Danmark, de jødiske flygtninge og samarbejdspolitikken

Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 forsøgte tusinder af jøder at komme væk fra nazisternes forfølgelser ved at søge tilflugt i andre lande. Men i førkrigstiden blev flygtningestrømmen overalt set som en økonomisk og politisk trussel. Alle steder forsøgte man at undgå, at flygtningene overhovedet kom ind, og var de kommet ind, gjaldt det om at få dem ud igen hurtigst muligt.

En enkelt undtagelse var der dog plads til: Det lykkedes danske kvindeorganisationer at presse den danske regering til at lade 320 jødiske børn, de såkaldte ligabørn, komme i sikkerhed i Danmark. Der var tale om korte ophold som plejebørn hos danske familier. Tanken var, at børnene hurtigt skulle videre til Palæstina, hvor de skulle være med til at opbygge et kommende jødisk hjemland. 

Danske jøder endte også som flygtninge, omend det først skete senere. Den danske samarbejdspolitik fik positiv indflydelse på de danske jøders skæbne: Den danske regering gjorde det fra begyndelsen klart, at den ikke ville give indrømmelser over for tyske krav om antijødiske love. Under besættelsen valgte også Dansk Idræts-Forbund (DIF) at indlede et omfattende samarbejde med Tyskland – et samarbejde der imidlertid havde store konsekvenser for forbundets jødiske medlemmer og betød en voldsom politisering af dansk idræt. 

Artiklerne under dette punkt ser på dansk og international flygtningepolitik før krigen samt den danske samarbejdspolitik og dens indflydelse på de danske jøders skæbne.