Tilskuere til folkedrab: Det internationale samfund
Før Vietnams invasion i Cambodja i 1979 havde ingen forsøgt at gribe ind overfor De Røde Khmerers grusomheder. Regimet havde effektivt forseglet landet og kontrolleret informationsstrømmen for, at omverdenen skulle ikke opdage, hvilke grusomheder der fandt sted. Det blev på paradoksal vis det internationale samfunds held. De kunne sige, at de ikke havde grebet ind, fordi de intet havde vidst. Men det var ikke helt sandt.
”Tavs som graven”
”Et år efter magtovertagelsen er Cambodja stadig tavs som en kokon - en tavshed, er det efterhånden klart, der minder om gravens tavshed… Der kan nu ikke længere herske nogen tvivl om, at det cambodjanske regime er ét af de mest brutale, tilbagestående og fremmedhadende regimer i verden.”
Således skrev det amerikanske Time Magazine allerede i 1976, men der skulle gå flere år, før nogen officielt fordømte de grusomheder, De Røde Khmerer begik mod deres egen befolkning. Brutaliteten var begyndt året forinden, i april 1975, kun få timer efter at de barfodede Røde Khmer-soldater efter fem års politisk ustabilitet og blodig borgerkrig havde indtaget Cambodjas hovedstad Phnom Penh. De blev hyldet af befolkningen, som nærede store håb til, at De Røde Khmerer ville bringe fred, politisk stabilitet og fremgang.
Men De Røde Khmerer havde ganske andre planer. Ingen havde forestillet sig, hvordan cambodjanerne i de følgende tre et halvt år ville blive underlagt tvangsarbejde, sult, forfølgelser, tortur og henrettelser, som følge af Pol Pot og De Røde Khmerers utopiske planer om at omskabe Cambodja til et idealistisk bondesamfund. Efterhånden som planen slog fejl blev regimet gradvis mere paranoidt og udrensningerne tog til i fart. Ingen kunne vide sig sikker fra at blive stemplet som hemmelig agent, samfundsfjende eller andre vilkårlige anklager, der som oftest førte til tortur og henrettelse.
Hvad flygtningene fortalte
De flygtninge, som den amerikanske ambassade-udsending Charles Twining og andre talte med, fortalte stort set det samme: Madrationering, tvangsarbejde, opsplitning af familier, tvangsfjernelse af børn til ’genopdragelse’ i regimets ånd, brutale henrettelser, forfølgelse af næsten alle på nær bondeklassen, forbud mod al religion, ødelæggelser af kirker, klostre, hospitaler, biblioteker og markeder. Hele samfundet skulle styres og kontrolleres af den øverste hemmelige organisation - Angkar. Enhver, som blev betragtet som fjende af systemet, blev arresteret, tortureret og henrettet.
Beretninger slipper ud men trænger ikke ind
Kun ganske kort tid efter De Røde Khmerers magtovertagelse forsøgte de første cambodjanere at flygte over grænsen til Thailand. I juni 1975 var Charles Twining, en udsending fra den amerikanske ambassade i Bangkok, taget ud til grænseområdet for at tale med de første flygtninge. Hvad de havde at fortælle, var ikke til at tro, og Twining undlod i første omgang at rapportere tilbage til Washington om, hvad han hørte. Han var overbevist om, at ingen vil tro ham. Med henvisning til grusomhederne mod jøderne under Holocaust sagde Twining til sig selv, ”Sådanne ting sker ikke i dag. Dette er ikke 1942 – det er 1975”.
Der gik dog ikke lang tid før han indså, at flygtningene måtte tale sandt. På trods af den overvældende mængde materiale om tingenes tilstand i Cambodja, var det dog svært for Twining at vække genlyd med sine beretninger. Problemet var, at flygtninge ikke blev betragtet som troværdige vidner. Twining blev mødt med tilbagevisninger såsom, at netop ensartetheden af flygtningenes informationer vidnede om, at de måtte have koordineret deres historier indbyrdes. Ikke før vestlige journalister trængte ind i landet og selv berettede om, hvad de havde oplevet, blev der efterhånden skabt ørenlyd.
USA - En hjælpeløs stormagt
I et fortroligt notat fra det amerikanske udenrigsministerium den 8. juni 1976 til deres ambassader i Asien hed det blandt andet:
”Meddelelserne om forholdene i Cambodja er svære at få bekræftet… Ikke desto mindre er rapporteringerne [fra journalister] dog så talrige, at de ikke kan ignoreres, og der er ganske sikkert nok information til, at relevante internationale eller private humanitære organisationer kan foretage yderligere undersøgelser… Vi har allerede bedt Amnesty International om at undersøge situationen i Cambodja nærmere men har bevidst undgået offentlige handlinger, som vil bestyrke cambodjanerne i deres anklager om, at vi skulle være bag rapporter om deres lovovertrædelser.”
