Soldaten Karl Laabs – redningsmand i Hitlers hær

Dette er et eksempel på, hvordan det i perioden 1941-44 lykkedes for den tyske soldat Karl Laabs at redde hundredvis af jøder i det østlige Oberschlesien. I det ovenfor beskrevne tilfælde formåede Karl Laabs at sende hundrede unge jøder til byen Mislowitz, hvor de for en tid kunne være i sikkerhed. 

Laabs’ liv inden Holocaust

Karl Laabs meldte sig i august 1914 frivilligt til krigstjeneste, og han blev sammen med sin bror, Otto, sendt til vestfronten. I sine breve hjem viste Karls modsætningsfulde forhold til krigen sig. Han talte det ene øjeblik om krigen som “helvede” og “vanvid”, for i det næste at berømme en militær sejr. I december 1914 mistede hans kompagni 200 ud af 240 mand. I et brev fra april 1915 skrev han: “Mor, denne krig er hellig, men grusom og hård.” Kort efter faldt broderen Otto, og i sommeren 1918 blev Laabs selv såret og sendt tilbage til Tyskland, hvor han oplevede fredsslutningen.

Efter hjemkomsten til Tyskland genoptog Laabs sit studium i Kassel, hvorfra han blev færdig som bygningskonstruktør i 1921. Frem til 1931 arbejdede han som byggeleder og arkitekt for forvaltningen i regionen.

Ved siden af dyrkede Karl Laabs sin store interesse: Den nationalistiske og romantiske bevægelse Vandrefuglene. I sit privatliv kastede Laabs sig fra den ene skandale til den anden. I 1924 havde han giftet sig med ungdomskæresten Emma Rode. Ved siden af havde Karl imidlertid en række elskerinder, der iblandt flere gifte kvinder. I 1930 blev Emma gravid med parrets tredje barn, men Karl Laabs valgte på dette tidspunkt at stikke af med kæresten Auguste. I 1933 fik han en datter med Auguste og afbrød derefter enhver forbindelse til Emma og deres tre børn, som dermed stod i en meget dårlig finansiel situation.

Laabs afsluttede i marts 1933 en uddannelse som lærer ved teknisk skole, men han havde ødelagt sine chancer for at få ansættelse. Det skete ved, at han dagen efter Hitlers magtovertagelse, i auditoriet havde skrevet på tavlen: 30. januar=den mørkeste nat. På trods af Karl Laabs’ klart national-konservative holdninger, havde han længe været passivt medlem af socialdemokraterne (SPD). Han havde aldrig lagt skjul på sin modvilje mod Hitler, og derfor kom han aldrig til at arbejde som lærer.

Efter nogen tid fik Laabs gennem lokale kontakter i sin fødeby et job som leder af et byggekontor. Dette krævede, at han indgik et kompromis med nazistyret i byen, da han som leder af byggekontoret havde brug for nazipartiets opbakning. Senere blev han kritiseret i forbindelse med valget af en jødisk ejet virksomhed til en byggeopgave, og en efterfølgende affære med en sekretær på byggekontoret var dråben, der fik bægeret til at flyde over hos nazipartiet. I 1935 blev Laabs fyret, og han måtte derefter ernære sig som selvstændig arkitekt. I 1939 blev han indkaldt til Luftvåbenets byggekontor på øen Sylt, på trods af sin alder, og på trods af at han med sine fire børn var en såkaldt “Børnerig Fader”. I vinteren 1941 blev han overflyttet til kredsbyggekontoret for det østlige Oberschlesien i Chrzanów ca. 20 kilometer fra Auschwitz. Som leder af byggekontoret kom Laabs her for første gang i direkte berøring med forfølgelsen af de polske jøder.

Laabs og Holocaust

I Chrzanów levede jøderne i en ghetto-lignende del af byen, hvorfra der jævnligt afgik transporter til koncentrationslejren Auschwitz. Jødernes bevægelsesfrihed var stærkt indskrænket, og de sultede. De, der klarede sig bedst, var de, der havde arbejde, og det var denne iagttagelse, der fik Laabs til at påbegynde sit redningsarbejde. Han tvangsudskrev så mange jøder som muligt til sine byggeprojekter, og i mange tilfælde bragte han mad til sultende familier, ligesom han advarede om Gestapos aktioner, når han kunne. Karl Laabs beskyttede ikke kun jøder. Da tolv polske byggearbejdere stod anklaget for sabotage, aflagde Laabs vidneudsagn for dem som sagkyndig. Det førte til deres frifindelse, men Laabs blev kendt som jøde- og polskvenlig hos Gestapo.

