisk med kemiske angreb fra luften på civile mål såsom skoler og moskeer, og de steder, man mente, huserede kurdiske oprørssoldater, Peshmergas.  Bomberne bestod oftest af en dødelig cocktail af senneps- og nervegas, der som regel var farligst for de civile, fordi mange Peshmergas var i besiddelse af gasmasker. 

Efter det indledende angreb omringede soldater området og ødelagde alt på deres vej. Herefter blev bulldozere og dynamit taget i brug for totalt at pulverisere de kurdiske landsbyer, og store konvojer af militære lastbiler kørte landsbyernes indbyggere til store transitlejre, hvorfra de enten blev kørt til øde områder i Sydirak, genbosættelseslejre eller i fængsel. Soldater finkæmmede områderne omkring de ramte områder for at finde flygtninge, og i det hemmelige irakiske politi arbejdede for at finde Anfal-flygtninge i de øvrige kurdiske byer og de mange genbosættelseslejr. Mange af de tilfangetagne blev henrettet ved massehenrettelser.

Anfal indstilles i september 1988

Anfal-kampagnen blev officielt indstillet den 6. september 1988, hvor Saddam Hussein offentliggjorde, at alle kurdere fik amnesti. Dette var udtryk for, at Saddam Hussein nu var overbevist om, at han havde nedkæmpet al væsentlig kurdisk modstand. Da havde Saddam Husseins soldater siden begyndelsen af 1987 fjernet mere end en million mennesker fra de kurdiske områder, dræbt mere end 80.000 kurdere og ødelagt flere tusinde kurdiske landsbyer. 

Deportationer, ødelæggelser af landsbyer og endda angreb med kemiske våben var også forekommet i årene før Anfal-kampagnen, men et af de særlige karakteristika ved Anfal var, at indbyggerne i modsætning til tidligere ingen advarsel fik, og dermed ikke fik mulighed for at flygte. Alle overlevende blev fragtet til lejre, hvor nu også børn, kvinder og ældre risikerede at miste livet ved massehenrettelser. Anfal-kampagnen var desuden mere systematisk og voldsom i forhold til tidligere tiders forfølgelse, blandt andet i form af de velorganiserede og gentagne angreb med kemiske våben. 

Ofrene

Langt de fleste ofre for Saddam Husseins Anfal-kampagne var civile kurdere, og heriblandt var både børn, kvinder og ældre. De, som blev taget til fange i forbindelse med angrebene, risikerede at blive sendt flere forskellige steder hen. Nogle endte i fængsel, hvor de fleste blev udsat for tortur, og mange blev senere skudt ved en af de mange massehenrettelser i ørkenen. Andre blev sendt i mujamma’at, som var store genbosættelseslejre, hvor kurderne levede under irakisk kontrol. Endelig blev nogle sendt til Sydirak, hvor de i mange tilfælde i bogstaveligste forstand blev dumpet midt i ingenting uden mad og penge. Hvad der skete med den enkelte familie afhang af, hvorvidt man havde tilknytning til Peshmergas, men ofte var det tilfældigheder, der afgjorde folks skæbner.