Transport 3 og 4
De jøder, som ikke var blevet fanget natten mellem den 1. og 2. oktober 194,3 var på flugt. For de fleste lykkedes det at komme til Sverige. Men omkring 250 personer blev fanget under flugten og bragt til Horserødlejren.
Udsigten fra kirkeloftet i Gilleleje kirke
Gilleleje Kirke og Menighedshus
Den største gruppe, som blev fanget på flugt, blev pågrebet i Gilleleje. Flygtningene havde gemt sig på kirkeloftet og i menighedshuset, mens de ventede på at komme om bord på både, der kunne sejle dem til Sverige. Præcis hvordan Gestapo vidste, at der var flygtninge gemt i Gilleleje, er omdiskuteret, men natten mellem den 6. og 7. oktober stormede gestapofolk kirken og menighedshuset. På loftet i kirken fandt de både børn og voksne – blandt andre familien Sloma. Fru Sloma blev i 1968 interviewet om, hvad der skete hende og hendes familie i oktober 1943.
”Vi, dvs. os to og vore tre børn på 17, 13 og 8, besluttede at tage til Munkerup Kystsanatorium. Vi syntes, det var for farligt at rejse samlet, så en slægtning skulle rejse med den mindste. På Helsingør Banegård dukkede selveste Gestapo-Juhl op. Han løb hen til vor datter, flåede hende til sig og sagde: Den lille jødepige skal jeg nok tage mig af. Da jeg fik det at vide, fortæller fru Sloma, syntes jeg ikke, jeg kunne tage mere. Min ældste datter overbeviste mig om, at jeg endnu havde to børn og en mand at leve for.
Næste dag forstod vi, at vi skulle køre til det, man kaldte hestestalden. Uden for den skulle stå en tøjkurv.
Men chaufføren kørte videre til kirken. Vi ved ikke hvorfor. Da vi så, at der var 80 mennesker på kirkeloftet, og forstod, at alle vidste, at vi var der, kunne vi ikke forestille os, at vi kunne undgå afsløring. Der var mørkt på loftet og forbud mod mørklægning, der ville være synlig nedefra. Vi hørte godt en bil bremse nedenfor og forstod, hvor det bar hen. Da tyskerne kom og jog os ned ad trappen, sagde vor ældste datter det, som vi andre ikke havde turdet sige højt: Gudskelov, de kom, så får vi da lillesøster at se igen. Det gjorde vi. Hun var i Horserød.”
Interview i Berlingske Tidende, 29. september 1968
De ca. 80 mennesker fra kirkeloftet blev sammen med omkring 20 fra menighedshuset i første omgang ført til Horserødlejren. Det lykkedes en enkelt dreng, der var blevet fanget på kirkeloftet, at stikke af på vej til Vestre Fængsels sygeafdeling.
Horserødlejren, Horserød Hegn, ca. 8 km fra Helsingør
Det var i denne lejr, at overrabbiner Friediger og tre andre jødiske fanger havde siddet sammen med de andre gidsler fra 29. august 1943. I den del af lejren, hvor danske kommunister havde været spærret inde, indtil de blev ført til kz-lejren Stutthof den 2. oktober, blev der oprettet en ’jødelejr’.. Blandt de jødiske fanger i Horserød var der både børn og voksne. Jytte Bornstein var syv år, da hun var fange i Horserødlejren:
”Næste morgen gik vi ud af vores barak for at gå over og få mad i spisebarakken. Jeg tænkte på, om den rare tyske soldat, som altid plejede at lave sjov med os, mon også var der denne morgen. Når han gik forbi mig på sin runde imellem de lange spiseborde, lod han hemmeligt en pakke Galle og Jessens karameller dumpe ned i skødet på mig. Men så opdagede jeg, at min mor opførte sig anspændt. På vej ned ad trappen holdt hun hele tiden nøje øje med den tyske soldat, som gik vagt langs pigtrådshegnet ikke langt fra os. Da han havde ryggen til, bøjede hun sig hurtigt ned og lod uset nøglerne til vores lejlighed glide ned mellem brædderne. Hun slap ikke soldaten af syne, og det gav et sæt i os begge, da vi hørte nøglerne klirre, idet de ramte jorden under os. Men soldaten reagerede ikke og gik bare videre i den grå, disede morgen. Mens vi fortsatte ned ad trappen, sagde min mor til mig, at dér var der ikke nogen, der ville lede efter nøglerne, og at det var sikrere ikke at have dem på sig. Ellers ville tyskerne måske tage dem og plyndre vores lejlighed, mens vi var væk.”
Jytte Bornstein, 2013, s. 46
Fangernes ophold i Horserødlejren var præget af usikkerheden om, hvad der videre skulle ske. Forholdene i ’jødelejren’ var relativt gode: Der blev serveret ordentlig mad, og det var i et vist omfang muligt at skrive og modtage breve, men der var også eksempler på, at fanger blev slået og bestjålet.
Helsingør Station
Om aftenen den 12. oktober 1943 fik 175 fanger i ’jødelejren’ besked på at pakke deres ting. De vidste ikke hvorfor eller hvor de skulle hen. I løbet af natten blev de kørt med bus til Helsingør Station i hold, hvor de ventede i lang tid, før de blev kørt videre med personvogne mod Gedser.
”Et kvarter efter kørte vi ind i Helsingør. Der sås ikke et menneske på gaden. Vi kørte hen mod banegården. [...] På den korte vej fra vognene til banegården stod flere geledder soldater med opplantede bajonetter. Ventesalen var stuvende fuld. Børnene græd, overtrætte og urolige, babyerne hvinede, våde og sultne, de voksne var dødblege, og alle øjne var blanke af ophidselse. [...]
Alle sank lidt sammen, idet toget satte sig i gang, hovederne og skuldrene faldt tilbage, de sammenbidte tænder og de strammede læber spærrede for skrig, fortvivlede skrig over ens magtesløshed, skrig over den uretfærdighed, den blodige uretfærdighed, som blev en til del. Havde man så bare kunnet skrige, havde man kunnet græde, rase, brøle sin smerte ud, men man skreg kun indad, man skiftevis skreg og bad, men hverken det ene eller det andet blev hørt.”
Ralph Oppenhejm, 1945, s. 55-56– stavemåden ændret
Gedser Havn
Fra Gedser blev fangerne med færge sejlet til Warnemünde, og da færgen lagde til, blev de alle gennet ind i kreaturvogne. Resten af turen mod Theresienstadt fortsatte i disse kreaturvogne. Toget nåede Theresienstadt den 14. oktober 1943.
Transport 4
En lille gruppe, der stadig var tilbage i Horserødlejren blev deporteret fra Helsingør Station den 23. november 1943. I første omgang blev kvinder og børn ført til kz-lejren Ravensbrück og de mandlige fanger blev ført til Sachsenhausen. De fleste af fangerne fra denne transport ankom først til Theresienstadt i tiden mellem januar og april 1944.
