Folkedrabet i Rwanda på film

I løbet af 100 dage blev 800.000 mennesker slået ihjel, da hutuer gennemførte et folkedrab på landets tutsi-befolkning. Folkedrabet har trods sit korte forløb en lang og meget kompleks historie bag sig. Folkedrabet trækker tråde tilbage til det belgiske kolonistyre og involverer kontroversielle problemstillinger i forhold til vestens og FN’s svigt, pressens rolle nationalt og internationalt, kirkens rolle, NGO’ernes rolle og selvfølgelig, hvordan det kunne lykkes for en ekstrem gruppe hutuer at mobilisere store dele af befolkningen til at gennemføre et så omfattende massemord.

Kort oversigt over film om Rwanda 

Folkedrabet har ført til en håndfuld film, der alle forsøger at rumme flere komplekse sidehistorier:

• Hotel Rwanda, Terry George, 2004, 121 minutter
• Shake Hands With The Devil: The Journey of Roméo Dallaire, Peter Raymont, 2004, 112 minutter
• Sometimes in April, Raoul Peck, 2005, 140 minutter
• Shooting Dogs, Michale Caton-Jones, 2005, 115 minutter
• En dansker i helvede, Jørn Stjerneklar, 2009, 58 minutter
• Kinyarwanda, Edouard Bamporiki, 2011, 100 minutter

Her vil der primært blive arbejdet med de to spillefilm Hotel Rwanda og Sometimes in April. To lødige, men ikke helt uproblematiske, fremstillinger af folkedrabet. Der vil også kort blive foreslået vinkler til dokumentaren Shake Hands with the Devil og BBC-filmen Shooting Dogs, der desværre ikke fås med danske undertekster. Jørn Stjerneklars film om sin egen rejse tilbage til Rwanda, hvor han var førstehåndsvidne til folkedrabet, undlades her, da filmen er meget eksplicit omkring folkedrabets uhyrligheder, hvilket i værste fald kan have den effekt, at man som seer eller elev vender blikket bort i stedet for at kunne arbejde reflekteret og analyserende med filmen. Dette valg kan selvfølgelig diskuteres og afhænger af modtagergruppen.

Hotel Rwanda – baggrund, aktører og det internationale samfunds svigt 

Filmen Hotel Rwanda er baseret på virkelige hændelser med hoteldirektøren Paul Rusesabagina som omdrejningspunkt. Rusesabagina reddede omkring 1000 tutsier under folkedrabet ved at huse dem på sit hotel, hvor mange vesterlændinge var beskyttet af FN, indtil de blev evakueret. Det er således en historie om en redningsmand, og den er, som så mange andre folkedrabsfilm, en historie om en undtagelse, da filmen slutter med, at alle hovedkaraktererne overlever.

Trods dette repræsentative problem beskæftiger filmen sig med centrale problemstillinger i folkedrabet. Både det internationale samfund, pressens rolle og de etniske forskelle blandt grupperne (eller mangel på samme) bliver behandlet i filmen. 

I analysen af filmen kan man derfor starte med at kigge på nogle af aktørerne i filmen og folkedrabet.

Undersøg fremstillingen af følgende aktørgrupper i filmen og kom med konkrete eksempler fra filmen:

• FN. Oberst Oliver kæmper for at få FN til at reagere. Han er baseret på den historiske person Romeo Dallaire, som kan undersøges til sammenligning.
• Hutuer. Paul er selv hutu og kæmper alligevel for at redde tutsierne. Hvorfor? Og hvordan skildres hans omgang og kamp med og imod filmens andre hutuer?
• Tutsier. Hvordan skildres ofrene i filmen til sammenligning med hutuerne?
• Pressen. Hvilken rolle spiller den nationale og internationale presse i filmen?
• NGO’erne. En Røde Kors-ansat kvinde spiller en rolle i historien. Hvordan fremstår hendes kamp i filmen? 

