Retssagen mod Saddam Hussein

Det Irakiske Krigsforbrydertribunal

Efter omfattende forberedelser blev retssagen mod Iraks tidligere diktator Saddam Hussein indledt den 19. oktober 2005. Det Irakiske Krigsforbrydertribunal er en irakisk ledet domstol, som dækker perioden 1968-2003, hvor Saddam Husseins Ba´ath-parti var ved magten i Irak. 

Anklagerne mod Saddam Hussein

Det første anklagepunkt mod Saddam Hussein omhandlede drab på shia-muslimer i landsbyen Dujail i 1982, hvor det anslås, at omkring 148 drenge og mænd blev dræbt efter et mislykket attentatforsøg mod Saddam Hussein. Derudover blev op mod 1500 fængslet og mishandlet, landsbyens øvrige beboere deporteret og landsbyen jævnet med jorden.

I april 2006 blev Saddam Hussein desuden stillet over for anklager om folkedrab på mere end 80.000 kurdere under Anfal-kampagnen i slutningen af 1980’erne. Anklagerne mod Saddam Hussein i denne sag blev frafaldet på grund af hans henrettelse.

Kaos under retssagen

Retssagen mod Saddam Hussein blev omtumlet og kaotisk, hvilket ikke mindst skyldes, at den anklagede ikke anerkendte domstolen. Saddam Hussein hævdede til det sidste, at hele retssagen var ulovlig, fordi krigsforbrydertribunalet blev oprettet af den midlertidige irakiske regering, som blev udpeget af amerikanerne tilbage i 2003. Retssagen blev udskudt adskillige gange og blev ikke blevet mindre kompliceret af, at tre af forsvarerne blev myrdet og flere andre forsøgt myrdet under processen, og flere vidner blev truet. Desuden blev to dommere fjernet undervejs i retssagen på grund af mistanke om partiskhed til fordel for Saddam Hussein og hans medtiltalte.

På grund af forsvarets og den tiltaltes manglende anerkendelse af domstolen var retssagen præget af flere farceagtige scener. Både forsvarerne og Saddam Hussein udvandrede under retsmøder, og Saddam Hussein viste flere gange foragt over for retten ved enten at nægte at svare på spørgsmål fra dommerne eller ved at råbe ad dem. Han beskyldte desuden anklagemyndighederne for at frembringe falske beviser og hævdede, at vidnerne var blevet bestukket til at vidne imod ham. 

Mange internationale observatører af retssagen mod Saddam Hussein er skuffede over, at retssagen led under de samme problemer som den tidligere sag mod den serbiske ekspræsident Slobodan Milosevic ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. Spørgsmålet er, om det er muligt at retsforfølge tidligere diktatorer som Saddam Hussein eller Slobodan Milosevic, uden at deres adfærd overskygger retssagen og dens formål.

Krigsforbryderdomstole

Det Irakiske Krigsforbrydertribunal i Bagdad er ikke den første krigsforbryderdomstol, som har til opgave at tage stilling til anklager om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Efter 2. Verdenskrig blev en række nazistiske topfolk anklaget og dømt ved Nürnberg-domstolen, og i 1990’erne oprettede FN to krigsforbryderdomstole for henholdsvis det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Rwanda (ICTR). 

Det Irakiske Krigsforbrydertribunal adskiller sig fra krigsforbryderdomstolene i det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Rwanda (ICTR) på flere områder. I modsætning til ICTY og ICTR er det Irakiske Krigsforbrydertribunal ikke en international domstol, men en national domstol. Det vil sige, at Saddam Hussein blev dømt af sine egne landsmænd, i landet hvor forbrydelserne blev begået. Strafudmålingen skete efter irakisk lov, og dermed kunne Saddam Hussein idømmes dødsstraf. Havde han været under anklage ved en international krigsforbryderdomstol, ville han ikke kunne være blevet dømt til døde.

Fair retssag?

Saddam Husseins forsvarere, flere internationale observatører og menneskerettighedsorganisationer stiller spørgsmålstegn ved, om Saddam Hussein fik en fair retssag efter internationale standarder. Beskyttelsen af Saddam Husseins forsvar var fx helt utilstrækkeligt, idet flere mistede livet og modtog trusler undervejs. Det har naturligvis haft betydning for forsvarets vilje og evne til at forsvare Saddam Hussein og hans medtiltalte. Forsvaret fik ydermere ikke mulighed for at krydsforhøre en række af vidnerne, hverken under de indledende forhør eller selve retssagen.

Hele vejen igennem retssagen havde anklagerne betydelig bedre forhold end forsvarerne, bl.a. i kraft af massiv assistance fra den amerikanske organisation RCLO. RCLO sørgede mere eller mindre for alt forarbejdet til retsprocessen: Udgravning af massegrave, undersøgelse af gerningssteder, beslaglæggelse af dokumenter, afhøring af vidner, undervisning af dommere og anklagemyndighed.  Selvom RCLO’s arbejde har været helt afgørende for, at det er lykkedes at gennemføre retssagen, må det anses for uheldigt, at stor set al assistance til retten er gået gennem den amerikanske organisation: Det har skadet tribunalets image i den arabiske verden og blandt mange internationale jurister. En af grundene til, at domstolen har været så afhængig af RCLO, er, at en række lande, herunder Danmark, har afvist at bistå i retsopgøret på grund af den principielle modstand mod dødsstraf.