Wannsee-konferencen

Den 20. januar 1942 blev Wannsee-konferencen afholdt i en forstad til Berlin. På konferencen diskuterede deltagerne, som alle befandt sig på højt niveau i det nazistiske system, hvordan man bedst kunne koordinere og udføre ordren om ”den endelige løsning på det europæiske jødespørgsmål”, eller med andre ord den fysiske udryddelse af Europas 11 millioner jøder.

Villaen, hvor Wannsee-konferencen blev holdt © A. Savin

Det var chefen for Sikkerhedspolitiet, Reinhard Heydrich, der havde indkaldt en række topembedsmænd til konferencen. Han havde i juli 1941 fået overdraget ansvaret for ”den endelige løsning på jødespørgsmålet”. Der var flere formål med konferencen. Heydrich ønskede bl.a. at cementere sin egen magtposition og sikre sig deltagernes samarbejdsvilje. Derudover ville han orientere deltagerne om planerne for jøderne i de områder, der blev kontrolleret af Tyskland, og endelig ønskede han at diskutere forskellige detaljer – bl.a. hvorvidt om ”den endelige løsning” også skulle omfatte ”halv- og kvartjøder”.

Var det på Wannsee konferencen beslutningen om at dræbe Europas jøder blev truffet?

I mange år mente man, at det var på denne konference, at beslutningen om tilintetgørelsen af jøderne blev truffet. Men Wannsee konferencen var alene et koordinationsmøde om de mere praktiske retningslinjer. Og selv om konferencens deltagere var højtstående SS-folk og topembedsmænd, kan man ikke forestille sig, at de var bemyndiget til at træffe beslutning om den totale fysiske udryddelse af Europas jøder. Desuden fandt Wannsee konferencen sted på et tidspunkt, hvor Einsatz-grupperne allerede havde været involveret i omfattende massakrer på jødiske mænd, kvinder og børn i et halvt år, og udryddelseslejre var allerede under opførelse. I udryddelseslejren Chelmno havde man i seks uger myrdet jøder med udstødningsgas.

Det kan ikke med sikkerhed fastslås, hvornår ordren til at udrydde alle Europas jøder blev givet af Adolf Hitler, men de fleste historikere mener, at det var i efteråret 1941, da det blev forbudt jøder i Tyskland og tyskbesatte lande at udvandre.

Deltagerne i Wannsee-konferencen

Deltagerne i konferencen var højtstående SS-folk, heriblandt cheferne for Gestapo, Sikkerhedspolitiet, Sektionen for jødiske anliggender og topembedsmænd, bl.a. fra Indenrigsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet samt Ministeriet for de besatte østområder.

Ingen af dem modsatte sig planerne. Tværtimod blev der fra repræsentanterne fra Ministeriet for de besatte østområder og det besatte Polen (Generalguvernementet) presset på for, at ”den endelige løsning” startede i netop deres områder.

Hvad der fulgte efter Wannsee konferencen

Efter konferencens afholdelse tog deportationen af de tyske jøder fart. De blev i første omgang transporteret til de store ghettoer østpå for så senere at blive myrdet. Samtidig begyndte man at deportere jøder fra de tyskkontrollerede lande til koncentrationslejre og udryddelseslejre. Fra foråret 1942 iværksattes tømning af ghettoerne i Polen, hvor beboerne blev sat på godsvogne og sendt til udryddelseslejrene.

 
Kilder
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information