Venteland - bosniske flygtninge i Danmark

Den danske flygtningepolitik i forhold til de bosniske flygtninge 

Krigene i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne medførte, at mere end to millioner mennesker blev drevet på flugt. Flygtningene kom især fra Bosnien, hvor overgreb på civile var voldsomme og omfattende. De fleste flygtede til nabolandene, mange blev fordrevet internt i landet, men der kom også mange flygtninge til Vesteuropa. Ca. 20.000 bosniske flygtninge nåede til Danmark. 

De bosniske flygtninge 

Krigen i Jugoslavien havde fatale regionale konsekvenser i landet, men efterdønningerne og resultatet af den aggressive krigsførelse og de etniske udrensninger bredte sig ud over landets grænser. Også Danmark blev direkte berørt af de massive flygtningestrømme. 

De bosniske flygtninge, der kom til Danmark, var en broget skare. De kom med vidt forskellig social baggrund og uddannelse. Nogle var stærkt traumatiserede, mens andre var flygtet i tide. Herhjemme fik de samlebetegnelsen "de bosniske krigsflygtninge". 

På baggrund af den store tilstrømning af flygtninge til landet rejste spørgsmålet sig: Hvad stiller vi op med de bosniske krigsflygtninge?

Midlertidig opholdstilladelse: "Jugoslaverloven" 

I november 1992 besluttede politikerne at vedtage en lov om midlertidig beskyttelse til flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, "Jugoslaverloven" (se uddrag af loven, paragraf 15, nedenfor). Loven kom til at udgøre det retslige grundlag for, at Danmark kunne modtage nødstedte personer fra det tidligere Jugoslavien. En person, der var flygtet pga. krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien, kunne hermed få midlertidig beskyttelse i Danmark uanset hvad. Der var ikke tale om et permanent ophold, men om et midlertidigt. Når krigen var forbi, skulle flygtningene tilbage. I praksis fratog "jugoslaverloven" de bosniske flygtninge retten til at få behandlet deres asylansøgninger i to år. 

Politikerne havde hermed indført et nyt begreb i dansk ret: Midlertidig opholdstilladelse. Baggrunden for loven var blandt andet, at FN anbefalede de vesteuropæiske lande at give midlertidigt ophold til flygtningene fra det tidligere Jugoslavien. De skulle hjælpes og beskyttes, men de skulle sendes tilbage, så snart krigen var forbi. 

Det internationale samfund ønskede ikke at give krigsherrerne i det tidligere Jugoslavien indtryk af, at de vesteuropæiske lande var parate til at tage imod alle, som krigsherrerne ikke ønskede i landet - og dermed indirekte acceptere og bidrage til de etniske udrensninger. 

I 1992 regnede ingen med, at krigen i Bosnien ville trække ud. Man forventede, at behovet for opholdstilladelse kun ville være kortvarigt. Heller ikke de bosniske flygtninge troede, at deres ophold i Danmark skulle blive langvarigt. Virkeligheden blev en anden. Krigen trak i langdrag, og mange opgav håbet om en umiddelbar fred og dermed en hurtig tilbagevenden til Bosnien. 

Tiden i venteland: Isolation i stedet for integration

De bosniske krigsflygtninge blev ikke udvist af landet, men de blev heller ikke indlemmet i det sædvanlige indslusningssystem for asylansøgere. Dermed blev flygtningene ikke integreret i det danske samfund på normal vis og havde eksempelvis ikke ret til at blive undervist i dansk. Flygtningene boede i lokale Røde Kors centre, hvor der ikke var meget andet at lave end at se fjernsyn. 

"Jugoslaverloven" som en hæmsko

I 1994 brød de bosniske serbere alle aftaler og indtog et stort bosnisk område omkring Gorazde i det vestlige Bosnien. Fredsforhandlingerne blev bragt til ophør, og situationen virkede mere kaotisk end tidligere. I takt med krigens udvikling trak en afklaring på de bosniske flygtninges uholdbare situation i Danmark i langdrag. 