Med baggrund i denne analyse kan man arbejde med nogle mere overordnede problemstillinger i filmen:

• Hutuer versus tutsier. Hvordan fremstilles og forklares forskellen på hutuer og tutsier? Tag eventuelt udgangspunkt i scenen i baren, hvor en britisk pressefotograf udspørger to kvinder om deres etnicitet. Hvilke historiske forklaringer gives?
• Det internationale samfunds svigt. Hvordan fremstilles FN’s og den vestlige presses rolle i filmen?
• Propagandaens rolle i folkedrabet. Hvor ses propagandaen i filmen, og hvilken effekt og betydning har den i folkedrabet?

Under temaet om folkedrabet i Rwanda her på folkedrab.dk kan sektionerne
’Før folkedrabet’, ’Folkedrabet’, ’Folkedrabets aktører’ og ’Fokusartikler' anvendes til at give kontekst og baggrund til analyserne. Desuden kan Poul Høis artikel fra Berlingske bruges til diskussionen af FN’s rolle. Artiklen linker i øvrigt til en fax, man kan inddrage som primær kilde i diskussionen. 

Afslutningsvist kan man også kigge på Hotel Rwanda's fremstilling af folkedrabet. Et folkedrab som kostede op imod en million mennesker livet. Filmen har dog udgangspunkt i undtagelser, da den fokuserer på en redningsmand og overlevere. Således kan man diskutere:

• Er det problematisk, at filmen har en happy end? Hvorfor? Hvorfor ikke?
• Lav research på den rigtige Paul Rusesabagina og find udtalelser af ham om folkedrabet. Hvordan harmonerer det med det billede af ham og hans historie, som vi ser i filmen?
• Hvilke problemstillinger i folkedrabet undlader filmen at behandle?

Sometimes in April – Folkedrabets forskellige stadier 

Hovedpersonen i Sometimes in April er hutuen Augustin, som er ansat i hæren og er gift med en tutsi-kvinde. I det tiltagende folkedrab bliver han fanget mellem:

• Sin bror, der arbejder på radiostationen RTLM, der propaganderede for folkedrabet
• Hæren, der bliver tiltagende mere hutu-ekstremistisk, og
• Sin familie, som han vil gøre alt for at redde.

Gennem Augustin følger vi folkedrabets udvikling og forløb, mens hans nærmeste bliver taget fra ham. Denne historie krydsklippes med et nutidigt spor, hvor vi følger Augustin, der tager til krigsforbryderdomstolen i Arusha, hvor hans bror sidder tiltalt for sin rolle i folkedrabet. Dertil har filmen en sidehistorie, hvor vi følger den amerikanske reaktion på folkedrabet og de diskussioner, der førte til den manglende intervention i folkedrabet.

Filmen starter med en faktatekst om den historiske baggrund for folkedrabet og anvender ofte arkivklip frafolkedrabet og pressens dækning af dette for at tilføje historien autenticitet.

I artiklen ’Hvordan opstår folkedrab – tre teoretiske bud’ kan man blandt andet læse om Gregory Stantons ti stadier i et folkedrab. Disse kan bruges som et analyseredskab i relation til mange folkedrabsfilm. I analysen af Sometimes in April vil stadierne være meget relevante, da filmen i ret stort omfang inddrager forskellige stadier i historien.

De 10 folkedrabsstadier i Sometimes i April:

1. Klassificering – hvor i filmen beskrives klassificeringen mellem hutu og tutsi? Hvilke historiske forklaringer gives/vises i starten af filmen?
2. Symbolisering – hvordan symboliseres grupperne i folkedrabet? Augustin nævner på et tidspunkt skolens rolle i dette.
3. Diskriminering – hvordan bliver politisk magt brugt til at fratage rettigheder fra tutsierne i filmen?
4. Dehumanisering – hvordan dehumaniseres tutsierne i filmen? Hvilken rolle og hvilket ansvar har medierne i dette?
5. Organisering – Augustin er med i hæren og ses i en scene træne Interahamwe-soldater/militser. Hvordan skildres dette og andre dele af organiseringen?
6. Polarisering – hvordan optræder polariseringen i filmen? Er der andre end tutsier, som forfølges?
7. Forberedelse – i hvilke scener ses den mere konkrete forberedelse og hvordan?
8. Forfølgelse - Hvordan forfølges tutsierne?
9. Udryddelse – hvordan skildres udryddelsen i filmen? Hvordan forfølges og dræbes tutsierne?
10. Benægtelse – optræder der benægtelse i filmen? Hvilken rolle har broderen i dette?