Efter to år vidste den amerikanske regering altså mere, end den selv ville eller kunne håndtere. På kringlet vis forsøgte udenrigsministeriet at omgå sin viden og mistanke ved at bede andre - såsom menneskerettigheds-organisationen Amnesty International - om at foretage de nødvendige undersøgelser og skrive de kritiske rapporter. Én forklaring på den tilbageholdende amerikanske holdning er, at de stod i en svær situation efter den netop afsluttede blodige Vietnam-krig, som havde koste mange tusinde amerikanske soldater livet. En udenrigskorrespondent beskrev USA efter Vietnam-krigen som et land i chok, præget af en dyb følelse af magtesløshed og behov for national heling. Amerikanerne ville have deres ”drenge hjem”, og ingen politikere turde sætte deres karrierer på spil ved at presse på for endnu en intervention i Asien. Man kan dog stille sig kritisk overfor, om dette berettiger ikke at gøre mere end et par offentlige fordømmelser.
At gøre eller ikke at gøre
”Selvom man ikke kan besejre ondskaben, betyder det ikke, at man bør forholde sig tavs i dens selskab”
– journalist Smith Hempstone i maj 1978 om den manglende amerikanske indsats overfor De Røde Khmerers terrorregime i Cambodja. Han mente ikke, at den amerikanske præsident Carters ene offentlige fordømmelse måneden forinden var nok.
Hvem sagde ”folkedrab”?
Hverken USA eller nogen europæiske lande rejste i FN spørgsmålet om det var muligt, at der blev begået folkedrab i Cambodja. Teknisk set faldt grusomhederne ikke under FN’s officielle definition, fordi størstedelen af ofrene for De Røde Khmerers forbrydelser var politiske grupper. Der blev dog i lang tid heller ikke rejst generelle protester i FN’s Generalforsamling, hvor De Røde Khmerer var repræsenteret eller i FN’s Sikkerhedsråd. Den første protest blev rejst i maj 1977, da Israel advarede om, at det, der foregik i Cambodja, var ”selv-folkedrab” [auto-genocide] – altså at et folk var i gang med at udrydde sig selv.
Først i marts 1978 krævede England, at FN’s menneskerettighedskommission undersøgte forholdene i Cambodja, men dette blev voldsomt kritiseret af De Røde Khmerers FN-repræsentanter. Med støtteprotester fra Sovjetunionen, Jugoslavien og Syrien lykkedes det at få hele undersøgelses-idéen skrinlagt. Også stormagten Kina bakkede op om De Røde Khmerer som deres ideologiske allierede. De havde endda over en årrække tillige støttet dem militært med tanks, missiler, skydevåben og kampfly. Fra USA, den oplagte militære stormagt og ideologiske modmagt, der med al kraft havde forsøgt at bekæmpe kommunismen i Vietnam, var der ikke meget hjælp at hente. I maj 1977 havde den amerikanske præsident Carter kaldt Kina ”nøglen til global fred” og ønskede ikke at risikere det nyetablerede gode forhold mellem de to stormagter ved at kritisere De Røde Khmerers regime. Dette lod ikke mange lande tilbage med tilstrækkelig politisk gennemslagskraft til at sætte en kritisk dagsorden overfor Cambodja.
De Røde Khmerers forsvar
I et brev til FN i april 1978 anklagede De Røde Khmerers forsvarsminister Ieng Sary bl.a. England for at være ”en imperialistisk propanda-maskine” på grund af deres kritik af et potentielt massedrab og krav om en undersøgelse af menneskerettighedsforholdene i Cambodja. ”De Røde Khmerer har ingen grund til at ville reducere befolkningstallet”, skrev Ieng Sary, ”når landets nuværende befolkning på 8 millioner er langt under landets potentiale på 20 millioner.”
Slutspil
I 1979 blev De Røde Khmerer tvunget fra magten af Vietnam, som ikke længere ville finde sig i regimets angreb indover deres landegrænser. Dette blev begyndelsen til en ny absurd situation: Fordi Vietnam af det internationale samfund blev betragtet som en besættelsesmagt, ønskede man ikke at bevilge økonomisk støtte til Cambodjas genopbygning. Til gengæld fastholdt man anerkendelsen af De Røde Khmerer som Cambodjas officielle repræsentanter i FN helt indtil 1991.