Ikke desto mindre valgte Laabs at fortsætte sit redningsarbejde. Han købte en landejendom mellem landevejen og jernbanelinien til Auschwitz, på adressen Auschwitzer Strasse 36, og her indrettede han et tilflugtssted for jøder. Ejendommen blev indhegnet, så man kunne vinde tid, hvis Gestapo kom, og hemmelige adgangsveje blev indrettet i de bygninger, hvor jøderne skjulte sig. Generelt benyttede Laabs alle sine kontakter og sine ikke ubetydelige sociale talenter på at drive sit spil. Gestapo havde tilsyneladende ikke mistanke om noget i forbindelse med ejendommen på Auschwitzer Strasse, men sagen om de polske byggearbejdere, samt Laabs’ almindelige ry som regimekritisk, fik i 1943 politiet til at drøfte hans arrestation.

Laabs blev imidlertid advaret af en ven, formentlig i Gestapo. Han skred straks til handling. Gennem venner i luftvåbenet fik han omskrevet sine papirer, således at han kom under militær strafferet, og udenfor Gestapos rækkevidde. Laabs blev boende på Auschwitzer Strasse, og redningsaktionerne fortsatte. I januar 1945 flygtede Karl Laabs med sin familie fra russerne. 

Laabs’ personlighed

Karl Laabs bliver beskrevet som en meget talende person med store sociale talenter. Han kunne skabe kontakt til alle og kunne samtidig holde masken og lyve overbevisende, når det var nødvendigt. Dette udnyttede han til fulde mod Gestapo, og det var formentlig derfor – kædet sammen med en vis portion held – han slap fra sine aktioner med succes og livet i behold. 

Det er karakteristisk for Laabs modsætningsfyldte personlighed, at hans afnazificeringssag trak ud til 1949. Hans tjenstlige samarbejde med det nazistiske styre som byggesagkyndig talte imod ham. Han kunne formentlig have lettet situationen ved at indgå et kompromis, men det ville han ikke. Efter først at være bedømt som “belastet” førte han sagen igennem og blev i sidste instans fuldstændig frikendt. Det havde afgørende betydning, at Laabs kunne fremlægge jødiske vidnesbyrd om sit virke som jødernes redningsmand i Polen.

I årene efter krigen slog Laabs sine gerninger hen, selvom han godt var klar over, at ikke hvem som helst kunne og ville have handlet som ham. Det var dog vigtigt for ham at vise, at ikke alle tyskere var folkemordere eller passive tilskuere. Laabs anførte tre faktorer, der ifølge ham selv var motivationen bag hans handlinger: Medmenneskelighed, viljestyrke og talent. 

Laabs var kristen, men religionen spillede ikke en afgørende rolle i hans liv og livssyn. Han kommenterede aldrig den kontrast, der tilsyneladende var mellem den måde, han behandlede sin første familie på, og den indsats han ydede jøderne i Polen.

Karl Laabs fremstår som påvirket af ungdommens idealer, tilsat egne særheder. Han var nationalist, men i hans verdensbillede var der alligevel plads til andre. Han var romantiker og idealist, men evnede at operere i en delikat balance med nazisterne. Penge og prestige betød intet for ham, men det gjorde derimod ære, som han selv forstod det. Han viste en fuldstændig egoisme i sit kærlighedsliv, og en lige så fuldstændig menneskekærlighed i forhold til forfulgte jøder og polakker i Chrzanów. Også i forhold til nazisterne vekslede han mellem relativt udtalt modstand, og forholdsvis konsekvensfrit samarbejde. Tilskuer til livet var han aldrig. Det var måske den afgørende kraft i Karl Laabs’ liv.

Frem til sin pensionering i 1960 arbejdede Karl Laabs som stadsarkitekt i Frankfurt i al ubemærkethed. I 1971 søgte Karl Laabs både om Forbundsrepublikkens fortjenstmedalje og anerkendelse hos Yad Vashem, den israelske institution, der vurderer redningsfolks fortjenester. Samtidig søgte han om æresdoktorater på universiteterne i Jerusalem og Tel Aviv. Han modtog Forbundsrepublikkens fortjenstmedalje af første klasse i 1972, og i sin takketale sagde han, at han så udmærkelsen som en anerkendelse til dem, han ikke havde kunnet redde. 

Karl Laabs døde i en alder af 83 år. Året efter, i 1980, blev han tildelt Yad Vashems “Medal of the Righteous” som anerkendelse af hans gerninger i Polen 37 år tidligere.

Af Torben Jørgensen, historiker.