En analyse af dette skulle gerne påvise, at mange af stadierne er skildret i filmen. Man kan også arbejde med det internationale/amerikanske spor i filmen, der foregår parallelt med Augustins historie:

• Hvilke diskussioner har de amerikanske politikere, embedsmænd og militær? Hvad er deres argumenter for og imod at intervenere?
• I en scene diskuteres definitionen af folkedrab. Undersøg, hvad definitionen er og diskuter, hvorfor den er central for amerikanerne. Hvilke problemer ligger der i denne diskussion? Se definitionen. 

Shake Hands with the Devil

Dokumentaren Shake Hands with the Devil – The Journey of Roméo Dallaire er et interessant perspektiv på folkedrabet i Rwanda, fordi den følger en af de mest centrale personer – generalen for FN-missionen i landet, Roméo Dallaire. Desværre fås den ikke med danske undertekster og vil derfor være mest anvendelig i uddrag.

Dokumentaren er lavet i forlængelse af General Roméo Dallaires bog af samme navn, hvor han fortæller sin historie om folkedrabet i Rwanda. Han forsøgte fra Rwanda at råbe FN op, men fik trods dette ikke mandat til at gøre noget for at stoppe folkedrabet. Dette tvang ham til, med sin lille FN-styrke, at være tilskuere til folkedrabet. Han har siden i sin bog og i andre sammenhænge formidlet den vestlige verdens og især FN’s svigt under folkedrabet og er i dag en plaget mand, der stadig spekulerer på, om han traf de rette valg i 1994, og om han kunne have gjort mere for at få FN-ledelsen og verdenssamfundet råbt op. 

I filmen rejser han tilbage til Rwanda og ser stedet og folket i øjnene igen, hvilket er en følelsesmæssig oplevelse. I en sekvens i filmen (1.03.45-1.07.45) deltager han i en konference om folkedrabet og anklages meget pludseligt og direkte af en belgisk politiker for at have svigtet. Dette er en meget stærk scene, da Dallaires magtesløshed forties, og kan bruges som udgangspunkt for flere diskussioner, evt. sammen med artiklen ’Roméo Dallaire – alle valg har en pris’ og Poul Høis artikel fra Berlingske.

Shooting Dogs

Den BBC-finansierede film Shooting Dogs (udgivet i USA som Beyond the Gates) er en interessant og kontroversiel spillefilm om en massakre på en skole under folkedrabet. Desværre fås den ikke med danske undertekster og vil derfor være mest anvendelig i uddrag.

I filmen er over 1000 tutsier beskyttet på en skole af belgiske FN-soldater og en engelsk lærer og præst fra skolen. Til sidst beordres soldaterne til at forlade skolen og efterlade tutsierne ubeskyttede med katastrofale følger. Under optagelserne deltog mange overlevere i scenerne, der blev optaget 'on location'. Det har for nogen haft traumatiserende konsekvenser og er blot en af de kontroversielle sider af filmen.

Filmen er en sjældenhed, fordi den ikke handler om en undtagelse og har fokus på overlevere. Tværtimod. Det taler til filmens fordel, men andre aspekter er blevet kritiseret. BBC, som finansierede filmen, er eksempelvis blevet kritiseret for at forskønne sin egen rolle i folkedrabet: I filmen skildres fx et meget kritisk tv-hold, der stiller FN-soldaterne til regnskab for deres dispositioner. Men der var ikke et kritisk BBC-hold på skolen under folkedrabet. I en analyse af pressens rolle kan man sammenligne med artiklen ’Mediernes ansvar’. I en scene (52.50-53.59) interviewer tv-holdet FN-generalen på stedet.

Artiklen er skrevet af Rasmus Falbe-Hansen, lektor i historie og mediefag og forfatter til Historie i levende billeder i samarbejde med DIIS, december 2014 (Opdateret af DIIS, november 2018).