"Jugoslaverloven" blev blandt flygtningene hurtigt en samlet betegnelse for frustration, afmagt, håbløshed, vrede og irritation over situationen. På den ene side havde Danmark åbnet dørene for en stor mængde flygtninge, som man slet ikke kunne rumme på en gang. På den anden side efterlod man med tiden flygtningene i en venteposition med den midlertidige opholdstilladelse og med stærkt begrænsede udfoldelsesmuligheder. De bosniske flygtninges behov var i længden ikke kun en seng, et måltid og lommepenge, men også indhold i hverdagen. 

Rundt omkring på de lokale Røde Kors centre bredte frustrationen over uvisheden sig. Blandt politikere i landets kommuner voksede den civile ulydighed. I for eksempel Lemvig og Ringkøbing kommune lukkede man de bosniske børn ind i skolerne i protest mod isoleringen af flygtningene.

De bosniske krigsflygtninge som kastebold i et politisk spil

Som situationen udviklede sig i Bosnien, og man nærmede sig skæringsdatoen for de bosniske flygtninges midlertidige ophold, indså flere og flere politikere, at noget måtte gøres. 

Folketinget var delt i to. Venstre, de Konservative og Fremskridtspartiet ønskede at forlænge den midlertidige opholdstilladelse, så det stadigvæk ikke ville være muligt for flygtningene at søge om asyl. Man ønskede ikke at gøre flygtninge til indvandrere. På den anden side argumenterede de daværende regeringspartier samt SF og Enhedslisten for, at situationen var uholdbar og umenneskelig. Man mente, at tiden i venteland måtte ende. 

De bosniske flygtninge var blevet en kastebold i et politisk spil i Folketinget og i en heftig offentlig debat i medierne. De bosniske flygtninge kunne i vinteren 1993-1994 hver dag se deres situation og fremtid diskuteret i fjernsynet, radioen eller i avisen uden selv at kunne stille noget op. 

Permanent opholdstilladelse 

Som krigen udviklede sig, mente flere og flere, at de bosniske flygtninges situation skulle afklares. Resultatet blev i 1994, efter et politisk tovtrækkeri, at de ca. 17.000 bosniske flygtninge blev sikret permanent opholdstilladelse i Danmark, hvis ikke krigen i det tidligere Jugoslavien sluttede inden to år. Deres asylansøgning skulle behandles som lovet, i første omgang efter de to år. Samtidig blev et særligt integrationsprogram sat i værk. 

Bosnien er ikke længere et hjem 

Da krigen i det tidligere Jugoslavien sluttede i 1995, var Bosnien efterladt forarmet og ødelagt, og mange havde ikke noget hjem at vende tilbage til. Så da det blev muligt at få behandlet asylsagerne, valgte langt de fleste at søge om permanent opholdstilladelse i Danmark. Efter krigens ophør iværksatte den danske regering forskellige repatrieringsprogrammer for at hjælpe de bosniske flygtninge med en mulig tilbagevenden. Langt hovedparten af flygtningene valgte dog at forblive i Danmark; mange så ikke længere Bosnien som et hjem.  

Hvor længe er det forsvarligt at lade folk vente i uvished? 

Danmark havde åbnet dørene for mere end 17.000 bosniske flygtninge og givet dem tag over hovedet. Danskerne og den danske regering fremstår som beskyttere i forhold til de bosniske flygtninge, der ellers ville være overladt til en farlig situation i hjemlandet. 

Spørgsmålet er imidlertid, om billedet er så entydigt? I Danmark blev denne gruppe mennesker efterladt i et ingenmandsland med en midlertidig opholdstilladelse og begrænsede udfoldelsesmuligheder. Hvilke forpligtelser indebærer rollen som beskytter? Har man et moralsk ansvar over for de mennesker, man forsøger at beskytte? Et ansvar, som ikke kun handler om at give flygtningene husly, mad og lommepenge, men også et reelt indhold i tilværelsen? 

Af Camilla Pedersen, specialestuderende (historie) ved Dansk Institut for Internationale Studier. Artiklen er skrevet i forbindelse med Auschwitz-dag 2006, der havde temaet "Efter folkedrab".